En jobsamtale

I bogen Headhunter hører man om en jobsamtale i starten. Under denne jobsamtale bliver der fortalt, om alle de fejl, som headhunteren mener manden laver, og alle de positive ting også. Derfor kommer jeg til at tænke på, hvordan man selv vil klare sig under en jobsamtale. Selv har jeg kun prøvet det en gang, da jeg søgte mit nuværende job. Det var dog kun en hurtig jobsamtale, der ikke krævede særlig meget. Men når man engang har fået sig en ordentlig uddannelse, og skal ud på arbejdsmarkedet, så tænker jeg på, hvor krævende jobsamtalene er der.

I en jobsamtale ønsker jeg personeligt f.eks. ikke at lyve eller give et forkert indtryk af min virkelige person. Men man vil jo stadig have jobbet. Så min tanke går lidt på, hvor langt man vil gå for at få sådan et job. Selvom der er forskellige faktorer i sådan en situation. Tror jeg stadig, at man kan skabe sig et nogenlunde billedet af hvorvidt en person vil smørre tykt på under en jobsamtale eller ej.

Samtidig er der jo også mange andre ting, der ligner jobsamtaler umådelig meget, men bare foregår under nogle andre regler. Det kunne være en hjemmebesøg af chefen, som måske overvejer at forfremme en. I sådan en situation bliver det hele jo meget mere personeligt. Du skal pludselig have hele boligstanden til at spille skuespil, hvis det er nødvendigt for at få forfremmelsen. Men det handler i bund og grund om det samme som en jobsamtale. Nemlig at imponere.

Hvad er godt og ondt?

Jeg har lige læst den østrigske Natascha Kampusch’s bog ’3096 dage’, som omhandler de 8 ½ halvt år hun blev holdt fange af Wolfgang Priklopil i en underjordisk kælder.

Natasha Kampusch og Wolfgang Priklopil.
Her kan man se Natashas værelse under de 8 år
i fangeskab.

Den 10årige Natascha Kampush vej til skole, da Wolfgang trak hende ind i en hvid varevogn. Da Natascha var fanget i et halvt år i 1998, beslutter gerningsmanden at ’dekorere’ fangehullet på knap fem kvadratmeter. Hun får selv lov at vælge, at det skal være sartrosa savsmuldstapet, ligesom på soveværelset derhjemme. Hver aften de næste mange år lukker hun øjnene, når hun er kommet i seng, strækker hånden ud og lægger den på tapetet.

Denne konstruktion af ’sit tidligere liv’ hjalp meget på Nataschas psyke, specielt under de voldsomme fysiske angreb fra Wolfgang. Det blev engang så blodigt, at Wolfgang kastede en skarp køkkenkniv efter hende og ramte hendes knæ, så blodet flød ud. Selvom hun levede en tilværelse fyldt med isolation, smerte og ensomhed, fandt hun dog sin styrke til at flygte som 18årig og befriede sig selv fra elendigheden. Wolfgang begik selvmord samme aften Natascha flygtede.

Medierne

Selvom Nataschas historie var unik, rædselsfuld og inspirerende var medierne i 2006 stadig kritiske overfor hendes dømmekraft, og beskrivelserne af Wolfgang Priklopil.

Hun blev hurtigt diagnosticeret Stokholms-syndrom, hvor ofrene udvikler et positivt forhold til deres bortfører.
»Tilnærmelsen til gerningsmanden er ingen sygdom«, skriver hun.

»At skabe sig en kokon af normalitet er intet syndrom. Tværtimod. Det er en strategi til at overleve i en håbløs situation – og mere tro mod virkeligheden end den platte kategorisering af gerningsmænd som blodtørstige uhyrer og ofre som hjælpeløse lam, som samfundet ynder at lade det blive ved«.

Disse citater hentyd til menneskets natur som medierne prøvede at ignorere. Hellere en spændende artikel som fordrejede Wolfgangs person, og protrætterede en ond, hensynsløs og blodtøstig skabning. Natascha blev en hjælpeløs pskiskssyg person, som ikke vidste hvad hun udtalte sig om.

Men medierne glemte, at selvom Wolfgang torturerede Natascha, var han også den eneste som skaffede hende mad, den eneste hun snakkede til og den eneste at holde af. Natascha blev også rystet over selvmordet.

Kategorisering af mennesker

Problematikken med kategoriseringen mennesker som den gode eller onde synes jeg, er meget vigtig at komme til livs. Wolfgang Priklopil var et menneske. Et menneske som trivedes omkring vores samfund før og under Nataschas fangeskab. 

