Nu det jul igen..

Jeg har hørt en del af ”Bitre mandler – barske julehistorier af kendte danskere” heriblandt en novelle af Dan Turèll. Dette fik mig til at tænke over julens forskellige perspektiver, da det efter min mening, er aktuelt at sætte julen under skæppe netop i denne periode med finanskrise og den bredere frigørelse fra fortidens traditioner.

Julen kan ses som et væld af overflødighed. Vi bruger flere og flere penge på større og dyrere gaver, for så bliver vores medmennesker – ja altså modtagerne af gaverne – jo meget gladere. Men er det i virkeligheden dét det hele går ud på? At stresse rundt flere måneder i forvejen, da butikkerne allerede går i gang med at pynte op i slutningen af oktober; tømme vores bankkonti, så vi går en i forvejen kedelig januar i møde med endnu mindre glæde; blive rundtossede af masende mennesker, der farer rundt i Magasin eller Illum for at finde den rigtige gave til svigermor eller søster( som vi dog sjældent anser for at være den rigtige gave, da bemærkningen ”den kan byttes”, altid kommer inden båndet er pillet af pakken..)

Ja, julen kan da være stresset, og det hele kan til tider virke som et stort stunt lavet af kloge mænd og kvinder, for at få pengene til at fosse ned i butikkernes kasseapparater. Især når der den 27.december står udsalg på hvert gadehjørne, og folk farer ud for atter en gang at bruge deres penge.

Men det er samtidig her hvor familier og venner mødes med en fællesskabsfølelse og en medmenneskelighed på en måde, som man kun mærker på denne tid af året. Her bærer man over med hverdagens små irritationer over det ene og det andet, og nyder hinandens selskab. Samtidig mindes man dem man savner, dem der mangler rundt om bordet - dem der mangler på ”til-og-fra”-kortene. Som det er sagt så ofte før, er julens hjerternes tid, og det er her vi åbner vores hjerter for dem vi kender og dem vi ikke kender.

For mig, helt personligt, er julen et af de bedste tidspunkter på året, da det er en genkendelig højtid, der ligner sig selv år efter år med alle traditionerne. Den gode mad man glæder sig til hele måneden, kampen om den mandlen, dansen om træet, julesangene, kirken, juleudsendelser i fjernsynet, familiehygge, bagning, oppyntning, gaver – ak jeg kunne blive ved..

Julen er også en tid for tilbageblik. Vi kan tælle dagene til nytårsaften og springet ind i det nye år. Vi kan se tilbage på glæder og sorger, samt op- og nedture i det forgangne år og skimte nye tider i det fjerne. Før vi ved at det - ja, så er det jul igen.

Udødelighed stinker!

”Gør mig udødelig!” hvad fanden tænkte jeg på, hvordan kunne jeg ikke fatte på det tidspunkt at det nok var det mest elendige ønske nogensinde. De fleste gange kan sådan nogle magiske ånder slet ikke engang gøre dig udødelig. Ønsket ligger på lige fod med ”giv mig uendelige ønsker”-ønsket, men stadig kunne Zim Batta Han af de syv have sagtens opfylde det, han knipsede bare med fingrene og sagde: ”Det er gjort!” Fuck om jeg overhoved kan huske hvad de to andre ønsker var, det er så satans længe siden.

Det var dog meget fedt i starten, fuck jeg følte mig sej, hoppede ud fra bygninger, satte ild til mig selv, spiste glas, alt det der spas, jeg var den rene fucking superhelt, fuck det var fedt!
Men så begyndte min familie, venner og bekendte at dø omkring mig, fucking nedern følelse, men jeg kom over det og fandt mig nogle nye venner, indtil de også døde, alderdom is a bitch. Efter syv eller otte runder af nye venner gad jeg fucking ikke mere, så jeg levede lidt for mig selv i et stykke tid, måske 1 eller 2 tusinde år? Jeg begyndte at få venner igen, som også døde, men der havde jeg allerede vendt mig til følelsen.

Menneskeheden gjorde nogle helt fucking fantastiske ting i løbet af de næste 100.000 tusinde år, rykkede rundt på stjerner, byggede fucking gigantiske rumskibe, shit man! På et tidspunkt destruerede de en fucking hel planet fordi at de mente at den fremstod som en potentiel fare for deres overlevelse, jeg var jo selvfølgelig fucking ligeglad med om det var sandt eller ej, jeg nød bare at se en hel planet blive splittet til atomer.

Men så begyndte de at udvikle sig på sære måder, de blev til ren energi og fløj rundt kun ved tankens kraft, jeg kunne jo ikke fucking være med, jeg sad fast i min dødelige udødelige krop. Så jeg prøvede at tage tilbage mod jorden, men fuck om jeg ikke fandt ud af at den var efterladt for mange år siden, jeg vandrede rundt på den fucking lorteplanet alene, i hvad der virkede som en evighed. Jeg kunne finde rundt på jorden som var det min fucking egen baglomme, når man har flere tusinde millioner år for sig selv på et sted man ikke kan flygte fra, må man sku da i det mindste gør sig fucking bekendt med det.

Men det var måske først efter en eller to milliarder år henne at jeg begyndte at lægge mærke til den her fucking kæmpestore galakse som bare begyndte at komme tættere og tættere på, der var fucking stjerner over alt til sidst, stjerner som roterede rundt om hinanden, det var noget af det mest fucking interessante som jeg havde set i et stykke tid, men ligesom det skulle til at blive bedst, så fucking eksploderede solen.

Se, dét var langt mere interessant end galaksen, men fuck hvor blev det varmt, det kan godt være at min udødelige krop kan klare enhver temperatur der bliver smidt efter den, men det betyder ikke at det ikke var fucking ubehageligt. Men i hvert fald så eksploderede solen, hvilket var et fucking fantastisk syn, men uden nogen sol blev det fucking koldt på jorden, shit mand, jeg ventede så længe i den kulde uden at der skete noget.

Jeg fandt på navne til alle stjernerne på himlen, jeg tog min tid til at lære måske 2-3 millioner stjerners navne og positioner på himlen. Ud over at lære stjernernes navne brugte jeg ikke så meget tid på at tænke, det var alt for fucking koldt til at kunne tænke. Det føltes som en evighed, hvor jeg ventede og ventede.

Men så skete der det fucking sindssygeste, lige pludselig blev himlen rød og det blev varmt igen, fuck det var ubehageligt at gå fra ekstrem kulde til ekstrem varme, vindene begyndte at trække op, og før jeg vidste af det, så fløj jeg sku, og så kom det fucking højeste, mest øredøvende brag jeg nogensinde havde hørt, og ligepludseligt fløj jeg endnu hurtigere, væk imod jorden, ud i rummet. Jorden var helt fucked up mand, det må have været en asteroide, fordi Jorden var splittet i 3 kæmpefucking stykker, tænk at jeg havde udforsket hele den fucking planet.

Men lad mig fortælle dig dette, jeg synes at det var koldt på jorden uden nogen sol, men fuck det var endnu koldere ude i rummet, shit mand, det tog mig flere tusinde år at tænke en simpel tanke igennem. Dét og at ikke kunne trække vejret, shit det var ubehageligt.

Den næste tid brugte jeg på at flyve rundt fra planet til planet, når jeg landede et sted blev jeg der ikke mere end højst en million år før at den også blev ramt af en astroide, og jeg igen blev slynget ud i rummet. Af og til landede jeg også på stjerner, er du fucking sindssyg i dit hoved hvor var det ekstremt varmt! Jeg ventede bare på at de eksploderede, så jeg nu engang kunne blive sendt ud i rummet igen.

Til sidst kom jeg dog ud af vores galakse, fuck jeg fløj rundt i lang tid, jeg fløj sågar forbi andre galakser, hvor jeg i afstanden kunne se at stjerner også var begyndt at springe i luften, det var som om at alle galakserne begyndte at løbe tør for stjerner? Det var meget fedt at se stjerner springe i luften sådan, hold kæft der var nogle store eksplosioner ind imellem, men fuck, giv alt nok tid og det bliver kedeligt at se på.

Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, men som stjernerne begyndte at dø, følte jeg at jeg var begyndt at bevæge mig hurtigere igennem rummet, jeg kunne mærke at jeg startede med at bevæge mig rundt om noget, jeg ved ikke hvad, hurtigere og hurtigere, jeg kunne mærke at jeg min krop blev strukket mere og mere ud, den underligste fucking følelse nogensinde. Ligepludseligt blev min krop helt knust, jeg ved ikke hvad det var eller hvad det betød, for jeg kunne ikke se en skid, men hold kæft hvor jeg følte mig klemt, det ene sekund mere end det andet, jeg kunne ikke se eller bevæge mine lemmer overhovedet.

Til sidst stoppede det dog, og jeg følte mig fri igen, eller, fri og fri, jeg kunne ikke mærke noget som helst eller se noget som helst, føle noget som helst, men jeg blev i det mindste ikke klemt længere.

Og det var der det sluttede, siden da er der ikke sket noget som fucking helst, jeg har ingen anelse om hvor lang tid jeg har siddet fast her, men shit det er længe, jeg har allerede tænkt alle de tanker igennem som jeg nogensinde har haft, en googolplex gange, ja en fucking googolplex gange, jeg har talt det, fuck det her mand, udødelighed sutter!

De uduelige mennesker...

Efter at have læst bogen halvdelen af De Dødes Bibloitek af Glenn Cooper, er jeg begyndt at tænke lidt over hovedteamet.

I bogen efterforskes en række uforklarlige mord, som har én ting tilfældes, alle ofrene har modtaget et postkort et par dage før deres endeligt. På den ene side en håndtegnet kiste og den anden datoen for deres død.

Tænk engang ikke at kunne bestemme over sig egen død – personligt vil jeg gerne selv blive gammel, sige til mig selv at jeg er parrat og så dø. Men sådan er det ikke for de mennesker i bogen. De fik lov at kende datoen, for så bare at vente på dagen. Det ville nok være det jeg frygtede mest: at vide at jeg have et år tilbage.

Hovedpersonen i bogen er FBI agent, hvis liv ikke er det bedste. Det er bedst sagt ved at falde sammen: alkohold hælder han i sig, efter kæresten er gået fra han. Hans eneste mål er at nå pensionen om 6 måneder.

Ibogen tages teamerne liv, død og skæbne op. Noget jeg synes man kan sammendrage til meningen med livet eller hvad er målet med livet. Et spændende og ret skræmmende udtryk.

Hvis meningen med livet er helt dyrisk: at føre arten videre. Så ville jeg påstå at vi mennesker klare os elendigt. Ja vi bliver flere og flere, men samtidig udpiner vi jorden fra alle råstoffer. Vi giver en faldefærdig jord videre til vores egne børn.

Men det er jo godt at vi er så civilatiseret at vi har politikere. Mennesker som kan lede og få tråffet de rigtige beslutninger. Nogle mennesker som jeg synes er være end ejendomsmægler og brugtvognshandlere. Faktisk hader jeg dem. De er ufattelig dumme at høre på, de snakker uden om og det eneste de tænker på, er hvordan de bliver siddende i deres lille stol. Tænk bare på det seneste klimamøde. Her ligger nogle af dem at sover imens mødet er i gang? De har været i gang i over 2 uger og hvad har de fundet ud af?

At alle lande skal gøre noget for at reducere CO² udspilet.

Flot for det vidste vi jo ikke i forvejen.

Hvorfor er det svært at skrive et blog-indlæg?

