Jeg glemmer aldrig dengang min søster blev student. Jeg var
en lille pige på kun 8 år, der som familiens mindste blev hevet med til den
sidste eksamen, og stod med resten af slænget og ventede i spænding. Hvad vi
ventede på anede jeg ikke, som den møgforkælede efternøler jeg var, troede jeg
det handlede om mig. Champagnen var nedkølet og klar, studenterhuen skinnede
afventede, roserne var friske og alle stod vi der og ventede på et af de
største øjeblikke i min søsters liv. Da hun trådte ud af døren, rystende og rød
i hovedet af nervøsitet, men alligevel voldsomt lettet, og nærmest skæv af
glæde, var stemningen ubeskrivelig. Lykønskningerne kom flyvende fra øst og
vest, på med huen, breve, gaver og blomster havde hun i favnen. Hun var så
glad. Men lille, uforstående, skuffet og betuttet, havde jeg nu indset, at al
opmærksomheden var rettet mod en anden en mig? Det var uacceptabelt. Så jeg
satte mig surmulende på en bænk og græd snot. Øv. Hvorfor måtte jeg ikke få en
rose? Hvorfor var det ikke mig der fik flotte gaver? Nej, hvor var jeg sur og
virkelig ked af det. Senere er det elvfølgelig gået op for mig, hvor åndssvagt
den lille møgunge-udgave af mig selv, jeg var, og historien er da også blevet
fortalt grinende til flere familiesammenkomster. Trods min pinlige opførsel,
husker jeg det som en glædelig begivenhed, som jeg er glad for at have været en
del af. Den dag glemmer jeg aldrig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar