![]() |
| Dan Brown - The Da Vinci Code |
| Mary Magdalene |
![]() |
| Den Sidste Nadver |
![]() |
| Dan Brown - The Da Vinci Code |
| Mary Magdalene |
![]() |
| Den Sidste Nadver |
Der er rigtig mange mennesker der ikke ligefrem lever det liv, de altid har drømt om. I hvert fald ikke det liv de tror de drømmer om, for man kan jo spørge sig selv, om livet som succesfuld forretningsmand eller kvinde i virkeligheden er den fedeste måde at leve på. I bogen ”Doppler” møder vi manden Alexander Doppler, der efter en ulykke indser, at han har levet sit liv forkert. Han ender med at flytte ud i en skov, adoptere en elgkalv og rejse en totempæl i hyldest for sin far. Det er ellers noget af en ændring!
At lægge sit liv om er selvfølgelig ikke bare noget man gør uden vide, medmindre det bliver påtvunget. Nogle gør det i form at nytårsforsætter, f.eks. i form af klassikere som ”Jeg skal motionere mere i det kommende år” eller ”Jeg skal bede om lønforhøjelse.” Men er der i virkeligheden tale om en decideret omlægning, eller blot en mindre ændring der med tiden medfører, at man bliver lykkeligere. Hvad med de mennesker, der ikke selv vælger, at foretage en drastisk livs-ændring?
Jeg så et program i fjernsynet forleden dag med en mand, der havde mistet begge sine ben i en ulykke. Han fortalte bl.a. om, hvordan han valgte at tackle den pludselige – og uønskede – ændring i hans liv. Siden da havde han vundet flere guldmedaljer i forskellige idrætsdiscipliner. Han valgte altså blot at få det bedste ud af sit liv, hvilket gav mig en dyb respekt for manden.
Set fra et ”normalt” menneskes synspunkt, hvad skal der så til, før man indser, at det man i virkeligheden prøver at opnå ikke vil gøre en lykkelig, og hvad er definitionen af sand lykke?

Med sin prisbelønnet novellesamling, har Naja Marie Aidt i høj grad formået at debattere nogle de væsentlige problemstillinger der præger nutidens samfund. Problemer som umiddelbart ikke er synlige for det blotte øje, men problemer og konflikter som ligger dybt inde i det enkelte menneske og lurer som et vildt bæst. Novellerne behandler dystre og alvorlige temaer, der giver en masse stof til eftertanke. Gennem sine noveller udstiller Naja Marie Aidt nogle af menneskets mest grimme og grufulde sider og efterlader læseren med en chok-fornemmelse rystet over hvor galt det kan gå og hvordan simple hverdagssituationer pludselig kan tage en radikalt drejning og ændre tilværelsen for altid. Mens jeg dykkede ned i Bavians dystre og kolde univers, skrev jeg små stikord ned til hver af novellerne i samlingen. Jeg valgte de ord som pludseligt faldt mig ind, lidt som en brainstorm, uden at overfortolke handlingen. Her er et nogle eksempler fra mine skriblerier:
Utroskab, skilsmisse, vold, vold mod børn, homoseksualitet vs. familieliv, ensomhed, døden, sygdom etc.
Det må siges, at Naja ikke ligger låg på alvorligheden og hermed formår hun at servere hendes budskaber på en ligefrem og rå måde, der får os som læser til at forstå, at der er noget galt i det samfund, vi lever i.
