Morten

Thiele, den 23 maj

Jeg kan mærke det, jeg kan mærke at frøken Sophie er imponeret. Mit franske har imponeret hende, hun har fået øjne op for mig. Vi er kommet tættere på hinanden, jeg kan mærke det. Hun har rost mit franske, men jeg er stadig bange for at tale fransk til hende for hun er bedre end mig. Jeg har set at Jens stadig kigger på hende i smug, og mit hjerte bløder når han gør det. Hver gang jeg går forbi frøken Sophie når hun læser i hendes bøger smiler hun til mig, og mit hjerte, det smelter. Jens vil hele tiden i have fat i hende, det virker endda som om han prøver at vinde hendes hjerte. Men jeg er sikker på at frøken Sophie hellere vil have mig. Jeg drømmer om den dag hun planter et kys på mine læber. 

Le mardi 13 mai 1710

IIhh denne Morten kan tale FRANSK hvilken glæde, surprise,  je suis heureuse ! Men dog, han er jo kun en tjener for vore familie. Han er aldeles anderledes, han minder mig om tiderne med den adelige Gert Mortensen. Vi talte altid det ’kærlighedssprog’ vor Herre bevares det var trættende at høre på! Jens derimod, han kan finde ud af at snakke ordentligt til en rigtig frøken.

Den jæger ! Da han red på hesten, helt beskidt og muskelløs, de grønne øjne, det stramme grønne jagttøj. Je suis tellement excitée!

Il ya trés  complique!

The wonderful life of Jens

Jeg er dælemig glad. Alle Ting gaar sandelig glimrende. De unge Frøkener sværmer om mig som Fluer om en stor, ildelugtende Bunke Fekalier. Også Frk. Sophie har et gjanske godt Øje til mig. Hun smiler altid, når hun taler til mig - hun har herlige Tænder! Jeg tror minsandten ogsaa Morten har Øje for hendes mundtøj, den lumske knaegt!
Naadig Herren synes saa vel om mig, at han har ladet mig overtage Per Skyttes Gerning som Jæger. I dag var jeg ude på Jagt med Morten. En Ulv fór forbi Morten, men han skjød ikke! Jeg maatte gribe ind og skjød den for ham. Jeg lovede dog Morten, at jeg varer min Mund over for naadig Herren, lukket med syv Segl, men naadig Herren vidste besked og anklagede Morten for fuskeri!
Jeg er sørme glad for, at jeg ikke er i Mortens skotøj.

Jens' dagbog

 

Thiele den 12te september 1709

Sikken en pragtfuld Dag, i dag ville jeg bevise mit vaerd overfor Jægerne fra Viskum og Gaardherren. Den kjære Morten har laant en Bøsse af Herren. Jeg glaeder hvordan den Skolepebling klarer sig i Skoven. Og  ak ja det skete som forventet, den stjakkels Morten, jeg endnu en gang maatte frelse. Først matte jeg skaffe ham husly og i dag fra Ulven. Den kjære Morten var saa bange for Ulven, men knaegten har jo heller ikke lavet andet en at laese, saa hvad kan man forvente? Strax maatte jeg hive min Bøsse frem, hvorefter jeg skjød den brystet. Røbe ham ville jeg ej, men Herren opdagede alligjevel at han tog stikkepenge. Om aften var der gilde, Herren og Selskabet frydede sig over Mortens uduelighed, alt imens jeg nød den kjære Sofies muntre Selvskab hele aften. Jovist maa man sige at jeg er en smule gemyt efter i dag.     

Når 2 verdener mødes

”En dejlig dame. Hun har et Colgate-smil der siger spar 2. Og hendes grin! Ak ja, hvilken vidunderlig klang. Ohh hendes franske sprog går lige i trussen, og hendes stemme er som musik i mine ører. Hvor ville jeg dog ønske hun var min. Puellam formosam. Te amo Frøken Sophie”

Mens hun læste hans Facebook-status og tænkte hun ”Ikke just en prins.. Han er faktisk ret klam og nørdet..” Tanken om at en elev begærede hende gjorde hende utilpas. Hun vidste hun måtte gøre noget, for drengen havde det svært. Hun vidste at hans onkel, Søren, var død for nyligt. For helvede en lortesituation. Unum conversatione måtte haves snarest muligt.

