Det var så slut på denne ferie. Jeg nyder de sidste solstråler, i selskab med familien på amager strand, inden vi igen skal sidde på skolebænken bag de triste grå facader i morgen. Denne gang er det en ekstra mærkelig følelse. Ved tanken om at den sidste skolesommerferie er forbi, og at det om et år er slut. Slut med 7 ugers sommerferie, men nok ikke slut med bøger og lektier. Det bliver et helt specielt år, med mange udfordringer og hårdt arbejde, men helt sikkert også med en masse fantastisk oplevelser, med nogle mennesker, som er blevet utroligt tæt knyttet på meget kort tid.

Det kommende skoleår bliver specielt på mange måder. Det bliver både hårdt, surt, trist og til tider ulideligt, men det kommer samtidig også til at bringe en masse glæde, festlig stemning og ekstra meget sammenhold. Det bliver året hvor man skal sætte sit sidste præg på eksamensbeviset og det frygtede gennemsnit, året hvor nogle må kæmpe, mens andre klarer sig igennem, så let som at klø sig i håret. Men i 3.x er det intet problem for der er hjælp at hente fra vennerne.

Lad det blive et fantastisk og uforglemmeligt år. Hvor vi står sammen og får det bedste ud af det. J

Frem med træningsskoene igen

Sommeren i år er ved at nå sin ende. Vi er kommet hjem fra en afslappende ferie, og lige rundt om hjørnet venter den travle og hektiske hverdag. Både arbejde og skole kalder. Men hvad der er værst, er de ekstra kilo man har taget på i løbet af ferien. Det jo ikke så overraskende alligevel. Sommerens søde sager og den gode velsmagende mad. Ih vi kan jo ikke lade vær med at falde i fælden. Før man ved det stiger tallet på vægten. Men så er det jo bare om at komme i gang igen med at motionere!

Er det svært at finde motivation? Så tag en eller flere veninder med under armen, og cykl af sted til fitness centreret. På denne måde kan man presse hinanden til det yderste. Før du ved det stiger pulsen. En hedebølge spreder sig langsomt gennem din krop. Den første sveddråbe falder fra panden. Det brænder endda i dine muskler, og du har lyst til at give op. Men måske burde du tænke dig om en ekstra gang. Giver du op fordi at du virkelig er træt? Eller er det fordi at du simpelthen ikke magter mere. Der er masser af undskyldninger!

I Fresh Fitness har de designet deres vægge med inspirerende citater. Fx disse.

En rigtig god motivation til at lige give den en ekstra skalle. Det kan få dig til at tænke over situationen før du bare giver op.

Efter træningen kan du forlade centreret med den herligste følelse i kroppen. Endorfinerne flyver rundt i kroppen, og du kan føle dig stolt over, at du endnu engang tog derop. Med en træt krop klapper du dig selv på skulderen, og cykler velfornøjet tilbage hjem igen.

Lige pludselig var den træning det værd alligevel, ikke? Væk med den dårlige skyldsfølelse over at ikke røre sig. Tag ud og få det gjort, for den eneste der stopper dig, er egentlig dig selv.

Minder..

Når jeg kigger på tegningen ser jeg minder, glæde og forventninger, jeg ser en fortid som en lille lykkelig pige, men hvis en hvilket som helst anden person kigger på tegningen, ser de sikkert ikke andet end en tegning som en far engang har tegnet til sin lille datter.

Min far har tegnet den her tegning til mig for omkring 12 år siden og den forestiller fremtiden og lykken. Den forestiller det hus vi var i gang med at bygge for ja, godt 12 år siden. Når jeg kigger på tegningen ser jeg som sagt en masse minder. Jeg ser minder om min far, mor, lillesøster og jeg i en lille lejlighed som vi lånte af min mormor og morfar, jeg ser minder om min første skoledag sammen med min bedste veninde. Jeg ser minder om savnet til at eje en have, som man kan fjolle rundt i. På tegningen har min far tegnet en lille hund, som tilsyneladende ligner en lille sort klat. I år 2000 ejede vi ikke en hund, faktisk ejede vi slet ikke nogle dyr overhovedet, så man kan vel sige at den lille sorte klat på tegningen var en lovning på at jeg måtte få en hund engang i fremtiden.