Spørgsmålet om hvorfor kunne denne episode ske? Er vigtigere end hvordan det kunne episoden ske ? Hvordan episoden skete, omhandler kun de fysiske elementer i bortførelsen herunder omgivelserne. Hvorfor det skete dækker en mere filosofisk og flydende forklaring. Jeg husker, at Wolfgang adskillige gange snakkede om Nataschas og hans fremtid. Natascha skulle være slaven i forholdet. Natascha skulle gøre rent hjemme, handle ind og tage på skiferier med ham. Altså det Wolfgang inderst inde ønskede, var en person han kunne knytte sig til, en person at danne et afhængighedsforhold med. En partner som følger én på livets gang, i stedet for ensomhed og isolation som samfundet fordømmer. Wolfgangs plan var altså en human og simpel bestræbelse. Wolfgang var altså ikke et ondt monster, men et misforstået psykisksyg menneske som prøvede at tilpasse sig samfundet.

Hvem er vi ?

Denne bog fik mig til at reflektere over mennesket som helhed. Hvem er det egentlig omgiver os med? En Wolfgang Priklopil findes omkring os, som vi egentlig accepterer uden at vide det. Disse psykisksyge mennesker bliver gjort ofre for medierne, og identificeres som bizarre nærmest umenneskelige skabninger, men ironisk nok, er en del af samfundet som du og jeg lever i…

Bogen også gjort mig opmærksomhed på, at alle individer er forskellige. Jeg mener også, at den eneste måde man kan definere mennesket på, er ved hjælp af grundlæggende begreber såsom angst, frihed, identitet og ensomhed. Menneskets handlinger kan forblive uforklarlige. Man kan forstå, at Wolfgang’s handlinger var af angsten for isolation og ensomhed, men hvorfor en 10årig lille pige skulle løse problemet forbliver uforklarligt.

Men samfundet vil have orden på tingene, de onde er onde, og de gode er gode, og dem, der vil pille ved de grænser, får smæk. ..

Pans Hemmelighed

Jeg har hørt og læst Pans Hemmelighed som er skrevet af Michael Katz Krefeld. Hvis jeg skal beskrive bogen meget kort handler den om bortførelse og voldtægt af små drenge. Bogen fangede mig rigtig meget fordi den handler om en skizofren morder som tror han er Peter Pan og at han reder de små drengebørn for at blive voksen.

Gør det historien mere uhyggelig hvis der er blandet en uskyldig fantasi figur ind i det hele?

Jeg syntes at historien bliver mere uhyggelig fordi det er en børnehistorie, som vi alle kender og de fleste elsker, og så nu er blevet et udgangspunkt for en morder. Det at morderen tror han er Peter Pan for mig faktisk til at se lidt anderledes på ham, i mine øjne for jeg faktisk lidt medlindenhed med ham fordi, han selv tror at han gør en gerning i den gode sags tjeneste. Det kan det godt være du tænker at jeg er lidt sindssyg når jeg kan få medlidenhed med en morder, men jeg tror at grunden til at jeg for medlidenhed med ham er nok fordi at han er skizofren og ikke rigtig kan se det forkerte i det han går og laver.

Jeg blev færdig med min lydbog den 22. december, som også er dagen Amagermanden fik sin dom. Amagermanden blev kendt skyldig i 2 drab og 6 voldtægter, hvad har kørt igennem hovedet på den mand imens har begået de forbrydelser!?

Jeg er rimelig sikker på at han ikke har haft en sygdom eller en anden grund til at tro at han har ”hjulpet” sine ofre på nogen måde.  Amagermanden har jo godt vidst hvad han har gjort var forkert, det har den skizofrene morder ikke, han har troet at det var Peter Pan som bare havde taget de små drenge med til Ønskeøen og beholdt dem der. 

Film vs. Bøger

Dette er mine egene holdning.
Bogen ”Den sidste tempelridder” er en spændingsroman, hvor religion er omdrejningspunktet. Den kan sammenlignes med Dan Brown’s bog ”Da Vinci mysteriet”. ”Den sidste tempelridder” er blevet filmatiseret, til en miniserie på 2 episoder der i alt var 165 minutter. Man kan se traileren her:

http://www.youtube.com/watch?v=fwXdHej3B-o

”Da Vinci mysteriet” er også blevet filmatiseret. Her er traileren:

http://www.youtube.com/watch?v=QfvmkH59-zA

Jeg hørte både bogen, og jeg så begge episoder af filmen. Og jeg kunne godt li’ begge dele, men det fik mig til at tænke over, hvilke fordele og ulemper der var ved begge medier. Bøger har det også nogle gange med at blive for beskrivende, det kan godt gå hen og blive meget langtrukken, det medfører at man begynder at miste fokus. Når jeg læser en bog eller da jeg hørte denne bog, kunne jeg godt gå hen og falde i staver, og det gjorde at man nogle gange missede nogle navne, og så blev det svært længere henne i bogen, fordi så dukkede de personer op senere og så blev jeg forvirret. Men i film, sker der næsten hele tiden noget, bortset fra når de taler, og det gør at man ikke rigtigt når at miste fokus. Der er selvfølgelig nogle punkter hvor bogen er bedre end filmen. Jeg føler personligt, at jeg kan leve mig mere ind i de interessante situationer i en bog, Når jeg lever mig ind i en bog, så synes jeg at det er meget mere interessant end at se film, fordi når jeg lever mig ind i en bog, så er det fordi jeg kan relatere til det, og derfor kommer der nogle flere følelser med i spil end når jeg ser en film. Man kan ikke leve sig ind i en film, og fantasere omkring den. Jeg slapper mere af med en bog end med en film. Desværre så er det svært at overskue at skulle læse en bog når man ser en stor bog på f.eks. 300 sider. Det er også svært at finde en genre eller en bog der tiltaler en, for at finde en genre man kan li’, så skal man have læst nogle forskellige genre, men når man har læst 3-4 genre, hvor man har følt at man kæmper sig igennem kapitlerne, så er det svært at genvinde lysten til det. Det kan dog være rart at læse en bog når man har svært ved at falde i søvn.

Findes der andre levende organismer i universet?

Som titlen antyder, har jeg valgt at skrive om eksistensen af rumvæsener. Og nu ved jeg jo egentlig godt, at jeg burde skrive om noget, som er mere relateret til den bog jeg har lyttet til, men der må jeg give op.. Jeg har nemlig oplevet gigantiske problemer med at ”læse” en bog på den måde.

Tilbage til rumvæsener..

Eksistensen af rumvæsener har været et kæmpe spørgsmålstegn i mange århundreder. Utallige UFO-observationer er blevet anmeldt til diverse regeringen, men er disse observationer det rene vrøvl, løgn og latin osv. eller er det muligt, at nogle ”få” heldige mennesker har observeret såkaldte nogle af de såkaldte aliens?

Medierne har bestemt heller ikke lagt låg på noget de seneste ca. 100 år. Sager som ”Area 51” har været opblæst i aller højeste grad pga de mange hemmeligheder omhandlende denne militærbase.

Også filmverdenen har taget emnet op, som fx i filmene ”Independence day” og ”Avatar”, hvor de fremmede væsner er portrætterede som yderst sofistikerede væsner. Jeg har dog lidt svært ved at tro på, at handlingerne i disse film kunne forekomme i det virkelige liv.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at der findes mange andre levende organismer derude. Måske ikke flercellede, stærkt udviklede væsner som på jorden, men derimod små levende mikroorganismer.. De må da eksistere andre steder end på jorden. Min teori om andre eksistenser er ikke blot baseret på naive forhåbninger, nej, det er blot baseret på simpel matematik, for som jeg tidligere har antydet, er sandsynligheden for andre eksistenser stor, vores viden om universet er trodsalt så lav som 5 %.

Alt i alt er det ufatteligt svært for mig ikke at tro på andre eksistenser, for hvorfor skulle vores bette planet være den eneste ”heldige” i dette kæmpe univers?

Der skal for resten lige nævnes at min planlægning gik lidt i vasken mht. at skrive dette blogindlæg, da min kælder blev oversvømmet.. Så jeg beklager det lidt ”tynde” indlæg.

Ville du sige ja til et liv som lejemorder?

Romanen ”Paganinikontrakten” er følger på Lars Keplers berømte roman Hypnotisøren. Vi følger den kendte karakter, kriminalkommissær Joona Linna. Han skal igen opklare et mysterium angående mord, men denne gang er det en usædvanlig sag. Da general direktøren for inspektionen for strategiske produkter har hængt sig selv i sin lejlighed, en ung kvinde myrdet på en båd, og hvor hendes ældre søster tvinges på flugt med sin samlever, for at ikke lide den samme forfærdelige død, tager Joona Linna hånd om sagen.

Der afsløres først senere i bogen, hvilken sammenhæng der er imellem selvmordet, mordet, og flugten, da Joona Linna opdager, at der er en lejemorder på spil. Men hvad gør, at man vil bruge sit liv på at arbejde som en lejemorder? Det er et højst mærkværdigt arbejde, og ikke noget man vil fortælle videre til sine nærmeste og bekendte. At være lejemorder betyder, at man er villig til at tage imod ordrer, om at såre andre mennesker mod betaling af en sum penge til gengæld. Det kræver, at man er villig til at sætte sit eget liv på spil. Det betyder, at man må opgive sit eget liv, sine relationer til andre mennesker, og sikkerheden.