Jeg har nu siddet i flere timer og kæmpet med at skrive et ”blog-indlæg”. Jeg har prøvet flere forskellige emner for eksempel:

<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->Handicappet personer

<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->Goebbels Time

<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->Jordens Søjler

Men lige meget hvor meget jeg anstrengte mig kunne jeg ikke formulere hvad jeg gerne ville udtrykke i mit blog-indlæg. Til sidst blev jeg lidt sur og spurgte min mor; ”hvorfor det er så super svært at skrive en blog?” Og hun svarede; ”det var et godt spørgsmål”. Det var dette som fik mig til at tænke på nogle ting som irriterede mig ved at skrive et blog-indlæg, og kom frem til følgende (både negative, men også positive) faktorer som gør at et blog-indlæg adskiller sig fra en normal stil, og hvorfor det er sværere og nemmere:

Når man skal skrive en stil til sin lærer er det en form for et personligt dokument, som kun læses af ens lærer og en selv, hvorimod at når man skal skrive et blog-indlæg er det et dokument som vil være tilgængeligt for alle mennesker med internet adgang, og derfor kan man komme til at støde nogle religiøse grupper eller hele folkeslag hvis man skriver noget forkert.

Når man skriver et blog-indlæg er det frivilligt om folk vil læse ens forholdsvis korte indlæg, hvorimod at når jeg aflevere en stil til min lærer, har hun intet andet valg end at læse min stil. Dette gør at man bliver nød til at tænke i andre baner, og man bliver nød til at holde en form for spænding igennem hele indlægget, som vil fastholde ens læsere.

Men der er ikke kun negative sider ved at skrive et blog-indlæg, der findes nemlig også nogle positive sider for eksempel:

Det er meget mere frit at skrive et blog-indlæg, da det ikke er en direkte skriftlig aflevering og da jeg er en ”frivillig” forfatter, kan jeg bruge den form for sprog og tegn som jeg har lyst til. Dette betyder at jeg kan vælge at hvert af mine afsnit skal være delt i to dele, den første del forklare hvad forskellene er, og del nummer 2 fortæller hvad dette betyder for min skriftlige proces. Det gør også at jeg har lov til benytte mig af smileyer hvis jeg har lyst ;)

Et blog-indlæg har også den fordel at man kan fortælle sin frie mening og man kan konkludere præcis hvad man har lyst til, uden at have en frygt for at blive trukket en karakter eller 2 ned, for at bruge en forkert analyse-model. Dette gør at jeg personligt kan afslutte dette indlæg med en konklusion, som min lærer nok ikke vil bryde sig om.

Jeg vil mene at det gør det meget nemmere at skrive et blog-indlæg, hvis man får lov at vælge frit fra hjertet og ikke for trukket en pose ned overhoved, som kun har til formål at indsnævre ens syn til et enkelt emne, som for eksempel hvis man skal skrive sit blog-indlæg om en bog eller et teaterstykke.

Feedback ville være dejligt, hvis folk har andre meninger eller noget at tilføje :D
<!--[if !supportLineBreakNewLine]-->
<!--[endif]-->

Goebbels Time!

Theater stykket – Goebbels time.

Stykket handler om Joseph Goebbels, som også bliver omtalt som verdens første ”spindoktor”. Ved indgang til stykket udleveres en lille notes blok, lyset i salen slukkes derefter og så pludselig er man efterladt i mørket og stilheden spreder sig.

Stilheden brydes af en serie af høje brag, langsomt fra bag et bord, rejser Joseph Goebbels som bliver spillet af Ina-Miriam Rosenbaum. Med rædsel malet i ansigt, rejser han sig langsomt, og fortsætter sit arbejde. Tyskland er blevet slået i krigen og kun de sørgelige rester af det tyske Nazi regime er tilbage, alt imens kæmper en fortvivlet Joseph Goebbels på at finde en mulighed for at indføre et nyt herredømme. Denne mulighed vil snart tilbyde sig, for med et bliver hele salen lyst op og Joseph Goebbels for øje på publikum, i hans øjne potentielle nye rekrutter.

I starten bliver der lagt blødt ud og vi starter med at høre en tragisk historie om Goebbels barndom, hvordan han blev drillet af alle andre med hans ben og hans højde. Med tiden ændrede tingene sig og Goebbels blev en mand med en ufatteligt magt. Langsomt bliver hans intentioner mere og mere synlige, vi skal bruges til at danne hans nye hær.

Inden længe er vi en del af teaterstykket og fungere som dukker i et dukkespil. Efter ganske kort tid er vi under indflydelse af propaganda, ikke nok med at vi blindt modtager ordre for Goebbels så som at marchere, rejse sig og sidde igen. Nej, den manipulation der foregår rækker endda så langt at publikum ender med at stå og heile alt imens vi marchere. Publikum bliver også bedt om at udpege sine kammerater hvis de er ”anderledes” , og også udpege vores lære.

Det uhyggelige er hvor modtageligt ens sind egentligt er overfor propaganda, da alle allerede var klar over at vi skulle ind og se et stykke om propaganda, og alligevel bliver enhver form for morale midlertidigt lagt på hylden, og der blev deltaget i noget så frastødende som at heile. Personligt har dette stykke været noget af en øjenåbner og jeg begynder at overveje hvor meget den tyske befolkning egentligt forstod dengang, og hvor meget man egentligt gerne vil være en del af noget større, eller i det mindste vide at du er en del af ”flokken”.

Det eneste skuffende aspekt var at der blev lagt et alt for stort fokus på at gøre stykket komisk, da det er et ekstremt alvorligt emne man berører. Man burde måske overveje at lade være med at prøve at gøre noget så seriøst sjovt. Alt i alt var det et dog et rigtig godt stykke, og Ina-Miriam Rosenbaum virker ved første øjenkast ganske håbløs, men dette syn på hende vil hurtigt ændres hvis du ”deltager” i Goebbels time. Hun er en super dygtigt skuespiller og har faktisk vundet en Reumert for bedste kvindelige hovedrolle.

KIDD – Fantastisk eller Fiasko?

Nicholas Westwood Kidd, bedre kendt som KIDD, er stormet frem efter hit som ”Kysset med Jamel”, ”Ik lavet penge” og ”Gør sin ting”. Det hele startede med ”Kysset med Jamel”, som blev lavet efter en druktur klokken 3 om natten sammen med en af hans ”lyddrenge” Topgunn. De såkaldte lyddrenge er blevet et fænomen, som bliver brugt i næsten alle KIDD’s sange. En lyddreng er en person, som laver noget indenfor musikbranchen. Dagen efter KIDD havde indspillet ”Kysset med Jamel”, lavede han en musikvideo til sangen, og lagde den på Youtube. Herfra er det gået hurtigt fremad. Han har selv sagt, at der ikke er noget indhold i ”Kysset med Jamel”, men det er energien, som han tilfører musikken, som er grunden til, det er blevet et hit.

Efter at dansk musik i mange år har kørt meget i de samme rammer, og der ikke har været den store forskel på musikken, som er blevet lavet, blev KIDD’s nye måde at lave musik på meget populær. Mange nye danske navne indenfor musik er kommet frem, efter at KIDD viste stilen grime frem. Her bliver der tilført en helt ny energi til musikken.

Efter den store succes med ”Kysset med Jamel” blev sangen ”Gøre sin ting” produceret, som er et godt eksempel på handlingen i hans tekster. Det handler om damer, hash og ikke mindst ham selv. Med en sang ved navn ”Uhh det er så svært at være god” må man sige, at selvtilliden er helt i top. Pladeselskaberne har stået i kø for at få KIDD’s underskrift på en kontrakt, men KIDD har formået at holde benene på jorden, og startede sit eget pladeselskab sammen med 4 andre lyddrenge, så de selv sætter præg på hvad de laver, og det er deres egen skyld, hvis det går galt.

KIDD har sagt nej til store pladekontrakter, men har lavet musik med store kunstnere som Medina og Nik & Jay. Succesen for KIDD er enorm. Han var nomineret til ”årets danske innovatør” til DMA, og i hele oktobermåned indtog han Itunes med storm, da han udgav sit debutalbum ”Greatest Hits 2011”, som var det mest solgte album den måned.

