Jeg glemmer aldrig den første dag på TG. Nervøsiteten ved at gå ind i festsalen, og tænke over hvordan de næste 3 år af mit liv skal forekomme. Jeg glemmer aldrig følelsen af at sætte mig i et klasselokale, uden et eneste genkendeligt ansigt. Jeg glemmer ikke følelsen af at føle mig alene. Selvfølgelig var vi alle alene, men alle havde på en eller anden måde en ven i klassen, en de havde gået i klasse eller skole med, men mig.. jeg havde ingen. Heldigvis gik der ikke mange sekunder før at vi alle begyndte at tale sammen, og pludselig følte jeg mig ikke så alene mere. Efter vores første skoledag, kan jeg huske at jeg mødtes med min veninde som var startet i en anden klasse, og vi snakkede hele eftermiddagen om vores rædsel og om hvor skræmte vi var, da vi forlod hinanden i festsalen. Jeg havde savnet hende i løbet af dagen, jeg har altid haft hende ved min side, og lige pludselig, så var hun bare væk. Da jeg endelig kom hjem fra skole fortalte jeg min mor om alt jeg havde oplevet, og da jeg lagde mig i min seng om aften glædede jeg mig allerede til at komme i skole dagen efter. Og det glemmer jeg aldrig..