 Jeg savner den gang hvor jeg bare var en lille pige på 6-7 år uden bekymringer og sorger, jeg savner at kunne være et barn, som ikke skulle tage stilling til hvad jeg ville længere henne i livet, men bare skulle fokusere på at lege, fjolle rundt og være et barn. Jeg savner den uendelige glæde man har som et barn. Jeg savner at alt næsten kunne gøre en glad, selv noget så dumt som at få et lille stykke slik hos pizzamanden. Jeg savner at man bare kunne rende rundt og være naiv og tro at verden var et stort magisk sted. Jeg savner at tro.. At tro på at julemanden, nisser, feer og påskeharen alle er virkelige. Jeg savner den magiske verden jeg levede i, hvor det eneste jeg skulle bekymrer mig om var om alle mine Barbie- og Bratzdukker ikke var væk.

At være et barn er som at leve i en magisk boble af lykke, glæde, fantasi og naivitet, og det savner jeg faktisk. Jeg savner ikke at vide bedre, og bare tro på at alt hvad jeg får at vide er sandt. Men noget af det gode ved at være vokset op er at høre barndomshistorier og på den måde drømme sig tilbage i den magiske boble.

Jeg savner at være et barn…

Højt at flyve - dybt at falde

Frida Kahlo- 'The suicide of Dorothy Hale' 1938-1939

Frida Kahlo

Frida Kahlo…

 Mexicos ikoniske surrealist, kommunist en stakkels handikappet kvinde med ægteskabsproblemer, eksotisk, mystisk.  Jeg kunne blive ved, men med disse ord kan beskrive Frida Kahlo (1907-54) korte, men kompliceret, smertefulde og lidenskabeligt liv. Som blot 18årig blev hun invalideret ved en trafikulykke. Derfor gennemgik hun talrige operationer. Hun var gift med Diego Rivera, mexicansk maler, som hun levede et indviklet liv  med utroskab, skilsmisse og genforening. 

                                                                                                                            

Da hun begyndte at male surrealistiske billeder siges det, at hun malede sin egen virkelighed, sin egen skæbne i et ”sprog” inspireret af den farverige og symbolske mexicanske kultur. 

I sine motiver behandler hun ofte temaer som lidelse, splittelse og længsel.

 Jeg syntes, at’ The Suicide of Dorothy Hale’ er et billede der siger mere end 1000 ord. Det vakte mig stor interesse. Da jeg nærstuderet billedet  fandt jeg ud af, at den faldende kvinde i klædt hvid kjole ’omfavnet’ af skyerne/himmelen, er den samme kvinde i sort kjole liggende på jorden udtryksløs og blødende. Jeg er i sær fascineret af kontrasterne der findes på billedet. Den sorte og hvide kjole, himmel og jord, de mørke og lyse farver. Alt dette giver mig associationer omkring liv og død. To vidt forskellige begreber der alligevel bliver ”forenet” på dette billede.

Dorothy Hale

Men billedet er ikke ”bare” et fantasifuldt mesterværk af Frida Kahlo. Dette billede blev inspireret af den smukke amerikanske skuespiller Dorothy Hale (1905 – 1938), som begik selvmord. Det siges, at hun sprang ud over sit daværende hotels vindue. Pga.  Hales profession og udseende, blev introduceret til den høje sociale klasse og luksuriøst liv. Desværre havnede hun i finanskrise, som resultatet af hendes mands død, dårlige affærer/forhold og lån.