Efter udgivelsen af hans debutalbum har han været ude og spille koncert hver weekend i hele Danmark. Koncerterne går helt amok hver gang, med alkohol og hash i blodet går det vildt for sig. Sammen med resten af Cheff records fyrer han op for en fest, hvert sted han spiller.

Netop hans opførelse er et stort tema, når man snakker om KIDD. Mange elsker ham for det, men der er utrolig mange, som hader hans opførelse og musik, fordi de synes det er så useriøst.

Jeg synes selv, at den måde KIDD laver musik på er unik. Jeg har stor respekt for, at man går ud og laver noget musik, som skiller sig ud fra alt andet musik i Danmark. KIDD ligger meget vægt på, at hans musik består af original lyd, og hans tekster er originale.

Men er KIDD så fantastisk eller er han en fiasko? Jeg tror, der er utrolig mange meninger om dette. Der er mange, som ikke kan lide hans attitude og synes, hans musik er dårlig. Der findes også rigtig mange, som bare elsker det hele ved ham. Selv er jeg en af dem, som elsker ham.  Jeg vil give mange ret i, at KIDD ikke har den perfekte stemme, men jeg mener, at den energi han tilfører musikken, og måden han synger dem på, er så speciel, at det er god musik, og det noget mange hører. Jeg hører næsten ikke andet end KIDD for tiden, og jeg synes manden er genial. En sidste ting som jeg synes er vigtig at tilføje, når man snakker om KIDD, er, at man skal huske på at Nicholas Westwood er en anden person i dagligdagen, end når han laver musik og spiller diverse koncerter, som KIDD.

Men hvad synes du? Er KIDD, fantastisk eller er han en fiasko? Hvis man kigger på, hvad han har opnået må man vel sige, at han er fantastisk eller hvad?

Nytårsforsæt

Intentionen om at lave sig et nytårsforsæt hvert eneste år er da egentlig meget god, og motivationen, samt troen på, at det netop dette år skal lykkedes én at holde det, er der altid, - især når man efter adskillige glas champagne, drøfter det med vennerne nytårsaften. Ideen er jo sød; ”i det vi tager hul på et nyt år, vil jeg lægge alle mine dårlige vaner bag mig, og stræbe på ny efter at blive det mennesker jeg ønsker at være.”

Kan det overhovedet lade sig gøre? Det kommer selvfølgelig også an på om forsættet er "stort" eller "lille". Allerede 1. Januar falder mange mennesker i, for tømmermændene efter gårsdagens herligheder kureres altså bedst med den allersidste smøg, og allersidste cheeseburgermenu fra mac'en med en ekstra stor sukkerholdig cola, selvom det ikke engang er 24 timer siden disse blev gjort forbudt…. Ja, langt over halvdelen af de tusinder nytårsforsæt der laves i Danmark denne særlige aften, bliver allerede brudt kun halvvejs inde i januar måned.

Men hvorfor er det så, at vi alligevel vælger at lave sådan et mål, hver evig eneste år, selvom vi ved at kun er de færreste der kan holde det, og at vi ”skuffede” må acceptere nederlaget endnu et år? Det giver stof til eftertanke, for personligt ved jeg, at jeg ville have svært ved at ændre en indøvet vane fra den ene dag til den anden, og pludselig skulle vågne op som et nyt og forbedret menneske. Alligevel hører det sig til, og jeg har meget stor respekt til de mennesker det faktisk lykkedes for, for de findes jo også!

Det gør mig glad at tænke på, at man tør udfordre sig selv den ene gang om året, og gøre op hvad der kunne gøres endnu bedre næste år. Det er dejligt at folk har lysten, viljen, og ikke mindst modet til sådan en årlig selverkendelse. Så selvfølgelig vil jeg da også lave mig et nytårsforsæt – det skal man jo (!) – og i år skal mit nytårsforsæt helt sikkert være, at genoplive min halvvisne kaktus, og blive så ansvarsfuld at jeg rent faktisk kan holde liv i den helt indtil næste nytårsaften.