Dan Brown - The Da Vinci Code

I følge romanen ”Da Vinci Mysteriet” af Dan Brown er Den Hellige Gral ikke et bærger, men en kvinde ved navn Mary/Marie Magdalene, som har The Bloodline of Christ. San gréal eller Sang Graal  betyder Den Hellige Gral på gammelt fransk, men det betyder også, Kongelig Blod. Den Hellige Grals relikvier består af dokumenter, som relaterer til The bloodline, samt knoglerne af Mary Magdalene. Den Hellige Grals relikvier af Mary Magdalene blev gemt i en hemmelig krypt (måske under the Rosslyn Chapel i England) af the Priory of Sion. 

Mary Magdalene

Kirken er undertrykte om sandheden om Marie Magdalene og the Jesus Bloodline i 2000 år, fordi at de frygter den kraft af the Sacred Feminine i sig selv og fordi at dette ville forandre Sankt Peters forrang som en kristen. Mary var en kongelig afstamning (gennem det Jødiske Hus af Benjamin) og var gift med Jesus af Davids Hus. Hun var en prostitueret og blev truet af kirken til at afsløre om deres forhold. Ved korsfæs-telsen af Jesus, var Mary gravid. Efter korsfæstelsen var Mary flygtet til Gallien, hvor hun lå hos Jøderne af Marseille. Hun fødte en pige ved navnet Sarah.

The Bloodline af Jesus og Mary blev merovingiske dynasti af Frankrig. Denne ”historie” eller hvad man kan kalde det, om the Bloodline var en hemmelighed i nogle dokumenter, som blev opdaget af korsfarer (en person der deltog i middelal-derens korstogene) efter erobrede Jerusalem i 1099. Tempelridderne og The Priory of Sion skulle holde det hemmeligt.

Den Sidste Nadver

Ifølge romanen er alt dette forbundet med Leonardo Da Vinci’s arbejde.

Leonardo var et medlem af the Priory of Sion og havde et kendskab til hemmeligheden af Den Hellige Gral. Hemmligheden er afsløret i Den Sidste Nadver. Der er faktisk ikke et bæger (Gral) på det bord de sidder ved. Personen til venstre for Jesus er ikke en mand, men en kvinde. Det er hans kone Mary Magdalene. Man kan se det ved hendes femine træk. Hendes foldede kvindelige hænder, hendes røde hår.

Man kan jo spørge sig selv om at, er alle disse teorier sande? Eller er det bare rent løgn det hele? Eksisterer denne hemmelige gruppe, the Priory of Sion? Fik Jesus et barn med Mary Magdalene? Blev de gift overhovedet? Forsøgte kirken virkelig at få sandheden ud?  Hvordan kan det være at hele dette Da Vinci Mysterium er blevet så populært? Altså  romanen ”Da Vinci Mysteriet” af Dan Brown er oversat til 42 sprog og solgt omkring 25 mio. Eksemplarer I Danmark har næsten 200.000 købt bogen og der er endda blev lavet en film baseret på romanen. Noget må jo have gjordt det spændene?????...

Hvordan kan hele dette blive så stort? Altså er det ikke bare en hel masse myter om Jesus og om en kop??? Og er alt dette her ikke bare fra fortiden?  Siger man ikke også: Fuck fortiden! lev i nuet!..? (måske ikke helt det samme, men stadig ik?..) Men det er nok fordi at det er en historie, det er jo noget fra dengang. Alt dette skete jo før man levede. Man vil nok bare gerne vide hvad der skete eller hvordan forholdene var før man kom til verden. Eller også lyder dette bare, som et spændene mysterium at løse eller at høre om. Der kan stilles mange spørgsmål og teorier om dette mysterium, måske er det, det der gør det spændene?...

Dagligdagens 'hjernevask'

Advarsel: Dette indlæg er baseret på personlige oplevelser og kan derfor være uden interesse for læseren.