Jeg undrer mig over, hvordan det må være at være trænet til at være lejemorder. Om disse mennesker ved hvad de går ind til, eller om de ikke har kendt til andet end liv og død? For mig ser jeg livet som lejemorder som et ensomt liv, hvor man ikke kan involvere andre mennesker. Man kan ikke have et nært forhold til nogen af hensyn til pårørendes sikkerhed. For hvis andre mennesker indblandes, sætter man ikke kun sit eget liv på spil, men også deres liv. Hvordan er det mon at leve et liv, hvor man skal skjule sig for sine fjender? Hvordan er det at være frygtløs for livets konsekvenser? Hvordan kan man formå at dræbe et andet menneske i koldt blod, som man absolut ingen relation har til? Og mest af alt, hvor stor er aktiviteten af lejemordere i vores verden? Der er krige, problemer mellem mange lande og store bander, der har ulovlige handler. At lejemordere eksisterer i denne verden jeg lever i, er ikke noget jeg egentlig har tænkt på før nu. For det var jo bare noget man så i actionfilm, og ikke noget man kunne forstille sig i sit ellers ganske sikre normale teenageliv med familie, venner, skole og arbejde.

Problemet ’’at lytte til en bog’’…

’’Hvor svært kan det være at lytte til en bog’’ tænker de fleste, men jeg kan sige, at det ikke er så nemt at koncentrere sig efter min erfaring.

I juleferien fik vi den opgave at lytte til en lydbog, men hvad skal man gøre mens man lytter til en bog?

Der er flere måder at lytte på:

- Lukke øjnene og bruge høretelefoner

- Kigge på computerskærmen osv.

Jeg har næsten prøvet alt for at lytte til en bog, men det er ikke gået så godt. Når jeg lukker mine øjne ender det med, at jeg sidder og tænker på en masse andre ting og så glemmer jeg at lytte til bogen.

’’Okay, hvis det ikke virker, kan du jo bare holde øjnene åben’’ kan du sige. Jeg har også prøvet at sidde og kigge ud i luften, men der gik højst 5 minutter før jeg sad med computeren foran mig og sad på facebook , hvor koncentrationen igen fløj og det endte med, at jeg ikke lyttede til bogen.

Jeg er ikke den hurtigste læser, så derfor har jeg altid troet, at det ville være meget nemmere for mig at lytte til en lydbog i stedet for at læse bogen. Men jeg har nu indset, at det ikke er så nemt, som jeg havde forestillet mig. Du sidder måske bag din skærm og synes, at jeg overdriver, men det er det, jeg har erfaret mig, efter jeg nu har prøvet at lytte til en lydbog i løbet af juleferien.

Selvfølgelig kunne man også låne bogen og følge med i teksten, mens der bliver læst op, men jeg har det nu bedst med at læse bogen på den gode gamle måde ved at have bogen fysisk og læse den. Så må du selv vurdere, hvad du helst vil.

Dan Brown - The Da Vinci Code

I følge romanen ”Da Vinci Mysteriet” af Dan Brown er Den Hellige Gral ikke et bærger, men en kvinde ved navn Mary/Marie Magdalene, som har The Bloodline of Christ. San gréal eller Sang Graal  betyder Den Hellige Gral på gammelt fransk, men det betyder også, Kongelig Blod. Den Hellige Grals relikvier består af dokumenter, som relaterer til The bloodline, samt knoglerne af Mary Magdalene. Den Hellige Grals relikvier af Mary Magdalene blev gemt i en hemmelig krypt (måske under the Rosslyn Chapel i England) af the Priory of Sion. 

Mary Magdalene

Kirken er undertrykte om sandheden om Marie Magdalene og the Jesus Bloodline i 2000 år, fordi at de frygter den kraft af the Sacred Feminine i sig selv og fordi at dette ville forandre Sankt Peters forrang som en kristen. Mary var en kongelig afstamning (gennem det Jødiske Hus af Benjamin) og var gift med Jesus af Davids Hus. Hun var en prostitueret og blev truet af kirken til at afsløre om deres forhold. Ved korsfæs-telsen af Jesus, var Mary gravid. Efter korsfæstelsen var Mary flygtet til Gallien, hvor hun lå hos Jøderne af Marseille. Hun fødte en pige ved navnet Sarah.

The Bloodline af Jesus og Mary blev merovingiske dynasti af Frankrig. Denne ”historie” eller hvad man kan kalde det, om the Bloodline var en hemmelighed i nogle dokumenter, som blev opdaget af korsfarer (en person der deltog i middelal-derens korstogene) efter erobrede Jerusalem i 1099. Tempelridderne og The Priory of Sion skulle holde det hemmeligt.

Den Sidste Nadver

Ifølge romanen er alt dette forbundet med Leonardo Da Vinci’s arbejde.

