En jobsamtale

I bogen Headhunter hører man om en jobsamtale i starten. Under denne jobsamtale bliver der fortalt, om alle de fejl, som headhunteren mener manden laver, og alle de positive ting også. Derfor kommer jeg til at tænke på, hvordan man selv vil klare sig under en jobsamtale. Selv har jeg kun prøvet det en gang, da jeg søgte mit nuværende job. Det var dog kun en hurtig jobsamtale, der ikke krævede særlig meget. Men når man engang har fået sig en ordentlig uddannelse, og skal ud på arbejdsmarkedet, så tænker jeg på, hvor krævende jobsamtalene er der.

I en jobsamtale ønsker jeg personeligt f.eks. ikke at lyve eller give et forkert indtryk af min virkelige person. Men man vil jo stadig have jobbet. Så min tanke går lidt på, hvor langt man vil gå for at få sådan et job. Selvom der er forskellige faktorer i sådan en situation. Tror jeg stadig, at man kan skabe sig et nogenlunde billedet af hvorvidt en person vil smørre tykt på under en jobsamtale eller ej.

Samtidig er der jo også mange andre ting, der ligner jobsamtaler umådelig meget, men bare foregår under nogle andre regler. Det kunne være en hjemmebesøg af chefen, som måske overvejer at forfremme en. I sådan en situation bliver det hele jo meget mere personeligt. Du skal pludselig have hele boligstanden til at spille skuespil, hvis det er nødvendigt for at få forfremmelsen. Men det handler i bund og grund om det samme som en jobsamtale. Nemlig at imponere.

Hvad er godt og ondt?

Jeg har lige læst den østrigske Natascha Kampusch’s bog ’3096 dage’, som omhandler de 8 ½ halvt år hun blev holdt fange af Wolfgang Priklopil i en underjordisk kælder.

Natasha Kampusch og Wolfgang Priklopil.
Her kan man se Natashas værelse under de 8 år
i fangeskab.

Den 10årige Natascha Kampush vej til skole, da Wolfgang trak hende ind i en hvid varevogn. Da Natascha var fanget i et halvt år i 1998, beslutter gerningsmanden at ’dekorere’ fangehullet på knap fem kvadratmeter. Hun får selv lov at vælge, at det skal være sartrosa savsmuldstapet, ligesom på soveværelset derhjemme. Hver aften de næste mange år lukker hun øjnene, når hun er kommet i seng, strækker hånden ud og lægger den på tapetet.

Denne konstruktion af ’sit tidligere liv’ hjalp meget på Nataschas psyke, specielt under de voldsomme fysiske angreb fra Wolfgang. Det blev engang så blodigt, at Wolfgang kastede en skarp køkkenkniv efter hende og ramte hendes knæ, så blodet flød ud. Selvom hun levede en tilværelse fyldt med isolation, smerte og ensomhed, fandt hun dog sin styrke til at flygte som 18årig og befriede sig selv fra elendigheden. Wolfgang begik selvmord samme aften Natascha flygtede.

Medierne

Selvom Nataschas historie var unik, rædselsfuld og inspirerende var medierne i 2006 stadig kritiske overfor hendes dømmekraft, og beskrivelserne af Wolfgang Priklopil.

Hun blev hurtigt diagnosticeret Stokholms-syndrom, hvor ofrene udvikler et positivt forhold til deres bortfører.
»Tilnærmelsen til gerningsmanden er ingen sygdom«, skriver hun.

»At skabe sig en kokon af normalitet er intet syndrom. Tværtimod. Det er en strategi til at overleve i en håbløs situation – og mere tro mod virkeligheden end den platte kategorisering af gerningsmænd som blodtørstige uhyrer og ofre som hjælpeløse lam, som samfundet ynder at lade det blive ved«.

Disse citater hentyd til menneskets natur som medierne prøvede at ignorere. Hellere en spændende artikel som fordrejede Wolfgangs person, og protrætterede en ond, hensynsløs og blodtøstig skabning. Natascha blev en hjælpeløs pskiskssyg person, som ikke vidste hvad hun udtalte sig om.

Men medierne glemte, at selvom Wolfgang torturerede Natascha, var han også den eneste som skaffede hende mad, den eneste hun snakkede til og den eneste at holde af. Natascha blev også rystet over selvmordet.

Kategorisering af mennesker

Problematikken med kategoriseringen mennesker som den gode eller onde synes jeg, er meget vigtig at komme til livs. Wolfgang Priklopil var et menneske. Et menneske som trivedes omkring vores samfund før og under Nataschas fangeskab. 

Spørgsmålet om hvorfor kunne denne episode ske? Er vigtigere end hvordan det kunne episoden ske ? Hvordan episoden skete, omhandler kun de fysiske elementer i bortførelsen herunder omgivelserne. Hvorfor det skete dækker en mere filosofisk og flydende forklaring. Jeg husker, at Wolfgang adskillige gange snakkede om Nataschas og hans fremtid. Natascha skulle være slaven i forholdet. Natascha skulle gøre rent hjemme, handle ind og tage på skiferier med ham. Altså det Wolfgang inderst inde ønskede, var en person han kunne knytte sig til, en person at danne et afhængighedsforhold med. En partner som følger én på livets gang, i stedet for ensomhed og isolation som samfundet fordømmer. Wolfgangs plan var altså en human og simpel bestræbelse. Wolfgang var altså ikke et ondt monster, men et misforstået psykisksyg menneske som prøvede at tilpasse sig samfundet.

Hvem er vi ?

Denne bog fik mig til at reflektere over mennesket som helhed. Hvem er det egentlig omgiver os med? En Wolfgang Priklopil findes omkring os, som vi egentlig accepterer uden at vide det. Disse psykisksyge mennesker bliver gjort ofre for medierne, og identificeres som bizarre nærmest umenneskelige skabninger, men ironisk nok, er en del af samfundet som du og jeg lever i…

Bogen også gjort mig opmærksomhed på, at alle individer er forskellige. Jeg mener også, at den eneste måde man kan definere mennesket på, er ved hjælp af grundlæggende begreber såsom angst, frihed, identitet og ensomhed. Menneskets handlinger kan forblive uforklarlige. Man kan forstå, at Wolfgang’s handlinger var af angsten for isolation og ensomhed, men hvorfor en 10årig lille pige skulle løse problemet forbliver uforklarligt.

Men samfundet vil have orden på tingene, de onde er onde, og de gode er gode, og dem, der vil pille ved de grænser, får smæk. ..

Pans Hemmelighed

Jeg har hørt og læst Pans Hemmelighed som er skrevet af Michael Katz Krefeld. Hvis jeg skal beskrive bogen meget kort handler den om bortførelse og voldtægt af små drenge. Bogen fangede mig rigtig meget fordi den handler om en skizofren morder som tror han er Peter Pan og at han reder de små drengebørn for at blive voksen.

Gør det historien mere uhyggelig hvis der er blandet en uskyldig fantasi figur ind i det hele?

Jeg syntes at historien bliver mere uhyggelig fordi det er en børnehistorie, som vi alle kender og de fleste elsker, og så nu er blevet et udgangspunkt for en morder. Det at morderen tror han er Peter Pan for mig faktisk til at se lidt anderledes på ham, i mine øjne for jeg faktisk lidt medlindenhed med ham fordi, han selv tror at han gør en gerning i den gode sags tjeneste. Det kan det godt være du tænker at jeg er lidt sindssyg når jeg kan få medlidenhed med en morder, men jeg tror at grunden til at jeg for medlidenhed med ham er nok fordi at han er skizofren og ikke rigtig kan se det forkerte i det han går og laver.

Jeg blev færdig med min lydbog den 22. december, som også er dagen Amagermanden fik sin dom. Amagermanden blev kendt skyldig i 2 drab og 6 voldtægter, hvad har kørt igennem hovedet på den mand imens har begået de forbrydelser!?

Jeg er rimelig sikker på at han ikke har haft en sygdom eller en anden grund til at tro at han har ”hjulpet” sine ofre på nogen måde.  Amagermanden har jo godt vidst hvad han har gjort var forkert, det har den skizofrene morder ikke, han har troet at det var Peter Pan som bare havde taget de små drenge med til Ønskeøen og beholdt dem der. 

Film vs. Bøger

Dette er mine egene holdning.
Bogen ”Den sidste tempelridder” er en spændingsroman, hvor religion er omdrejningspunktet. Den kan sammenlignes med Dan Brown’s bog ”Da Vinci mysteriet”. ”Den sidste tempelridder” er blevet filmatiseret, til en miniserie på 2 episoder der i alt var 165 minutter. Man kan se traileren her:

http://www.youtube.com/watch?v=fwXdHej3B-o

”Da Vinci mysteriet” er også blevet filmatiseret. Her er traileren:

http://www.youtube.com/watch?v=QfvmkH59-zA

Jeg hørte både bogen, og jeg så begge episoder af filmen. Og jeg kunne godt li’ begge dele, men det fik mig til at tænke over, hvilke fordele og ulemper der var ved begge medier. Bøger har det også nogle gange med at blive for beskrivende, det kan godt gå hen og blive meget langtrukken, det medfører at man begynder at miste fokus. Når jeg læser en bog eller da jeg hørte denne bog, kunne jeg godt gå hen og falde i staver, og det gjorde at man nogle gange missede nogle navne, og så blev det svært længere henne i bogen, fordi så dukkede de personer op senere og så blev jeg forvirret. Men i film, sker der næsten hele tiden noget, bortset fra når de taler, og det gør at man ikke rigtigt når at miste fokus. Der er selvfølgelig nogle punkter hvor bogen er bedre end filmen. Jeg føler personligt, at jeg kan leve mig mere ind i de interessante situationer i en bog, Når jeg lever mig ind i en bog, så synes jeg at det er meget mere interessant end at se film, fordi når jeg lever mig ind i en bog, så er det fordi jeg kan relatere til det, og derfor kommer der nogle flere følelser med i spil end når jeg ser en film. Man kan ikke leve sig ind i en film, og fantasere omkring den. Jeg slapper mere af med en bog end med en film. Desværre så er det svært at overskue at skulle læse en bog når man ser en stor bog på f.eks. 300 sider. Det er også svært at finde en genre eller en bog der tiltaler en, for at finde en genre man kan li’, så skal man have læst nogle forskellige genre, men når man har læst 3-4 genre, hvor man har følt at man kæmper sig igennem kapitlerne, så er det svært at genvinde lysten til det. Det kan dog være rart at læse en bog når man har svært ved at falde i søvn.

