Vi
er landet. Min krop er anspændt. Hjertet banker hurtigere. Om et øjeblik åbner
døren. Jeg kan ikke vende om nu. Jeg venter forventningsfuldt. Jeg ved godt, hvilke
risici missionen indebærer. På den anden side af døren, venter der mit livs
største udfordring. Jeg ved med sikkerhed, at dette ændrer mig for altid. Døren
bliver åbnet. Forsigtigt træder jeg et skridt ud af flyveren. Jeg ved, at dette
bare er ét af de mange skridt som ligger forude. En enkel fejl kan betyde liv
eller død. Jeg ved, hvad der skal gøres, og jeg lukker af for tanker og
følelser.
søndag den 7. oktober 2012
ILLUSION / VIRKELIGHED
Sandkornene flyver let
i vinden. Det ørkenlignende miljø er min hverdag. Ligesom skuddramaerne,
blodbadene og adrenalinen. At være i krig er min virkelighed…
Bankassistenten eksisterer ikke længere. Jeg er en dansk
soldat. En stolt én af slagsen. Side om side med de andre soldater, bære vi den
danske stolthed. Vi ændrer verden , og gør en forskel. Dette liv giver mening for mig. At være i krig er min
virkelighed…
Jeg mærker en hånd strejfe mig let på kinden. Jeg vågner,
kigger forvirret omkring stuen. Klokken er 19.00.
-
’TV Avisen starter nu skat’. Sagde konen
Denne virkelighed er illusionen…
De var brødre
Det var varmt, alt for varmt. Varmen blev forværret af presset. Men de var alle i samme båd, de var brødre.
Hjertet bankede hurtigere, de havde aldrig været mere presset. Kun uhyggelige overraskelser kunne dukke op. Men de holdte sammen, for de var brødre.
Faren dukkede op, i form af kugler. Men de var krigere. En af dem vovede sig frem.
Men så gik det i stå. Nu var han kun et livløst legeme.
Frygten var stærk.
Men brødrene adlød den ikke. Broderen skulle ikke dø forgæves.
Så den dag, var der ikke én, som overlevede.
For de var brødre.
Hjemme igen - eller?
Jeg har nu været i Afghanistan
i et helt år og er endelig kommet hjem. Men hvorfor føler jeg ikke, at jeg er
den ’gamle mig’. Alt føles så meningsløst. At kunne sove trygt. At kunne sidde
i stille og ro. At jeg ikke skal være klar til at tage på operation. Har jeg
virkelig levet sådan et roligt og trygt liv, mens alle de uskyldige nede i
Afghanistan har levet under de ringe forhold? Jeg glemmer i en stund meningen
med min tilstedeværelse i Danmark men så ser jeg hende. Min dejlige kone.
Ja jeg er endelig hjemme
igen.
Patruljen
Den tunge rygsæk og varmen er uudholdelig. Jeg går i mine
egne tanker. Pludselig høres et øredøvende brag og jeg flyver et par meter
bagud. Alt er røg, og mine ører hviner. Jeg er i chok. Først nu går det op for
mig, hvad der er sket. Røgen letter, og kammeraterne stormer til mig. Jeg kan
ikke fokusere. Skikkelserne farer rundt. Laver fagter. Råber. Men jeg hører
intet. Overvældende smerte skyder op som et lyn nede fra mine ben. Jeg ser ned
af mig selv. Jeg kan ikke få øje på mine ben. Hvorfor, tænker jeg til mig selv.
Hvorfor.
Magt
Jeg kan simpelthen ikke svare dig på det, min hjerne er helt
tom for idéer. Svarede en af de andre udsendte soldater, da jeg stillede ham
spørgsmålet. Jeg havde gået og grublet over det i lang tid nu, jeg hungrede
efter svar på ét spørgsmål, som snart havde så stor betydning for hele min
tilstedeværelse i denne krig, at det kunne gælde liv eller død! Afghanerne havde
heller ikke nogen anelse, jeg må blot have forvirret dem når jeg stod med mit
kryds og tværs, fra politikken og pegede.
Et ord på 4 bogstaver der er skyld i denne krig _ _ _ _
onsdag den 3. oktober 2012
Afsked
Han betragtede hende gennem det halvduggede vindue. Han huskede tydeligt
den morgen, hvor de tog afsked. Han havde lænet sig tæt ind til hende, hvisket
at han nok skulle komme hjem igen og hun havde kigget på ham med sine
diamantgrønne øjne. Det var disse øjne, der nu sorgfyldt kiggede ud gennem
vinduet. For en kort stund glemte han hvor han var og begyndte at kalde hendes
navn. Virkeligheden gik op for ham, da han fik øje på fotografiet i hendes
hånd, fotografiet af ham og hende, hvor der nederst stod skrevet – ”Du vil altid leve videre i mit hjerte”.
Abonner på:
Opslag (Atom)