Leonardo var et medlem af the Priory of Sion og havde et kendskab til hemmeligheden af Den Hellige Gral. Hemmligheden er afsløret i Den Sidste Nadver. Der er faktisk ikke et bæger (Gral) på det bord de sidder ved. Personen til venstre for Jesus er ikke en mand, men en kvinde. Det er hans kone Mary Magdalene. Man kan se det ved hendes femine træk. Hendes foldede kvindelige hænder, hendes røde hår.

Man kan jo spørge sig selv om at, er alle disse teorier sande? Eller er det bare rent løgn det hele? Eksisterer denne hemmelige gruppe, the Priory of Sion? Fik Jesus et barn med Mary Magdalene? Blev de gift overhovedet? Forsøgte kirken virkelig at få sandheden ud?  Hvordan kan det være at hele dette Da Vinci Mysterium er blevet så populært? Altså  romanen ”Da Vinci Mysteriet” af Dan Brown er oversat til 42 sprog og solgt omkring 25 mio. Eksemplarer I Danmark har næsten 200.000 købt bogen og der er endda blev lavet en film baseret på romanen. Noget må jo have gjordt det spændene?????...

Hvordan kan hele dette blive så stort? Altså er det ikke bare en hel masse myter om Jesus og om en kop??? Og er alt dette her ikke bare fra fortiden?  Siger man ikke også: Fuck fortiden! lev i nuet!..? (måske ikke helt det samme, men stadig ik?..) Men det er nok fordi at det er en historie, det er jo noget fra dengang. Alt dette skete jo før man levede. Man vil nok bare gerne vide hvad der skete eller hvordan forholdene var før man kom til verden. Eller også lyder dette bare, som et spændene mysterium at løse eller at høre om. Der kan stilles mange spørgsmål og teorier om dette mysterium, måske er det, det der gør det spændene?...

Dagligdagens 'hjernevask'

Advarsel: Dette indlæg er baseret på personlige oplevelser og kan derfor være uden interesse for læseren.

Det er altid morsomt at tænke på, hvordan folk opfatter ting forskelligt, afhængigt af deres egen baggrund. Men det er i særlig grad interessant, når baggrunden virker helt modsat af, hvad man måtte forvente.
De konkrete eksempler jeg vil skrive om, stammer fra engang jeg optrådte med et reb-trick i Magisk Cirkel (det samme trick, som jeg viste til TG’s fødselsdag). Efterfølgende var der adskillige af de andre medlemmer (professionelle tryllekunstnere :)), der kom hen til mig og roste mig for min måde at vise tricket på. Det overraskede mig en del, hvor begejstret en modtagelse tricket fik, for jeg havde selv indtryk af, at det blot var standarden inden for reb-trylleri. Men de andre tryllere syntes tilsyneladende at se en del nye og friske inputs i tricket, selvom jeg ikke selv mente at have ændret på det. Men da jeg viste tricket på skolen, var der blandt de mange, der kommenterede på det, særligt én, der mente, at jeg havde stjålet tricket
direkte ud af Rune Klans repertoire (hvilket jeg blankt kan afvise). Dette viser en pudsig forskel på oplevelsen af den samme ting, der afhænger af opleverens baggrund – i dette tilfælde forholdet til trylleri. Men det egentligt pudsige er det, at folk, der må forventes at kende til – og måske endda selv have arbejdet med – et bestemt emne, faktisk kan være langt mere forbløffede,
end folk, der sandsynligvis intet kendskab har til sagen overhovedet.
En anden ting hænger sammen med, at jeg på enderne af de reb, jeg bruger i tricket, har sat rød
tape. Det var noget de andre tryllere bemærkede med et lille ”men”, fordi det i deres øjne fik rebene til at se snyde-agtige ud – de sagde, at det lignede deciderede trylle-reb, hvilket er en tanke, man selvfølgelig frem for alt vil undgå, at publikum får. Men sjovt nok er der aldrig nogensinde nogen, der ikke selv tryller, der har nævnt det for mig, hvorimod stort set alle tryllekunstnere gør mig opmærksom på det.
Grundet blog-indlæggenes skrappe størrelsesbegrænsning er det ikke min hensigt at hæve mig fra det redegørende plan og analysere ovenstående nærmere. Mit håb er derfor, at jeg har frembragt bare et lille ”hmm” hos hvem, der end måtte give sig tid til at læse dette, og at læseren vil tage sig yderligere tid til at drage sine egne konklusioner. (Det er måske i virkeligheden også sjovere sådan …)

Mit eneste mål var at dele en tanke, og det er hermed gjort.

Utilfreds? Læg dit liv om!

