Betagende kunst

  

   Man siger at et billede siger mere end tusinde ord. Det er jo noget vrøvl, for hvem har nogensinde hørt et billede eller et fotografi tale. Men når et billede virkelig fanger beskuerens opmærksomhed, og tvinger tankerne til at arbejde på højtryk, må det siges, at billedet er så tæt på det verbale liv som det kan tillade sig. 

   Og det kan være smukt. Smukt, når et billede gør indtryk. Når et billede rører sine beskuere så dybt, og betagelsen af motivet har taget kontrol tankegangen, når man er som boltret til gulvet, man kan kun stå og betragte billedet, beundre billedet, vurdere billedet. Det føles som om, at otte klæbende blæksprutte-arme pludselig formes ud af rammen, og holder kroppen fast – det er umuligt at flytte sig. Gør man modstand, klemmer armene hårdere, og de små, geléagtige sugekopper, der systematisk sidder langs dyrets arme, suger sig blot et til stærkere greb. Man er nødt til at stå, og overveje, hvordan det kan lade sig gøre for en kunstner, at udfolde sig så kreativt på et lærred, og skabe så meget liv og følelse. Det er betagende, bevægende og ikke mindst imponerende, at så talentfulde kunstnere har fået lov at leve i en verden som vores. Tak.

   Når denne oplevelse er faktum, kan et billede let få en til at tænke op mod de tusinde ord på ganske få minutter. Det føles som en besættelse. En besættelse af taknemmelighed over at have fået lov at se dette enestående stykke kunst. Og efter at have betragtet det ydre af maleriet, bevæger man sig dybere ind i billedet, og læser mellem linjerne(penselstrøgene…) og begynder at lede efter den tanke og det formål maleren har haft, da han gennemførte udviklingen af sit motiv. Man søger og man søger, og pludselig er den der! Den åbenbaring man har gravet efter, og når man endelig får revet sig fri, af den trance-lignende tilstand man har været i, er det som om man lige er vokset ti centimeter. Man har fået en oplevelse, man aldrig glemmer, et mærke for livet. Man er blevet et helt nyt menneske.

Det var den følelse jeg fik, da jeg så billedet ”Midnight Blue” fra 1970, malet af den amerikanske maler Barnett Newmann.

Seriøst. Barnett Newmannn. Hvor FÅR du det fra?

Titel.. Hmm. Bromance?

At skrive om et billede… Hmm, ja den var værre. Og så endda med sommerferiehjerne. Hvilken uoverkommelig udfordring. Og hvordan skal denne billedbeskrivelse foregå? Skal jeg blot vælge et klassisk berømt maleri og køre halvt koncentreret derudaf, eller skal jeg måske mirakuløst komme på noget abnormalt. Ingen af delene, tænker jeg umiddelbart. Jeg kunne måske lave noget komisk? Mit humør lægger nok ikke lige i det hjørne, da den årlige post-sommerferie mini depression netop har ramt min ømme sjæl. Eller måske kunne jeg prøve at ramme noget komisk for at løfte mit eget humør. Det synes næsten for godt til at være sandt.

 

Ja, jeg valgte dette billede. Okay.

Dette fantastisk ’posede’ billede frembringer nu engang lidt glæde i min hjerne. Ikke kun lidt… Jeg sidder faktisk netop nu med et fjoget smil midt i krydderen. Man kan snildt argumentere for en række klamheder ved dette billede, men ’hva fa’en’, vi har det jo sjovt. I tænker nok at det var lige over grænsen. Måske.

Dette billede er ikke kun et fremragende eksempel på et excellent ’bromance’-forhold mellem to halvsvedige behårede gutter… Nej, det løfter sig op på et højere niveau! Lykkelighed. Og er det ikke det vi alle stræber efter? Er det ikke derfor, vi netop nu skriver den opgave? Så vi få fat på en studenterhue, og derved opnå større mulighed for succes på arbejdsmarkedet, så vi i enden sidder med et fantastisk job, der gør os lykkelige. Et godt lønnet job så vi kan forsøge familien, eller bare et job som vi nyder at møde op til hver morgen? Det er uoverskueligt. Men vi er nu engang godt stillet. Bare det at vi har muligheden for at gennemgå en række stjerne dyre uddannelser, som skattefar nok skal betale for. Det er næsten for godt til at være sandt, når man ser på vores system med klapper for øjnene. Hvordan kom jeg helt herud? Jesus.

Fedt, en ferie med fest, farver, lige hvad man havde brug for efter et helt år med næsen i bøgerne. Denne følelse af frihed bliver dog bræt stoppet, for en lille aflevering på Lectio, fik mig til at hænge med mulen, og pludselig lignede min ferie ellers så fede ferie en grå overskyet himmel, og enhver må da være enig bare et enkelt blik på den studerende pige på billedet sender tankerne et sted hen. GAB !

Desværre beskriver billedet meget godt en gennemsnitlig students aftener,  et par gange om ugen. Men hvad er det egentligt som gør at vi studenter altid brokker os?  For mange timer, for mange lektier, for lave karakterer ? uddannelse er en kæmpe mulighed, ikke en straf og her i Danmark bliver vi puslet så meget om at det er der mange som ikke forstå.

Fordi i mange andre lande beskriver det næste billede her desværre virkeligheden. I et land som USA, koster en uddannelse uhyrlige summer af penge, og mange får aldrig nogensinde råd til at få sig en ordentligt uddannelse. Jeg havde en ven i USA, og hans eneste mulighed var at få et sports stipendium. Hans familie var fattige, og ville ikke kunne finansiere hans uddannelse, og de havde 3 børn. Det var en oplevelse som var utroligt tankevækkende for mig.

Det er et stigende problem for mange lande at deres unge simpelthen må fravælge en uddannelse bare på grund af at det er for dyrt.  Men selvom at statuen på billedet bærer på en kæmpe rygsæk, med ordet ”debt” – gæld, så er uddannelse altid det bedste valg. Ellers kan de kun vælge et mindsteløns job, som i USA. Hvor at det ikke er urealistisk at få 20kr i timen.

Så jeg må ærligt indrømme at skrive denne aflevering, ja de har jeg ikke taget særlig tungt. Nu glæder jeg mig bare til om et år ! fordi der er det min tur til at få hatten på !

Goddag fantasi.

Dengang jeg fyldte 10 år fik jeg et komplet make-over af mit værelse i fødselsdagsgave. Jeg kan huske, at vi tog i Ikea og købte nye møbler, og da vi kom hjem, blev det hele samlet og sat op. Værelset var perfekt, bortset fra én ting: der var ingen pynt på væggene og det gik mig på, så jeg spurgte min mor, om hun havde nogle plakater jeg kunne hænge op. Hun fandt i stedet for plakaterne et maleri frem. Det bestod af blå farve med forskellige nuancer, grå ”striber” og 2 gule prikker. Jeg fik det hængt op lige over min seng så jeg kunne kigge på det, når jeg skulle falde i søvn. Som dagene gik, blev jeg gladere og gladere for billedet og til at starte med forestillede jeg mig, at det var et slags ”vindue” med havudsigt, lige midt på mit værelse.

Da jeg fyldte 11 år fik jeg min første mobiltelefon, som havde et kamera… et meget usselt kamera. Idet jeg var så glad for billedet, besluttede jeg mig for, at det skulle være min baggrund på telefonen. Jeg tog billedet med telefonen og indstillede det til at være mit nye baggrundsbillede.

Nogle dage efter opdagede jeg, at billedet jeg havde taget af maleriet ikke stemte overens med det ”rigtige” maleri. På grund telefonens usle kamera var der pludselig en række striber på maleriet, som ikke var der før. De var placeret lige ved den nederste af de gule prikker, hvilket gjorde, at den gule prik nu lignede en fisker med regntøj på, som sad på en sten ved en lille sø og fiskede – i mine øjne. Jeg viste det til mine forældre og de kunne også se, at det var anderledes, men de så alligevel ikke det samme som jeg gjorde. Jeg er ret sikker på, at maleriet ligger i kælderen et sted, og billedet stadig ligger på min telefon, som er begravet et eller andet sted i alt mit rod.

I mine øjne et perfekt eksempel på, at måden malerier og kunst opfattes på afhænger af øjnene der ser, og at der i realiteten ikke skal ret meget til for at denne opfattelse ændres – og så selvfølgelig en dårlig mobiltelefon til, at hjælpe det hele lidt på vej.

Det var så slut på denne ferie. Jeg nyder de sidste solstråler, i selskab med familien på amager strand, inden vi igen skal sidde på skolebænken bag de triste grå facader i morgen. Denne gang er det en ekstra mærkelig følelse. Ved tanken om at den sidste skolesommerferie er forbi, og at det om et år er slut. Slut med 7 ugers sommerferie, men nok ikke slut med bøger og lektier. Det bliver et helt specielt år, med mange udfordringer og hårdt arbejde, men helt sikkert også med en masse fantastisk oplevelser, med nogle mennesker, som er blevet utroligt tæt knyttet på meget kort tid.

