Han betragtede hende gennem det halvduggede vindue. Han huskede tydeligt
den morgen, hvor de tog afsked. Han havde lænet sig tæt ind til hende, hvisket
at han nok skulle komme hjem igen og hun havde kigget på ham med sine
diamantgrønne øjne. Det var disse øjne, der nu sorgfyldt kiggede ud gennem
vinduet. For en kort stund glemte han hvor han var og begyndte at kalde hendes
navn. Virkeligheden gik op for ham, da han fik øje på fotografiet i hendes
hånd, fotografiet af ham og hende, hvor der nederst stod skrevet – ”Du vil altid leve videre i mit hjerte”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar