Jeg glemmer aldrig den ubehagelige trykken i brystet den sommerdag i juni. Det føltes som en forhammer havde hoppet op på mit bryst og lagt sig tilrette, og ingenting skulle fjerne den fra dens plads.  Jeg stod 30 meter fra min nabos have sammen med 4 af mine venner. Den lille sølvfarvede bold skinnede igennem hækken og lokkede os, med dens stråler på samme måde som sirenerne gjorde den gang for længe siden. Min nabo brød sig bestemt ikke om børn, ellers som han kaldte dem ”skarnsunger”. Bare tanken om ham fik en kuldegysning til at løbe langsomt ned af ryggen på mig. ”Hvorfor skød jeg dog også den bold over den hæk!”. Jeg kravlede forsigtigt igennem den lille snævre åbning i hækken. Grenene føltes som tusind hænder, som prøvede at trække mig væk derfra, men boldens stråler skinnede i mine øjne, og jeg fortsatte. Hammeren havde nu afbrudt dens hvilen på brystet, og besluttet sig for at slå med hårde stød mod brystkassen. Mine venner var nu forsvundet bag mig, i skoven af hænder, og hammeren slog hårde og hurtigere, for hvert et skridt jeg tog. Jeg satte min fod i den knoldede have, og krøb mig frem, som en mus i skjul for en ugle. Men hvad der skete sekundet efter, ja det glemmer jeg aldrig.