Jeg synes, at Dorothy Hales historie fungerer ikke blot som et ”minde” af skuespilleren. Billedet kan sagtens relateres til andet. Hvis der tages udgangspunkt i Hales liv, blev hun ”fanget” af det glamourøse liv, hvor hun til sidst måtte indse, at festen snart var forbi eller som hun udtrykt inden hun begik selvmord :  'Well that's the end of the vodka. There isn't anymore.”  Dette billede og historien bag, kan forbindes til den menneskelige vildledelse. Tilpasningen af nye omgivelser og miljøer kan generelt fører til en form for fortabelse og fangenskab. Den hårde kamp om ”overlevelse” kan ende med identitets kriser, og i værste fald som Dorothy Hale på billedet, i sort kjole udtryksløs, blødende og død.

Ja, som billedet tydeligt illustrer er det højt at flyve, men dybt at falde…

Otto Frellos verden

Hvis der er en malers univers der kan fænge mig, er det den danske illustrator og kunstmaler Otto Frellos. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med hans malerier, var i Helligåndshuset i  København for et par år siden. Otto Frello, en tynd, ældre herre med hvidt hår, gik selv rundt blandt gæsterne til hans udstilling og snakkede lystigt med gud og hver mand. Han havde en varm personlighed og jeg synes det var fedt at han var så nede på jorden. Kombinationen af hans søde væsen og hans kunstneriske evner gjorde at jeg købte hans bog ” Otto Frello – den ukendte maler”

Det man ser i en bog, er dog ikke det samme som at stå og kigge på malerierne. Hvis man kigger efter, er der på det øverste billede ”To Kvinder” små sommerfugle og jeg husker tydeligt forundringen hos mig og mange andre, da vingerne på disse pludselig baskede engang imellem. Det er dét der er så forunderligt. Man ser på hans malerier og ser helheden, men det er ikke dét der er pointen. Pointen er helt basalt at man stopper helt op, og giver sig selv tid til at se de bittesmå detaljer, der tilsammen danner netop den helhed. Det er her man opdager Peter Plys og hans venner i baggrunden !!

Det midterste billede, som hedder ”Stormvejret”, kan jeg godt lide, fordi det fortæller en brøkdel af en historie, som man selv har lyst til at digte videre på. Hvem og hvad er det ude i vandet? Hvad laver de fine kvinder alene? Hvad er der sket med båden? Samtidig bruger Otto Frello rigtig mange små detaljer kombineret med et farvespil, der drager øjnene.

Det nederste billede er et fotografi af Otto Frello selv foran hans maleri " Den Lille Havfrue". Sidste gang han udstillede, nemlig i 2009, var han 85 år. Rimelig imponerende..

Så alt i alt, hvis I en dag falder over et billede af Otto Frello - så kig lige en ekstra gang (;

Krigens Ansigt

Krig. Ifølge definitionen, en vedvarende organiseret og bevæbnet konflikt. Begrebet har sat mange forskellige negative følelser i gang, men ingen overraskelse, når man har fået en idé om dens konsekvenser.

Salvador Dali har på sin egen måde valgt, at illustrere konsekvenserne ved dette maleri:

Og maleriet lader tilskueren virkeligt føle smerten. Med andre ord, er det et ret så skræmmende syn.

I en flad, skummel og isoleret "ørken", springer et så frygtindgydende, skræmmende og mystisk kreatur lige i øjnene på en. Fryser enhver sjæl til øjeblikkeligt, hvor der ikke mærkes andet end den ætsende følelse af at det værste man kan finde i universet, står en ansigt til ansigt. Med munden, og hvad der burde være øjnene, formet som det mest rædselsfulde ansigt man har set i et stykke tid. Og med slanger, som står klar til at fortære en som piratfisk, ved man at man ikke har en chance. Men det mest afskyelige og skræmmende ved dette så skræmmende væsen, er dets uendeligt mange smadrede kranier, som alle ser uhyggeligere ud, for hvor mindre de er. 

Alle disse følelser, i et kort sekund. 