Det kommende skoleår bliver specielt på mange måder. Det bliver både hårdt, surt, trist og til tider ulideligt, men det kommer samtidig også til at bringe en masse glæde, festlig stemning og ekstra meget sammenhold. Det bliver året hvor man skal sætte sit sidste præg på eksamensbeviset og det frygtede gennemsnit, året hvor nogle må kæmpe, mens andre klarer sig igennem, så let som at klø sig i håret. Men i 3.x er det intet problem for der er hjælp at hente fra vennerne.

Lad det blive et fantastisk og uforglemmeligt år. Hvor vi står sammen og får det bedste ud af det. J

Frem med træningsskoene igen

Sommeren i år er ved at nå sin ende. Vi er kommet hjem fra en afslappende ferie, og lige rundt om hjørnet venter den travle og hektiske hverdag. Både arbejde og skole kalder. Men hvad der er værst, er de ekstra kilo man har taget på i løbet af ferien. Det jo ikke så overraskende alligevel. Sommerens søde sager og den gode velsmagende mad. Ih vi kan jo ikke lade vær med at falde i fælden. Før man ved det stiger tallet på vægten. Men så er det jo bare om at komme i gang igen med at motionere!

Er det svært at finde motivation? Så tag en eller flere veninder med under armen, og cykl af sted til fitness centreret. På denne måde kan man presse hinanden til det yderste. Før du ved det stiger pulsen. En hedebølge spreder sig langsomt gennem din krop. Den første sveddråbe falder fra panden. Det brænder endda i dine muskler, og du har lyst til at give op. Men måske burde du tænke dig om en ekstra gang. Giver du op fordi at du virkelig er træt? Eller er det fordi at du simpelthen ikke magter mere. Der er masser af undskyldninger!

I Fresh Fitness har de designet deres vægge med inspirerende citater. Fx disse.

En rigtig god motivation til at lige give den en ekstra skalle. Det kan få dig til at tænke over situationen før du bare giver op.

Efter træningen kan du forlade centreret med den herligste følelse i kroppen. Endorfinerne flyver rundt i kroppen, og du kan føle dig stolt over, at du endnu engang tog derop. Med en træt krop klapper du dig selv på skulderen, og cykler velfornøjet tilbage hjem igen.

Lige pludselig var den træning det værd alligevel, ikke? Væk med den dårlige skyldsfølelse over at ikke røre sig. Tag ud og få det gjort, for den eneste der stopper dig, er egentlig dig selv.

Minder..

Når jeg kigger på tegningen ser jeg minder, glæde og forventninger, jeg ser en fortid som en lille lykkelig pige, men hvis en hvilket som helst anden person kigger på tegningen, ser de sikkert ikke andet end en tegning som en far engang har tegnet til sin lille datter.

Min far har tegnet den her tegning til mig for omkring 12 år siden og den forestiller fremtiden og lykken. Den forestiller det hus vi var i gang med at bygge for ja, godt 12 år siden. Når jeg kigger på tegningen ser jeg som sagt en masse minder. Jeg ser minder om min far, mor, lillesøster og jeg i en lille lejlighed som vi lånte af min mormor og morfar, jeg ser minder om min første skoledag sammen med min bedste veninde. Jeg ser minder om savnet til at eje en have, som man kan fjolle rundt i. På tegningen har min far tegnet en lille hund, som tilsyneladende ligner en lille sort klat. I år 2000 ejede vi ikke en hund, faktisk ejede vi slet ikke nogle dyr overhovedet, så man kan vel sige at den lille sorte klat på tegningen var en lovning på at jeg måtte få en hund engang i fremtiden.

 Jeg savner den gang hvor jeg bare var en lille pige på 6-7 år uden bekymringer og sorger, jeg savner at kunne være et barn, som ikke skulle tage stilling til hvad jeg ville længere henne i livet, men bare skulle fokusere på at lege, fjolle rundt og være et barn. Jeg savner den uendelige glæde man har som et barn. Jeg savner at alt næsten kunne gøre en glad, selv noget så dumt som at få et lille stykke slik hos pizzamanden. Jeg savner at man bare kunne rende rundt og være naiv og tro at verden var et stort magisk sted. Jeg savner at tro.. At tro på at julemanden, nisser, feer og påskeharen alle er virkelige. Jeg savner den magiske verden jeg levede i, hvor det eneste jeg skulle bekymrer mig om var om alle mine Barbie- og Bratzdukker ikke var væk.

At være et barn er som at leve i en magisk boble af lykke, glæde, fantasi og naivitet, og det savner jeg faktisk. Jeg savner ikke at vide bedre, og bare tro på at alt hvad jeg får at vide er sandt. Men noget af det gode ved at være vokset op er at høre barndomshistorier og på den måde drømme sig tilbage i den magiske boble.

Jeg savner at være et barn…