Morten-bassen

Thiele, den 15den October 1709

Jeg tror… Jeg tror virkelig at frøken Sophie har fået øjnene op for mig. I går til middag kiggede hun på mig, og jeg kunne ane et smil. Jeg tror også de andre så det. Jeg skyndte mig straks at læse i mine bøger, dem fra Hr. Søren. Jeg må også øve mig på det franske, selvom det er blevet bedre. Det lyder så smukt når frøken Sophie taler sproget… Havde jeg dog bare lært det af Hr. Søren, da han levede. Jens er næsten ikke til at finde på gården længere, han bruger al sin tid ude i skoven for at jage dyr. Både i går og i dag kom han hjem med to store dådyr og en masse små fugle, jeg forstår det ikke. Hvad i alverden tror han selv han får ud af alle de dyr, vi har føde nok til mange uger. Jeg må da nok ærligt indrømme at det også er dejligt med friskt kød på bordet hver aften. Hvis bare min mor kunne opleve dette!

Fra Anna & Werner <3

Min sidste vilje

Jeg sidder nu og skriver min sidste vilje, men kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal svare til mange af spørgsmålene. Det sværeste spørgsmål var kommet ” hvem skal kontaktes først”. Jeg fældede en tårer, mine forældre var blevet skilt 2 år for inden. Jeg tænkte først på min mor som den første, men jeg vil heller ikke sårer min far.
Jeg tænker ikke længere på at jeg skal i krig, dette er meget hårdere. Jeg tænker længe over det og ender med at udskyde det til dagen efter. Det blev min mor jeg valgte.  

For Fædrelandet

Vi var kommet hjem fra mission. Alt var gået godt, og det hele havde været en succes. Jeg stod i campen og kiggede op på det skilt, som jeg altid kiggede på. CPH 4804.7 km. Jeg kunne stå og kigge på det i flere timer, hvis der ikke skete noget. Savnet af familien og vennerne var stort. Med 3 måneder tilbage i Afghanistan begyndte jeg at glæde mig til at komme tilbage til Danmark. Men samtidig var jeg stolt over at repræsentere mit fædreland. Tanken om at jeg hjalp alle danskere ved at kæmpe for Danmark var en fantastik følelse. 

Alene?

Alle os soldater sidder i lufthavnen. Vi skulle til at tage afsked med familien. Det eneste jeg ser, er tårer. Tårer fra alle familier, som ikke vidste om de nogensinde skulle se deres familiemedlem igen.  Det eneste de gør, er at kramme og græde. Ingen ord til at beskrive hvad de føler. Det eneste der går i gennem mit hovedet er om hvad der kommer til at ske? Hvad sker der når vi lander? Hvad sker der når vi er hjemme igen? Kommer jeg overhovedet selv?  De er der når vi tager afsted, men hvad med når vi kommer hjem?

Livet

Som sædvanligt vandrede han hjem fra hverdagens tumult den eftermiddag. Den kedelige hverdag var blevet til en rutine, sjæleløs. Mens han gik, skulede han med sine bedrøvede øjne ud over molen, imens han tænkte over livets gaver. Han kunne ikke komme på nogle. Tankerne slog fra igen. Han kom i tanke om en bro, hvorpå en elegant fredfyldt sti lå, som han tit vandrede over som barn. Han blev glad ved tanken, så han gik mod broen. Der var langt ned. Der var ikke dybt. Han kunne se stenene. Som han stod der besluttede han sig for noget… Gav efter.

Den endelige destination

Jeg er der snart. Jeg kan se lyset for enden af tunnelen. Det har været en lang kamp og snart er den slut. Måneders hårdt arbejde og nu sidder jeg tilbage med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Nu er det snart slut. Ventetiden er ovre. Mine brødre og jeg skal genforenes. Jeg klarede det og nu er jeg klar til hvad end der venter i fremtiden. Jeg kommer måske tilbage en dag, men man ved aldrig hvad der sker. Min krop sitrer. Mon jeg kan falde til? Hvad venter mig? Kan jeg klare det? 

