Patruljen

Et skridt af gangen. Forsigtigt. Solen bager og sveden løber i dråber det presser i den bagerste del af hoved. Mine øjne klemmes sammen af det skarpe lys, da jeg hører delingsledren råber. NED. Bryster trykker hurtigere og vi venter. Jeg kigger rundt – falsk alarm igen? Længere fremme gemmer de sig. Jeg ved jeg ved. Lederen snakker i radioen, kom nu videre, vi ser dem, men ved ikke om det er ven eller fjende. FREMAD. Vi går længere frem og så kommer det. Solen som irriterede mine øjne forsvinder i et kæmpe brag – og det samme gør Christian foran mig.

Ofrene

Jeg kiggede på min bror, der lå og græd.

Vi var fanget i huset.

Skyderi udenfor mellem nogle soldater og Al-Queda.

Vores forældre var ikke kommet tilbage efter at have været ude på marken.

Vi havde begge to en frygtelig fornemmelse af hvad der var sket.

Vi prøvede at have en normal samtale, for at berolige hinanden.

Vi havde ligget der i lang tid, og det var efterhånden ved at blive mørkt, men man kunne se lysglimtene fra skuddene.

Til sidst hørte vi et stort brag, og himlen lyste op efter en granat, hvilket fik loftet til at smuldre.

Det er som at være der selv. Man mærker straks en stemning, som man ikke rigtig kan forholde sig til. Tænk hvis det var ægte. Tænk hvis det var dig. En beslutning der kræver mod, eftertænksomhed og uden tvivlet støttepunkt. En ting jeg lagde mærke til på udstillingen, som de fleste måske let overså, var en lille bede plads i en gemt lille krog, i lejeren ”Bastian”. Det fik mig til at tænke over religionen, og hvad den pludselig kan komme til at betyde for mennesker, der bliver udsat for oplevelser som disse. Det var som at være der selv.

Afskeden

Seks måneder.
Der vil gå seks måneder før jeg får dem at se igen.
Alt virker uoverskueligt som det ligger der på sengen. Om 8 timer skal alt være pakket og klar. Så skal jeg tage afsked med min kæreste og nyfødte søn. Kun fem uger efter vi havde opdaget hun var gravid blev jeg indkaldt.

Nu skulle jeg virkelig af sted. Det var ikke længere bare tanken om at kunne gøre en forskel. Jeg har trænet med min deling i flere måneder og nu skulle vi endelig derned. Men kunne timingen være dårligere. Var det nu det rigtige valg?

At gøre det nødvendige

Den sidste afsked. Det sidste brev. Et afskedsbrev. Et brev af nødvendighed –for hvad nu hvis? Hvis brevet nogensinde åbnes, er jeg død. Så hvad skal jeg skrive? Jeg skal bare fokusere på mine følelser… Hvor meget jeg elsker familie, min kæreste. Altid vil. For evigt. Jeg har svært ved at udtrykke mine følelser sort på hvidt. Det virker overflødigt. Ordene er bare skrevet af nødvendighed i et åndssvagt afskedsbrev, i nødstilfælde. Jeg føler mig tvunget til at skrive noget. Er det virkelig en nødvendighed? De ved det jo. Jeg elsker dem. Højt, meget højt.  Behøver de det på skrift?

Faste Rammer

Alle de ting man forlader. Hvad får et menneske til at forlade sine faste rammer, sine vaner og ikke mindst menneskene omkring ham/hende?  Du drager frivilligt af sted til et land, som er dybt fremmet for dig mht. kultur, klima osv., men inden du overhovedet er dernede, skal du sige farvel til dine nærmeste. Du står i en lufthavn, dine pårørende står omkring dig, de klapper dig på skulderen og ser på dig med undrende blikke. I virkeligheden står du selv og håber på, at dine sidste ord snarere er et ”på gensyn” indtil du atter ser dine pårørende igen.

Min Sidste Vilje

”Tænk hvis …” Det er det værste. ”Tænk nu hvis …” Det er jo umuligt at tænke det til ende! Alt kan ske, og man kan ikke vide, om man kommer hjem. Eller i hvilken tilstand, hvis man gør – hvis man er heldig. Held. Det hele er ren lotto.

 

Hvis man så endda bare kunne være sikker på, at … Men det kan man ikke. Man skal ”tænke nu hvis …” Tvivlen. Man skal være i tvivl. Man er så vant til livet, at man ikke kan forestille sig det truet.

 

Jeg har ingen sidste ønsker! Jeg har kun tvivlen.