Det er altid morsomt at tænke på, hvordan folk opfatter ting forskelligt, afhængigt af deres egen baggrund. Men det er i særlig grad interessant, når baggrunden virker helt modsat af, hvad man måtte forvente.
De konkrete eksempler jeg vil skrive om, stammer fra engang jeg optrådte med et reb-trick i Magisk Cirkel (det samme trick, som jeg viste til TG’s fødselsdag). Efterfølgende var der adskillige af de andre medlemmer (professionelle tryllekunstnere :)), der kom hen til mig og roste mig for min måde at vise tricket på. Det overraskede mig en del, hvor begejstret en modtagelse tricket fik, for jeg havde selv indtryk af, at det blot var standarden inden for reb-trylleri. Men de andre tryllere syntes tilsyneladende at se en del nye og friske inputs i tricket, selvom jeg ikke selv mente at have ændret på det. Men da jeg viste tricket på skolen, var der blandt de mange, der kommenterede på det, særligt én, der mente, at jeg havde stjålet tricket
direkte ud af Rune Klans repertoire (hvilket jeg blankt kan afvise). Dette viser en pudsig forskel på oplevelsen af den samme ting, der afhænger af opleverens baggrund – i dette tilfælde forholdet til trylleri. Men det egentligt pudsige er det, at folk, der må forventes at kende til – og måske endda selv have arbejdet med – et bestemt emne, faktisk kan være langt mere forbløffede,
end folk, der sandsynligvis intet kendskab har til sagen overhovedet.
En anden ting hænger sammen med, at jeg på enderne af de reb, jeg bruger i tricket, har sat rød
tape. Det var noget de andre tryllere bemærkede med et lille ”men”, fordi det i deres øjne fik rebene til at se snyde-agtige ud – de sagde, at det lignede deciderede trylle-reb, hvilket er en tanke, man selvfølgelig frem for alt vil undgå, at publikum får. Men sjovt nok er der aldrig nogensinde nogen, der ikke selv tryller, der har nævnt det for mig, hvorimod stort set alle tryllekunstnere gør mig opmærksom på det.
Grundet blog-indlæggenes skrappe størrelsesbegrænsning er det ikke min hensigt at hæve mig fra det redegørende plan og analysere ovenstående nærmere. Mit håb er derfor, at jeg har frembragt bare et lille ”hmm” hos hvem, der end måtte give sig tid til at læse dette, og at læseren vil tage sig yderligere tid til at drage sine egne konklusioner. (Det er måske i virkeligheden også sjovere sådan …)

Mit eneste mål var at dele en tanke, og det er hermed gjort.

Utilfreds? Læg dit liv om!

Der er rigtig mange mennesker der ikke ligefrem lever det liv, de altid har drømt om. I hvert fald ikke det liv de tror de drømmer om, for man kan jo spørge sig selv, om livet som succesfuld forretningsmand eller kvinde i virkeligheden er den fedeste måde at leve på. I bogen ”Doppler” møder vi manden Alexander Doppler, der efter en ulykke indser, at han har levet sit liv forkert. Han ender med at flytte ud i en skov, adoptere en elgkalv og rejse en totempæl i hyldest for sin far. Det er ellers noget af en ændring!

At lægge sit liv om er selvfølgelig ikke bare noget man gør uden vide, medmindre det bliver påtvunget. Nogle gør det i form at nytårsforsætter, f.eks. i form af klassikere som ”Jeg skal motionere mere i det kommende år” eller ”Jeg skal bede om lønforhøjelse.” Men er der i virkeligheden tale om en decideret omlægning, eller blot en mindre ændring der med tiden medfører, at man bliver lykkeligere. Hvad med de mennesker, der ikke selv vælger, at foretage en drastisk livs-ændring?

Jeg så et program i fjernsynet forleden dag med en mand, der havde mistet begge sine ben i en ulykke. Han fortalte bl.a. om, hvordan han valgte at tackle den pludselige – og uønskede – ændring i hans liv. Siden da havde han vundet flere guldmedaljer i forskellige idrætsdiscipliner. Han valgte altså blot at få det bedste ud af sit liv, hvilket gav mig en dyb respekt for manden.

Set fra et ”normalt” menneskes synspunkt, hvad skal der så til, før man indser, at det man i virkeligheden prøver at opnå ikke vil gøre en lykkelig, og hvad er definitionen af sand lykke?

Skildring af det moderne samfund?

Med sin prisbelønnet novellesamling, har Naja Marie Aidt i høj grad formået at debattere nogle de væsentlige problemstillinger der præger nutidens samfund. Problemer som umiddelbart ikke er synlige for det blotte øje, men problemer og konflikter som ligger dybt inde i det enkelte menneske og lurer som et vildt bæst. Novellerne behandler dystre og alvorlige temaer, der giver en masse stof til eftertanke. Gennem sine noveller udstiller Naja Marie Aidt nogle af menneskets mest grimme og grufulde sider og efterlader læseren med en chok-fornemmelse rystet over hvor galt det kan gå og hvordan simple hverdagssituationer pludselig kan tage en radikalt drejning og ændre tilværelsen for altid. Mens jeg dykkede ned i Bavians dystre og kolde univers, skrev jeg små stikord ned til hver af novellerne i samlingen. Jeg valgte de ord som pludseligt faldt mig ind, lidt som en brainstorm, uden at overfortolke handlingen. Her er et nogle eksempler fra mine skriblerier:

Utroskab, skilsmisse, vold, vold mod børn, homoseksualitet vs. familieliv, ensomhed, døden, sygdom etc.

Det må siges, at Naja ikke ligger låg på alvorligheden og hermed formår hun at servere hendes budskaber på en ligefrem og rå måde, der får os som læser til at forstå, at der er noget galt i det samfund, vi lever i.

De i alt 15 noveller har alle hver deres mørke og chokerende sider som venter på at komme op til overfladen og blive konfronteret. Det går dog desværre således, at novellerne kan blive en smule ubehagelige at læse og jeg må derfor advare imod at læse alle 15 efterfulgt af hinanden. F.eks. i den 5. novelle i samlingen kaldet ”Torben og Marie”, som er en af de noveller der påvirkede mig mest, hører vi om en ung mor, Maria, som dagligt gennemtæver sine 2-årige søn Torben. Det daglige misbrug rammer også Torben psykisk og resulterer dermed i, at han i en relativ ung alder viser voldelig og aggressiv adfærd overfor andre. Mens jeg fordybede mig med Bavian blev jeg meget fascineret af Naja Marie Aidts skrivestil. Måden hvorpå hun med ganske få ord rystede mig og fik mig til reflektere over livet. Bavian som novelle er nemlig meget objektiv skrevet og man hører ikke særlig meget til personernes følelser, holdninger eller fortid i novellerne. Dette får læseren til at sætte sig i fortolkningsposition og det er på den måde, at Naja til trods for de få objektive ord, stadig formår at provokere og ryste. Selvom man ikke direkte får noget at vide om Torbens mor Marias fortid, kan man som læser tydeligt forstå, at Maria selv har levet et liv med svigt og fysisk misbrug. Dette er hvad jeg kalder god skriveteknik. Kort og præcist men alligevel beskrivende og nok til at stimulere læserens fortolkningssanser.

For at vende tilbage til de overstående stikord udsprunget fra novellerne, så kan man spørge sig selv hvorfor netop Naja har valgt at behandle disse problemstillinger. Jeg er ved den overbevisning, at det er for at få os til at se den bitre sandhed om vores samfund i øjnene og for at få os til at handle. Selvom mange af os hverken er blevet slået som barn eller oplevet ting som utroskab, skilsmisse etc., så lever vi os stadig ind i novellerne og bliver grebet af de angstprovokerende situationer som personerne befinder sig i. Først efterlades man en med en negativ mine. Det følelses som et slag i maven og en ubehag spreder sig. Men denne ængstelige følelse bliver hurtigt erstattet af lysten til en dramatisk forandring. Og er dette vel egentlig ikke meningen med litteraturen, den skal inspirere, chokere eller glæde læseren. Kort sagt så er vel forfatterens hensigt med værket, at den skal have en form for effekt og efterlade et bestemt indtryk hos læseren. Og dette må man i høj grad sige, at Naja Marie Aidt har formået med denne noget makabre novellesamling.

Et politisk mirakel: Sydafrika

Når man tænker over det, er verden faktisk et ret ondt sted.