Der er rigtig mange mennesker der ikke ligefrem lever det liv, de altid har drømt om. I hvert fald ikke det liv de tror de drømmer om, for man kan jo spørge sig selv, om livet som succesfuld forretningsmand eller kvinde i virkeligheden er den fedeste måde at leve på. I bogen ”Doppler” møder vi manden Alexander Doppler, der efter en ulykke indser, at han har levet sit liv forkert. Han ender med at flytte ud i en skov, adoptere en elgkalv og rejse en totempæl i hyldest for sin far. Det er ellers noget af en ændring!

At lægge sit liv om er selvfølgelig ikke bare noget man gør uden vide, medmindre det bliver påtvunget. Nogle gør det i form at nytårsforsætter, f.eks. i form af klassikere som ”Jeg skal motionere mere i det kommende år” eller ”Jeg skal bede om lønforhøjelse.” Men er der i virkeligheden tale om en decideret omlægning, eller blot en mindre ændring der med tiden medfører, at man bliver lykkeligere. Hvad med de mennesker, der ikke selv vælger, at foretage en drastisk livs-ændring?

Jeg så et program i fjernsynet forleden dag med en mand, der havde mistet begge sine ben i en ulykke. Han fortalte bl.a. om, hvordan han valgte at tackle den pludselige – og uønskede – ændring i hans liv. Siden da havde han vundet flere guldmedaljer i forskellige idrætsdiscipliner. Han valgte altså blot at få det bedste ud af sit liv, hvilket gav mig en dyb respekt for manden.

Set fra et ”normalt” menneskes synspunkt, hvad skal der så til, før man indser, at det man i virkeligheden prøver at opnå ikke vil gøre en lykkelig, og hvad er definitionen af sand lykke?

Skildring af det moderne samfund?

Med sin prisbelønnet novellesamling, har Naja Marie Aidt i høj grad formået at debattere nogle de væsentlige problemstillinger der præger nutidens samfund. Problemer som umiddelbart ikke er synlige for det blotte øje, men problemer og konflikter som ligger dybt inde i det enkelte menneske og lurer som et vildt bæst. Novellerne behandler dystre og alvorlige temaer, der giver en masse stof til eftertanke. Gennem sine noveller udstiller Naja Marie Aidt nogle af menneskets mest grimme og grufulde sider og efterlader læseren med en chok-fornemmelse rystet over hvor galt det kan gå og hvordan simple hverdagssituationer pludselig kan tage en radikalt drejning og ændre tilværelsen for altid. Mens jeg dykkede ned i Bavians dystre og kolde univers, skrev jeg små stikord ned til hver af novellerne i samlingen. Jeg valgte de ord som pludseligt faldt mig ind, lidt som en brainstorm, uden at overfortolke handlingen. Her er et nogle eksempler fra mine skriblerier:

Utroskab, skilsmisse, vold, vold mod børn, homoseksualitet vs. familieliv, ensomhed, døden, sygdom etc.

Det må siges, at Naja ikke ligger låg på alvorligheden og hermed formår hun at servere hendes budskaber på en ligefrem og rå måde, der får os som læser til at forstå, at der er noget galt i det samfund, vi lever i.

De i alt 15 noveller har alle hver deres mørke og chokerende sider som venter på at komme op til overfladen og blive konfronteret. Det går dog desværre således, at novellerne kan blive en smule ubehagelige at læse og jeg må derfor advare imod at læse alle 15 efterfulgt af hinanden. F.eks. i den 5. novelle i samlingen kaldet ”Torben og Marie”, som er en af de noveller der påvirkede mig mest, hører vi om en ung mor, Maria, som dagligt gennemtæver sine 2-årige søn Torben. Det daglige misbrug rammer også Torben psykisk og resulterer dermed i, at han i en relativ ung alder viser voldelig og aggressiv adfærd overfor andre. Mens jeg fordybede mig med Bavian blev jeg meget fascineret af Naja Marie Aidts skrivestil. Måden hvorpå hun med ganske få ord rystede mig og fik mig til reflektere over livet. Bavian som novelle er nemlig meget objektiv skrevet og man hører ikke særlig meget til personernes følelser, holdninger eller fortid i novellerne. Dette får læseren til at sætte sig i fortolkningsposition og det er på den måde, at Naja til trods for de få objektive ord, stadig formår at provokere og ryste. Selvom man ikke direkte får noget at vide om Torbens mor Marias fortid, kan man som læser tydeligt forstå, at Maria selv har levet et liv med svigt og fysisk misbrug. Dette er hvad jeg kalder god skriveteknik. Kort og præcist men alligevel beskrivende og nok til at stimulere læserens fortolkningssanser.

For at vende tilbage til de overstående stikord udsprunget fra novellerne, så kan man spørge sig selv hvorfor netop Naja har valgt at behandle disse problemstillinger. Jeg er ved den overbevisning, at det er for at få os til at se den bitre sandhed om vores samfund i øjnene og for at få os til at handle. Selvom mange af os hverken er blevet slået som barn eller oplevet ting som utroskab, skilsmisse etc., så lever vi os stadig ind i novellerne og bliver grebet af de angstprovokerende situationer som personerne befinder sig i. Først efterlades man en med en negativ mine. Det følelses som et slag i maven og en ubehag spreder sig. Men denne ængstelige følelse bliver hurtigt erstattet af lysten til en dramatisk forandring. Og er dette vel egentlig ikke meningen med litteraturen, den skal inspirere, chokere eller glæde læseren. Kort sagt så er vel forfatterens hensigt med værket, at den skal have en form for effekt og efterlade et bestemt indtryk hos læseren. Og dette må man i høj grad sige, at Naja Marie Aidt har formået med denne noget makabre novellesamling.

Et politisk mirakel: Sydafrika

Når man tænker over det, er verden faktisk et ret ondt sted.

Fra datidens Argentina til nutidens Afghanistan, har vi eksempler på disse menneskeskabte katastrofer, som hærger mennesker som i sidste ende ikke er noget mindre end dig og mig.

Apartheidens Sydafrika kan ikke udelukkes fra denne gruppe lande, eller, ihvertfald ikke med hensyn til majoriteten af republikken: De mennesker med mørk pigment i huden, altså, sorte.

Kort sagt, var loven skrevet til at holde disse mennesker på det niveau, som gjorde Die Boere tilfredse.

Det blev hellere ikke bedre, da en stor gruppe sorte fra Sharpeville i 1960 demonstrerede mens de ønskede at se ændring i loven, men som svar kun fik de mørke afløb af automatiske rifler at se... vendt mod dem.

Officielt ved man at 69 mennesker døde, af alle aldre og begge køn, og at 180 andre blev sårede fra projektilerne som blev affyrede fra regeringens armerede mænd.

Og fra alle de arresteringer uden anden årsag at personen enten var inde for anti-apartheid eller bare havde udvist lidt for meget frihed som sort, kunne der ikke være meget andet til at uddybe, hvilken situation der faktisk var i gang til den tid.

Men en af de personer som blev arresteret tilbage i 60'erne af samme årsag som enhver anden som sympatiserede med ANC og havde det modsat med regeringen og deres apartheid.

Han begyndte som endnu en fange, men er nu kendt som Hans Excellence Nelson Mandela.

Ud af ekstrem tålmodighed, men også en ægte høflighed fjæs til fjæs overfor en ægte fjende, uden at lægge låg på sine anti-apartheidiske tanker, kunne han, som ingen anden (som jeg har hørt om) før kunne "omvende fjenden til ven".

På de næsten 30 år blev han endelig Hr. Præsident, fordi at F. W. De Klerk FRIVILLIGT udbyttede apartheid med demokrati. Demokratien betød, at majoriteten af landet kunne stemme.

Hvad der bragte sympati fra den hvide side til Mandela, var den sammenholdsfølelse han fremviste: han anså ikke de hvide som fremmede, og støttede "Springboks" (Sydafrikanske Rugbyhold) til sejren, der var sporten som næsten kun de hvide brød sig om.

En mand med sådan en stor evne for tilgivelse, men også en så stor mental styrke, etik, en så stærk viljekraft, og på samme tid ved hvad der kræves, behøves kun beskrives kort: Manden har hjerte, men også hjerne.

Man kan ikke sige at Israel og Palæstina vil slutte fred så snart en palæstinenser af samme slags viser sig i Israels åsyn.

Men, hvis enhver Israelsk politiker og Palæstinensk politisk vigtig person bare havde den fredlige mentalitet, som Mandela havde, ville hverken De Palæstinensiske Territorier eller Israel være, hvad det er idag.

Hovedårsagen til hadet mod de sorte, var en tanke om at de sorte var "under" dem, og senere var det nemlig det ukendte hos dem, som skræmte boere.

Så:

Alle mennesker blev skabt ens, og det er kun mennesker der nogensinde har fortalt alverdens såkaldte "overmennesker", at de er noget mere værd end "undermenneskerne".

Så hvorfor opfører mennesker sig alligevel som om mennesker er fremmede? Hvad er der så skræmmende på den mørke mand, som man er så bange for? Har han et tredje ben formet som et sværd, som han i al hemmelighed bruger til at jage når han er sulten? Er han kommet med en rumpistol for din tinding og vil kidnappe dig til en hemmelig base på Mars?

Medmindre jeg finder ud af at dette er sandt, så bliver jeg ved med at spørge: Hvorfor?