Findes der andre levende organismer i universet?

Som titlen antyder, har jeg valgt at skrive om eksistensen af rumvæsener. Og nu ved jeg jo egentlig godt, at jeg burde skrive om noget, som er mere relateret til den bog jeg har lyttet til, men der må jeg give op.. Jeg har nemlig oplevet gigantiske problemer med at ”læse” en bog på den måde.

Tilbage til rumvæsener..

Eksistensen af rumvæsener har været et kæmpe spørgsmålstegn i mange århundreder. Utallige UFO-observationer er blevet anmeldt til diverse regeringen, men er disse observationer det rene vrøvl, løgn og latin osv. eller er det muligt, at nogle ”få” heldige mennesker har observeret såkaldte nogle af de såkaldte aliens?

Medierne har bestemt heller ikke lagt låg på noget de seneste ca. 100 år. Sager som ”Area 51” har været opblæst i aller højeste grad pga de mange hemmeligheder omhandlende denne militærbase.

Også filmverdenen har taget emnet op, som fx i filmene ”Independence day” og ”Avatar”, hvor de fremmede væsner er portrætterede som yderst sofistikerede væsner. Jeg har dog lidt svært ved at tro på, at handlingerne i disse film kunne forekomme i det virkelige liv.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at der findes mange andre levende organismer derude. Måske ikke flercellede, stærkt udviklede væsner som på jorden, men derimod små levende mikroorganismer.. De må da eksistere andre steder end på jorden. Min teori om andre eksistenser er ikke blot baseret på naive forhåbninger, nej, det er blot baseret på simpel matematik, for som jeg tidligere har antydet, er sandsynligheden for andre eksistenser stor, vores viden om universet er trodsalt så lav som 5 %.

Alt i alt er det ufatteligt svært for mig ikke at tro på andre eksistenser, for hvorfor skulle vores bette planet være den eneste ”heldige” i dette kæmpe univers?

Der skal for resten lige nævnes at min planlægning gik lidt i vasken mht. at skrive dette blogindlæg, da min kælder blev oversvømmet.. Så jeg beklager det lidt ”tynde” indlæg.

Ville du sige ja til et liv som lejemorder?

Romanen ”Paganinikontrakten” er følger på Lars Keplers berømte roman Hypnotisøren. Vi følger den kendte karakter, kriminalkommissær Joona Linna. Han skal igen opklare et mysterium angående mord, men denne gang er det en usædvanlig sag. Da general direktøren for inspektionen for strategiske produkter har hængt sig selv i sin lejlighed, en ung kvinde myrdet på en båd, og hvor hendes ældre søster tvinges på flugt med sin samlever, for at ikke lide den samme forfærdelige død, tager Joona Linna hånd om sagen.

Der afsløres først senere i bogen, hvilken sammenhæng der er imellem selvmordet, mordet, og flugten, da Joona Linna opdager, at der er en lejemorder på spil. Men hvad gør, at man vil bruge sit liv på at arbejde som en lejemorder? Det er et højst mærkværdigt arbejde, og ikke noget man vil fortælle videre til sine nærmeste og bekendte. At være lejemorder betyder, at man er villig til at tage imod ordrer, om at såre andre mennesker mod betaling af en sum penge til gengæld. Det kræver, at man er villig til at sætte sit eget liv på spil. Det betyder, at man må opgive sit eget liv, sine relationer til andre mennesker, og sikkerheden.

Jeg undrer mig over, hvordan det må være at være trænet til at være lejemorder. Om disse mennesker ved hvad de går ind til, eller om de ikke har kendt til andet end liv og død? For mig ser jeg livet som lejemorder som et ensomt liv, hvor man ikke kan involvere andre mennesker. Man kan ikke have et nært forhold til nogen af hensyn til pårørendes sikkerhed. For hvis andre mennesker indblandes, sætter man ikke kun sit eget liv på spil, men også deres liv. Hvordan er det mon at leve et liv, hvor man skal skjule sig for sine fjender? Hvordan er det at være frygtløs for livets konsekvenser? Hvordan kan man formå at dræbe et andet menneske i koldt blod, som man absolut ingen relation har til? Og mest af alt, hvor stor er aktiviteten af lejemordere i vores verden? Der er krige, problemer mellem mange lande og store bander, der har ulovlige handler. At lejemordere eksisterer i denne verden jeg lever i, er ikke noget jeg egentlig har tænkt på før nu. For det var jo bare noget man så i actionfilm, og ikke noget man kunne forstille sig i sit ellers ganske sikre normale teenageliv med familie, venner, skole og arbejde.