Fra datidens Argentina til nutidens Afghanistan, har vi eksempler på disse menneskeskabte katastrofer, som hærger mennesker som i sidste ende ikke er noget mindre end dig og mig.

Apartheidens Sydafrika kan ikke udelukkes fra denne gruppe lande, eller, ihvertfald ikke med hensyn til majoriteten af republikken: De mennesker med mørk pigment i huden, altså, sorte.

Kort sagt, var loven skrevet til at holde disse mennesker på det niveau, som gjorde Die Boere tilfredse.

Det blev hellere ikke bedre, da en stor gruppe sorte fra Sharpeville i 1960 demonstrerede mens de ønskede at se ændring i loven, men som svar kun fik de mørke afløb af automatiske rifler at se... vendt mod dem.

Officielt ved man at 69 mennesker døde, af alle aldre og begge køn, og at 180 andre blev sårede fra projektilerne som blev affyrede fra regeringens armerede mænd.

Og fra alle de arresteringer uden anden årsag at personen enten var inde for anti-apartheid eller bare havde udvist lidt for meget frihed som sort, kunne der ikke være meget andet til at uddybe, hvilken situation der faktisk var i gang til den tid.

Men en af de personer som blev arresteret tilbage i 60'erne af samme årsag som enhver anden som sympatiserede med ANC og havde det modsat med regeringen og deres apartheid.

Han begyndte som endnu en fange, men er nu kendt som Hans Excellence Nelson Mandela.

Ud af ekstrem tålmodighed, men også en ægte høflighed fjæs til fjæs overfor en ægte fjende, uden at lægge låg på sine anti-apartheidiske tanker, kunne han, som ingen anden (som jeg har hørt om) før kunne "omvende fjenden til ven".

På de næsten 30 år blev han endelig Hr. Præsident, fordi at F. W. De Klerk FRIVILLIGT udbyttede apartheid med demokrati. Demokratien betød, at majoriteten af landet kunne stemme.

Hvad der bragte sympati fra den hvide side til Mandela, var den sammenholdsfølelse han fremviste: han anså ikke de hvide som fremmede, og støttede "Springboks" (Sydafrikanske Rugbyhold) til sejren, der var sporten som næsten kun de hvide brød sig om.

En mand med sådan en stor evne for tilgivelse, men også en så stor mental styrke, etik, en så stærk viljekraft, og på samme tid ved hvad der kræves, behøves kun beskrives kort: Manden har hjerte, men også hjerne.

Man kan ikke sige at Israel og Palæstina vil slutte fred så snart en palæstinenser af samme slags viser sig i Israels åsyn.

Men, hvis enhver Israelsk politiker og Palæstinensk politisk vigtig person bare havde den fredlige mentalitet, som Mandela havde, ville hverken De Palæstinensiske Territorier eller Israel være, hvad det er idag.

Hovedårsagen til hadet mod de sorte, var en tanke om at de sorte var "under" dem, og senere var det nemlig det ukendte hos dem, som skræmte boere.

Så:

Alle mennesker blev skabt ens, og det er kun mennesker der nogensinde har fortalt alverdens såkaldte "overmennesker", at de er noget mere værd end "undermenneskerne".

Så hvorfor opfører mennesker sig alligevel som om mennesker er fremmede? Hvad er der så skræmmende på den mørke mand, som man er så bange for? Har han et tredje ben formet som et sværd, som han i al hemmelighed bruger til at jage når han er sulten? Er han kommet med en rumpistol for din tinding og vil kidnappe dig til en hemmelig base på Mars?

Medmindre jeg finder ud af at dette er sandt, så bliver jeg ved med at spørge: Hvorfor?

Er lydbøgerne ved at erstatte boghylderne?

I en periode har jeg hørt lydbogen Ringenes Herre 3, og den var meget god og der var en fremragende fortæller. Faktisk så god, så jeg undrer mig over, hvor de normale bøger på skrift er på vej hen. Måske har du allerede fået færten af, hvad resten af dette blogindlæg vil handle om, nemlig lydbøger kontra skrift-bøger.

Det er da en dejlig fornemmelse, at tage morfar i ørene, og få fortalt en god historie imens man laver andre ting, eller bare ligger og flyder. Denne frihed synes jeg der mangler i de gammeldags bøger, hvor du skal slæbe rundt på dem, og holde øje med, hvornår man skal aflevere bogen tilbage til biblioteket, hvilket godt kan være et problem for mig. Hvis man tænker på miljøet i disse krisetider, så kan man også sige, at det er mere miljøvenligt med en lydbog som kan downloades end en normal bog der er lavet af træ.

Men jeg synes selvfølgelig også at der er noget godt ved de gammeldags bøger. Fx giver det en helt anden følelse at holde en rigtig bog og læse den, end bare at gå på internettet og streame en bog. Og ikke mindst får man også den meget vigtige træning i at læse, som man efterhånden kan forsømme, når man som en utålmodig læser, skifter frem og tilbage mellem forskellige sider og skimmer.

For cirka 2 år siden i en tysk-time læste vi en lille novelle ved navn ”Das letzte Buch”, som betyder ’Den sidste bog’, og beskrev litteraturens fald og at vi engang kun har bøger i museer som et levn fra fortiden. Jeg siger ikke at det nødvendigvis vil blive sådan i en fjern tid, men jeg tror, at bogen som vi kender den, er ved at forsvinde lidt efter lidt. Om dette er godt kan man selvfølgelig diskutere, hvilket også var meningen med dette indlæg. Er det fint nok at lade bogen som vi kender den visne eller er traditionen værd at bevare? Dette er mit spørgsmål til læserne.

Maria Magdalene - Den hellige gral

Er du efterkommer af Jesus?

I Da Vinci Mysteriet af Dan brown, er et af de store temaer, om hvilken rolle Maria Magdalene har i forhold til Jesus.

Der er mange teorier, om hvem og hvad Maria Magdalene var. Og hvilket forhold hun havde til Jesus.
Maria Magdalene var en af Jesus disciple og flere steder i biblen, er der skrevet, at hun har draget omsorg for Jesus, da det var hende, der salvede ham, mens han hang på korset. Udover at være vidne til Jesus korsfæstelse, var det også hende der vågede over Jesus grav og den  første der opdagede, at Jesus er forsundet fra sin grav. Hun er også den første til, at se Jesus efter hans genopstandelse. Man kan da med den viden ikke, undgå at have en opfattelse af, at Maria Magdalene var den discibel, som Jesus elskede!

Men hvad var det så for et "forhold" de havde til hinanden. Nogle mener, at de var gift og Maria Magdalene var Jesus kone, Andre mener, at de havde et seksuelt forhold til hinanden, mens nogle tredje sagde, at de hverken var gift eller havde et seksuelt forhold.
          - Min teori er, at Maria Magdalene er den hellige gral og derved er bærer af Jesu blod i form af hans afkom. Maria Magdalene er med til at viderefører Jesu slægt. Den omsorg hun har draget over for Jesus, ville ikke kun være en vens eller almindelig discipels værk.
Og hvorfor skulle Jesus ikke have fået et barn?

Jesus var omkring de 30 år, da han blev korsfæstet og allerede i en tidlig alder uddannet som tømre. Så er der jo det med alderen, at i de dage, blev man ikke så gammel og man var tidligt "uddannet" og derved fik man også børn tidligere. Da så Maria Magdalene er dén af hans disciple, som han elsker, er der godt grund til, at tro, at hun er bærer af Jesus barn.
Min teori, kan man kun selv tro på, og svaret finder man nok aldrig.

Det store spørgsmål er vel, hvilken tro man har? Man ved at Jesus blev født om sommeren, men vi fejre hans fødsel om vinter. Hvad er logiske i det? Jo det er vel enlig for at fejre, at vi går mod "lysere tider", som i Nordisk mytologi. Kristendommen har så bare ''rykket" Jesus fødsel, for at have noget at fejre. Eller giver det god mening?
         - JA enlig! kært barn har mange navne! Jesus eller skulle vi kalde ham Jehova, som betyder frelser, skulle jo med hans død, være menneskets frelser og frelse sit folk for deres synder! Jesus død var Guds vilje, for at frelse mennesket, så dét kunne gå mod "lysere tider".