Er lydbøgerne ved at erstatte boghylderne?

I en periode har jeg hørt lydbogen Ringenes Herre 3, og den var meget god og der var en fremragende fortæller. Faktisk så god, så jeg undrer mig over, hvor de normale bøger på skrift er på vej hen. Måske har du allerede fået færten af, hvad resten af dette blogindlæg vil handle om, nemlig lydbøger kontra skrift-bøger.

Det er da en dejlig fornemmelse, at tage morfar i ørene, og få fortalt en god historie imens man laver andre ting, eller bare ligger og flyder. Denne frihed synes jeg der mangler i de gammeldags bøger, hvor du skal slæbe rundt på dem, og holde øje med, hvornår man skal aflevere bogen tilbage til biblioteket, hvilket godt kan være et problem for mig. Hvis man tænker på miljøet i disse krisetider, så kan man også sige, at det er mere miljøvenligt med en lydbog som kan downloades end en normal bog der er lavet af træ.

Men jeg synes selvfølgelig også at der er noget godt ved de gammeldags bøger. Fx giver det en helt anden følelse at holde en rigtig bog og læse den, end bare at gå på internettet og streame en bog. Og ikke mindst får man også den meget vigtige træning i at læse, som man efterhånden kan forsømme, når man som en utålmodig læser, skifter frem og tilbage mellem forskellige sider og skimmer.

For cirka 2 år siden i en tysk-time læste vi en lille novelle ved navn ”Das letzte Buch”, som betyder ’Den sidste bog’, og beskrev litteraturens fald og at vi engang kun har bøger i museer som et levn fra fortiden. Jeg siger ikke at det nødvendigvis vil blive sådan i en fjern tid, men jeg tror, at bogen som vi kender den, er ved at forsvinde lidt efter lidt. Om dette er godt kan man selvfølgelig diskutere, hvilket også var meningen med dette indlæg. Er det fint nok at lade bogen som vi kender den visne eller er traditionen værd at bevare? Dette er mit spørgsmål til læserne.

Maria Magdalene - Den hellige gral

Er du efterkommer af Jesus?

I Da Vinci Mysteriet af Dan brown, er et af de store temaer, om hvilken rolle Maria Magdalene har i forhold til Jesus.

Der er mange teorier, om hvem og hvad Maria Magdalene var. Og hvilket forhold hun havde til Jesus.
Maria Magdalene var en af Jesus disciple og flere steder i biblen, er der skrevet, at hun har draget omsorg for Jesus, da det var hende, der salvede ham, mens han hang på korset. Udover at være vidne til Jesus korsfæstelse, var det også hende der vågede over Jesus grav og den  første der opdagede, at Jesus er forsundet fra sin grav. Hun er også den første til, at se Jesus efter hans genopstandelse. Man kan da med den viden ikke, undgå at have en opfattelse af, at Maria Magdalene var den discibel, som Jesus elskede!

Men hvad var det så for et "forhold" de havde til hinanden. Nogle mener, at de var gift og Maria Magdalene var Jesus kone, Andre mener, at de havde et seksuelt forhold til hinanden, mens nogle tredje sagde, at de hverken var gift eller havde et seksuelt forhold.
          - Min teori er, at Maria Magdalene er den hellige gral og derved er bærer af Jesu blod i form af hans afkom. Maria Magdalene er med til at viderefører Jesu slægt. Den omsorg hun har draget over for Jesus, ville ikke kun være en vens eller almindelig discipels værk.
Og hvorfor skulle Jesus ikke have fået et barn?

Jesus var omkring de 30 år, da han blev korsfæstet og allerede i en tidlig alder uddannet som tømre. Så er der jo det med alderen, at i de dage, blev man ikke så gammel og man var tidligt "uddannet" og derved fik man også børn tidligere. Da så Maria Magdalene er dén af hans disciple, som han elsker, er der godt grund til, at tro, at hun er bærer af Jesus barn.
Min teori, kan man kun selv tro på, og svaret finder man nok aldrig.

Det store spørgsmål er vel, hvilken tro man har? Man ved at Jesus blev født om sommeren, men vi fejre hans fødsel om vinter. Hvad er logiske i det? Jo det er vel enlig for at fejre, at vi går mod "lysere tider", som i Nordisk mytologi. Kristendommen har så bare ''rykket" Jesus fødsel, for at have noget at fejre. Eller giver det god mening?
         - JA enlig! kært barn har mange navne! Jesus eller skulle vi kalde ham Jehova, som betyder frelser, skulle jo med hans død, være menneskets frelser og frelse sit folk for deres synder! Jesus død var Guds vilje, for at frelse mennesket, så dét kunne gå mod "lysere tider".