Skildring af det moderne samfund?

Med sin prisbelønnet novellesamling, har Naja Marie Aidt i høj grad formået at debattere nogle de væsentlige problemstillinger der præger nutidens samfund. Problemer som umiddelbart ikke er synlige for det blotte øje, men problemer og konflikter som ligger dybt inde i det enkelte menneske og lurer som et vildt bæst. Novellerne behandler dystre og alvorlige temaer, der giver en masse stof til eftertanke. Gennem sine noveller udstiller Naja Marie Aidt nogle af menneskets mest grimme og grufulde sider og efterlader læseren med en chok-fornemmelse rystet over hvor galt det kan gå og hvordan simple hverdagssituationer pludselig kan tage en radikalt drejning og ændre tilværelsen for altid. Mens jeg dykkede ned i Bavians dystre og kolde univers, skrev jeg små stikord ned til hver af novellerne i samlingen. Jeg valgte de ord som pludseligt faldt mig ind, lidt som en brainstorm, uden at overfortolke handlingen. Her er et nogle eksempler fra mine skriblerier:

Utroskab, skilsmisse, vold, vold mod børn, homoseksualitet vs. familieliv, ensomhed, døden, sygdom etc.

Det må siges, at Naja ikke ligger låg på alvorligheden og hermed formår hun at servere hendes budskaber på en ligefrem og rå måde, der får os som læser til at forstå, at der er noget galt i det samfund, vi lever i.

De i alt 15 noveller har alle hver deres mørke og chokerende sider som venter på at komme op til overfladen og blive konfronteret. Det går dog desværre således, at novellerne kan blive en smule ubehagelige at læse og jeg må derfor advare imod at læse alle 15 efterfulgt af hinanden. F.eks. i den 5. novelle i samlingen kaldet ”Torben og Marie”, som er en af de noveller der påvirkede mig mest, hører vi om en ung mor, Maria, som dagligt gennemtæver sine 2-årige søn Torben. Det daglige misbrug rammer også Torben psykisk og resulterer dermed i, at han i en relativ ung alder viser voldelig og aggressiv adfærd overfor andre. Mens jeg fordybede mig med Bavian blev jeg meget fascineret af Naja Marie Aidts skrivestil. Måden hvorpå hun med ganske få ord rystede mig og fik mig til reflektere over livet. Bavian som novelle er nemlig meget objektiv skrevet og man hører ikke særlig meget til personernes følelser, holdninger eller fortid i novellerne. Dette får læseren til at sætte sig i fortolkningsposition og det er på den måde, at Naja til trods for de få objektive ord, stadig formår at provokere og ryste. Selvom man ikke direkte får noget at vide om Torbens mor Marias fortid, kan man som læser tydeligt forstå, at Maria selv har levet et liv med svigt og fysisk misbrug. Dette er hvad jeg kalder god skriveteknik. Kort og præcist men alligevel beskrivende og nok til at stimulere læserens fortolkningssanser.

For at vende tilbage til de overstående stikord udsprunget fra novellerne, så kan man spørge sig selv hvorfor netop Naja har valgt at behandle disse problemstillinger. Jeg er ved den overbevisning, at det er for at få os til at se den bitre sandhed om vores samfund i øjnene og for at få os til at handle. Selvom mange af os hverken er blevet slået som barn eller oplevet ting som utroskab, skilsmisse etc., så lever vi os stadig ind i novellerne og bliver grebet af de angstprovokerende situationer som personerne befinder sig i. Først efterlades man en med en negativ mine. Det følelses som et slag i maven og en ubehag spreder sig. Men denne ængstelige følelse bliver hurtigt erstattet af lysten til en dramatisk forandring. Og er dette vel egentlig ikke meningen med litteraturen, den skal inspirere, chokere eller glæde læseren. Kort sagt så er vel forfatterens hensigt med værket, at den skal have en form for effekt og efterlade et bestemt indtryk hos læseren. Og dette må man i høj grad sige, at Naja Marie Aidt har formået med denne noget makabre novellesamling.