De i alt 15 noveller har alle hver deres mørke og chokerende sider som venter på at komme op til overfladen og blive konfronteret. Det går dog desværre således, at novellerne kan blive en smule ubehagelige at læse og jeg må derfor advare imod at læse alle 15 efterfulgt af hinanden. F.eks. i den 5. novelle i samlingen kaldet ”Torben og Marie”, som er en af de noveller der påvirkede mig mest, hører vi om en ung mor, Maria, som dagligt gennemtæver sine 2-årige søn Torben. Det daglige misbrug rammer også Torben psykisk og resulterer dermed i, at han i en relativ ung alder viser voldelig og aggressiv adfærd overfor andre. Mens jeg fordybede mig med Bavian blev jeg meget fascineret af Naja Marie Aidts skrivestil. Måden hvorpå hun med ganske få ord rystede mig og fik mig til reflektere over livet. Bavian som novelle er nemlig meget objektiv skrevet og man hører ikke særlig meget til personernes følelser, holdninger eller fortid i novellerne. Dette får læseren til at sætte sig i fortolkningsposition og det er på den måde, at Naja til trods for de få objektive ord, stadig formår at provokere og ryste. Selvom man ikke direkte får noget at vide om Torbens mor Marias fortid, kan man som læser tydeligt forstå, at Maria selv har levet et liv med svigt og fysisk misbrug. Dette er hvad jeg kalder god skriveteknik. Kort og præcist men alligevel beskrivende og nok til at stimulere læserens fortolkningssanser.
For at vende tilbage til de overstående stikord udsprunget fra novellerne, så kan man spørge sig selv hvorfor netop Naja har valgt at behandle disse problemstillinger. Jeg er ved den overbevisning, at det er for at få os til at se den bitre sandhed om vores samfund i øjnene og for at få os til at handle. Selvom mange af os hverken er blevet slået som barn eller oplevet ting som utroskab, skilsmisse etc., så lever vi os stadig ind i novellerne og bliver grebet af de angstprovokerende situationer som personerne befinder sig i. Først efterlades man en med en negativ mine. Det følelses som et slag i maven og en ubehag spreder sig. Men denne ængstelige følelse bliver hurtigt erstattet af lysten til en dramatisk forandring. Og er dette vel egentlig ikke meningen med litteraturen, den skal inspirere, chokere eller glæde læseren. Kort sagt så er vel forfatterens hensigt med værket, at den skal have en form for effekt og efterlade et bestemt indtryk hos læseren. Og dette må man i høj grad sige, at Naja Marie Aidt har formået med denne noget makabre novellesamling.
Er lydbøgerne ved at erstatte boghylderne?
I en periode har jeg hørt lydbogen Ringenes Herre 3, og den var meget god og der var en fremragende fortæller. Faktisk så god, så jeg undrer mig over, hvor de normale bøger på skrift er på vej hen. Måske har du allerede fået færten af, hvad resten af dette blogindlæg vil handle om, nemlig lydbøger kontra skrift-bøger.
Det er da en dejlig fornemmelse, at tage morfar i ørene, og få fortalt en god historie imens man laver andre ting, eller bare ligger og flyder. Denne frihed synes jeg der mangler i de gammeldags bøger, hvor du skal slæbe rundt på dem, og holde øje med, hvornår man skal aflevere bogen tilbage til biblioteket, hvilket godt kan være et problem for mig. Hvis man tænker på miljøet i disse krisetider, så kan man også sige, at det er mere miljøvenligt med en lydbog som kan downloades end en normal bog der er lavet af træ.
Men jeg synes selvfølgelig også at der er noget godt ved de gammeldags bøger. Fx giver det en helt anden følelse at holde en rigtig bog og læse den, end bare at gå på internettet og streame en bog. Og ikke mindst får man også den meget vigtige træning i at læse, som man efterhånden kan forsømme, når man som en utålmodig læser, skifter frem og tilbage mellem forskellige sider og skimmer.
For cirka 2 år siden i en tysk-time læste vi en lille novelle ved navn ”Das letzte Buch”, som betyder ’Den sidste bog’, og beskrev litteraturens fald og at vi engang kun har bøger i museer som et levn fra fortiden. Jeg siger ikke at det nødvendigvis vil blive sådan i en fjern tid, men jeg tror, at bogen som vi kender den, er ved at forsvinde lidt efter lidt. Om dette er godt kan man selvfølgelig diskutere, hvilket også var meningen med dette indlæg. Er det fint nok at lade bogen som vi kender den visne eller er traditionen værd at bevare? Dette er mit spørgsmål til læserne.