Goddag fantasi.

Dengang jeg fyldte 10 år fik jeg et komplet make-over af mit værelse i fødselsdagsgave. Jeg kan huske, at vi tog i Ikea og købte nye møbler, og da vi kom hjem, blev det hele samlet og sat op. Værelset var perfekt, bortset fra én ting: der var ingen pynt på væggene og det gik mig på, så jeg spurgte min mor, om hun havde nogle plakater jeg kunne hænge op. Hun fandt i stedet for plakaterne et maleri frem. Det bestod af blå farve med forskellige nuancer, grå ”striber” og 2 gule prikker. Jeg fik det hængt op lige over min seng så jeg kunne kigge på det, når jeg skulle falde i søvn. Som dagene gik, blev jeg gladere og gladere for billedet og til at starte med forestillede jeg mig, at det var et slags ”vindue” med havudsigt, lige midt på mit værelse.

Da jeg fyldte 11 år fik jeg min første mobiltelefon, som havde et kamera… et meget usselt kamera. Idet jeg var så glad for billedet, besluttede jeg mig for, at det skulle være min baggrund på telefonen. Jeg tog billedet med telefonen og indstillede det til at være mit nye baggrundsbillede.

Nogle dage efter opdagede jeg, at billedet jeg havde taget af maleriet ikke stemte overens med det ”rigtige” maleri. På grund telefonens usle kamera var der pludselig en række striber på maleriet, som ikke var der før. De var placeret lige ved den nederste af de gule prikker, hvilket gjorde, at den gule prik nu lignede en fisker med regntøj på, som sad på en sten ved en lille sø og fiskede – i mine øjne. Jeg viste det til mine forældre og de kunne også se, at det var anderledes, men de så alligevel ikke det samme som jeg gjorde. Jeg er ret sikker på, at maleriet ligger i kælderen et sted, og billedet stadig ligger på min telefon, som er begravet et eller andet sted i alt mit rod.

I mine øjne et perfekt eksempel på, at måden malerier og kunst opfattes på afhænger af øjnene der ser, og at der i realiteten ikke skal ret meget til for at denne opfattelse ændres – og så selvfølgelig en dårlig mobiltelefon til, at hjælpe det hele lidt på vej.