Hele hovedet i subjektiv form, repræsenterer død og forfald. Så det er ikke så overraskende, at hovedet ligner noget der står klar til at forårsage smerte og død i store mængder. Men at hovedet fortsætter med at reproduceres i en al uendelighed viser, at selve maleriet symboliserer død og forfald, i en evighed. 

Men efter man er blevet for træt til at lade gyse over billedet, begynder man sjovt nok med at undre sig over, hvorfor hovedets (og dets uendelige dobbeltgængere) humør er så elendigt. Man får endda lidt medfølelse og begynder med at tvivle over, om det egentligt er hovedet, der er monstret.

Hvad nu hvis det er hovedet, der er ofret?

Hvad hvis Krigens Ansigt ikke føler andet end melankoli, forfald og smerte, frem for ondskab?
Hvad nu hvis det flydende nederst til højre på billedet er blod fra mødres børn, og at Krigens Ansigt sørger over dette tab?

På trods af at maleriet er så bizart, var Dalis formål ikke, at gøre mennesker utilpas. Formålet var, at give mennesker en illustration, over hvad krig har at give: ikke meget andet end død og elendighed.

Tilstedeværelse

Tænk hvis du kunne bide sådan i et æble! Tænk dig at tage en stor, glad bid og efterlade den kærligste hilsen som aftryk. Ville du så bare tage dig en ny saftig mundfuld, eller ville du sende hilsnen videre?

Det er stort set ligegyldigt, hvad vi foretager os; vore handlinger efterlader spor. Nogle gange planlagt, andre gange efter tilfældighedernes spilleregler. Én regel er dog bestandig: Lad være med at slette dem. For hvis du ikke tillader andre at mærke de aftryk, du sætter på din omverden, så er din tilstedeværelse spildt, og ingen kan kende dig. Du er den, du er, på grund af de ting, du gør, og de virkninger, gode som dårlige, det har på andre. Uden handlinger, der gør indtryk og forårsager forandring, kan du ikke kalde dig for dig.

  Hvis du tisser dit navn i sneen, for dernæst at strø salt ud, så har det ikke været til glæde for andre end dig selv – det kaldes ensomhed. Hvis du får en tatovering et sted på kroppen, der er dækket af tøj, så ved kun du, hvordan du i virkeligheden ser ud – det kaldes en hemmelighed. Hvis et kærestepar ridser et hjerte med deres initialer i barken på et træ dybt inde i skoven, hvor ingen kan se det, så har det ikke nogen værdi – det kaldes ironi.
  Skriver du et digt, så lad nogen læse dine tanker, selvom du ikke er digter. Maler du et billede, så lad nogen se dit sind, selvom du ikke ved, hvordan man lægger skygger. Synger du en sang, så lad nogen høre din smag; bager du en kage, så lad nogen smage dit værk; oplever du noget spændende, så fortæl nogen om det. Sårer du nogen, så sig åbent og ærligt, at du ikke kan lide personen, eller at det ikke var med vilje. At skjule de små og store ting, der gør dig til den, du er, er at skjule dig selv. Og at skjule dig selv er selvmord.
  En verden, hvor man kan lade sine mærker bestå, gode såvel som dårlige, er en verden uden skam og en verden fuld af ærlighed og åbne hjerter. Lad os se dit inderste jeg, lad os elske dig på godt og ondt for den, du er, og tilgive dig for det, du gør galt – eller i det mindste hade dig med hånden på hjertet, så vi alle ved, hvordan landet ligger. Vis dig selv og dine fodspor frem, så vi kan finde vej til dit sande jeg.

Hvis du bider af et æble, og aftrykket, hvor usandsynligt det end synes, har form som et hjerte, så blæs på din sult for en stund og send æblet rundt. Lad verden se det! Lad os se dit mirakel!

Du må også gerne skære hjerteformen ud med en kniv – vi vil stadig blive glade for at se det.