Jeg er klar. Klar til krigen.

Et barn.

Jeg er et barn.

Jeg er et barn i krig. BANG. Jeg kan høre skud i det fjerne. De kommer tættere på. BANG. Ramt. Nu er jeg er et barn uden en far. Jeg er bange. Jeg er rædselsslagen. Jeg tør ikke tjekke hvem det var der skød. Det gør de alle sammen alligevel. Er der flere jeg kender, som er blevet ramt? Danskere. Afghanere. De kæmper en nytteløs kamp hvor ofrene er os. Os, civile mennesker som prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Fanget. Fanget i en krig, hvor vi intet har at sige. Nytteløs krig.   

Patruljen

Et skridt af gangen. Forsigtigt. Solen bager og sveden løber i dråber det presser i den bagerste del af hoved. Mine øjne klemmes sammen af det skarpe lys, da jeg hører delingsledren råber. NED. Bryster trykker hurtigere og vi venter. Jeg kigger rundt – falsk alarm igen? Længere fremme gemmer de sig. Jeg ved jeg ved. Lederen snakker i radioen, kom nu videre, vi ser dem, men ved ikke om det er ven eller fjende. FREMAD. Vi går længere frem og så kommer det. Solen som irriterede mine øjne forsvinder i et kæmpe brag – og det samme gør Christian foran mig.

Ofrene

Jeg kiggede på min bror, der lå og græd.

Vi var fanget i huset.

Skyderi udenfor mellem nogle soldater og Al-Queda.

Vores forældre var ikke kommet tilbage efter at have været ude på marken.

Vi havde begge to en frygtelig fornemmelse af hvad der var sket.

Vi prøvede at have en normal samtale, for at berolige hinanden.

Vi havde ligget der i lang tid, og det var efterhånden ved at blive mørkt, men man kunne se lysglimtene fra skuddene.

Til sidst hørte vi et stort brag, og himlen lyste op efter en granat, hvilket fik loftet til at smuldre.

Det er som at være der selv. Man mærker straks en stemning, som man ikke rigtig kan forholde sig til. Tænk hvis det var ægte. Tænk hvis det var dig. En beslutning der kræver mod, eftertænksomhed og uden tvivlet støttepunkt. En ting jeg lagde mærke til på udstillingen, som de fleste måske let overså, var en lille bede plads i en gemt lille krog, i lejeren ”Bastian”. Det fik mig til at tænke over religionen, og hvad den pludselig kan komme til at betyde for mennesker, der bliver udsat for oplevelser som disse. Det var som at være der selv.

Afskeden

Seks måneder.
Der vil gå seks måneder før jeg får dem at se igen.
Alt virker uoverskueligt som det ligger der på sengen. Om 8 timer skal alt være pakket og klar. Så skal jeg tage afsked med min kæreste og nyfødte søn. Kun fem uger efter vi havde opdaget hun var gravid blev jeg indkaldt.

Nu skulle jeg virkelig af sted. Det var ikke længere bare tanken om at kunne gøre en forskel. Jeg har trænet med min deling i flere måneder og nu skulle vi endelig derned. Men kunne timingen være dårligere. Var det nu det rigtige valg?

At gøre det nødvendige

Den sidste afsked. Det sidste brev. Et afskedsbrev. Et brev af nødvendighed –for hvad nu hvis? Hvis brevet nogensinde åbnes, er jeg død. Så hvad skal jeg skrive? Jeg skal bare fokusere på mine følelser… Hvor meget jeg elsker familie, min kæreste. Altid vil. For evigt. Jeg har svært ved at udtrykke mine følelser sort på hvidt. Det virker overflødigt. Ordene er bare skrevet af nødvendighed i et åndssvagt afskedsbrev, i nødstilfælde. Jeg føler mig tvunget til at skrive noget. Er det virkelig en nødvendighed? De ved det jo. Jeg elsker dem. Højt, meget højt.  Behøver de det på skrift?

Faste Rammer

Alle de ting man forlader. Hvad får et menneske til at forlade sine faste rammer, sine vaner og ikke mindst menneskene omkring ham/hende?  Du drager frivilligt af sted til et land, som er dybt fremmet for dig mht. kultur, klima osv., men inden du overhovedet er dernede, skal du sige farvel til dine nærmeste. Du står i en lufthavn, dine pårørende står omkring dig, de klapper dig på skulderen og ser på dig med undrende blikke. I virkeligheden står du selv og håber på, at dine sidste ord snarere er et ”på gensyn” indtil du atter ser dine pårørende igen.

Min Sidste Vilje

”Tænk hvis …” Det er det værste. ”Tænk nu hvis …” Det er jo umuligt at tænke det til ende! Alt kan ske, og man kan ikke vide, om man kommer hjem. Eller i hvilken tilstand, hvis man gør – hvis man er heldig. Held. Det hele er ren lotto.

 

Hvis man så endda bare kunne være sikker på, at … Men det kan man ikke. Man skal ”tænke nu hvis …” Tvivlen. Man skal være i tvivl. Man er så vant til livet, at man ikke kan forestille sig det truet.

 

Jeg har ingen sidste ønsker! Jeg har kun tvivlen.

Et valg der kan betyde liv eller død

Vi er landet. Min krop er anspændt. Hjertet banker hurtigere. Om et øjeblik åbner døren. Jeg kan ikke vende om nu. Jeg venter forventningsfuldt. Jeg ved godt, hvilke risici missionen indebærer. På den anden side af døren, venter der mit livs største udfordring. Jeg ved med sikkerhed, at dette ændrer mig for altid. Døren bliver åbnet. Forsigtigt træder jeg et skridt ud af flyveren. Jeg ved, at dette bare er ét af de mange skridt som ligger forude. En enkel fejl kan betyde liv eller død. Jeg ved, hvad der skal gøres, og jeg lukker af for tanker og følelser.

ILLUSION / VIRKELIGHED

Sandkornene flyver let  i vinden. Det ørkenlignende miljø er min hverdag. Ligesom skuddramaerne, blodbadene og adrenalinen. At være i krig er min virkelighed…

Bankassistenten eksisterer ikke længere. Jeg er en dansk soldat. En stolt én af slagsen. Side om side med de andre soldater, bære vi den danske stolthed.  Vi ændrer verden , og gør en forskel. Dette liv giver mening for mig. At være i krig er min virkelighed…

Jeg mærker en hånd strejfe mig let på kinden. Jeg vågner, kigger forvirret omkring stuen. Klokken er 19.00.

-        ’TV Avisen starter nu skat’.  Sagde konen

Denne virkelighed er illusionen…

De var brødre

Det var varmt, alt for varmt. Varmen blev forværret af presset. Men de var alle i samme båd, de var brødre.

Hjertet bankede hurtigere, de havde aldrig været mere presset. Kun uhyggelige overraskelser kunne dukke op. Men de holdte sammen, for de var brødre.

Faren dukkede op, i form af kugler. Men de var krigere. En af dem vovede sig frem.

Men så gik det i stå. Nu var han kun et livløst legeme.

Frygten var stærk.

Men brødrene adlød den ikke. Broderen skulle ikke dø forgæves.

Så den dag, var der ikke én, som overlevede.

For de var brødre.

Hjemme igen - eller?

Jeg har nu været i Afghanistan i et helt år og er endelig kommet hjem. Men hvorfor føler jeg ikke, at jeg er den ’gamle mig’. Alt føles så meningsløst. At kunne sove trygt. At kunne sidde i stille og ro. At jeg ikke skal være klar til at tage på operation. Har jeg virkelig levet sådan et roligt og trygt liv, mens alle de uskyldige nede i Afghanistan har levet under de ringe forhold? Jeg glemmer i en stund meningen med min tilstedeværelse i Danmark men så ser jeg hende. Min dejlige kone.

Ja jeg er endelig hjemme igen. 

Patruljen

Den tunge rygsæk og varmen er uudholdelig. Jeg går i mine egne tanker. Pludselig høres et øredøvende brag og jeg flyver et par meter bagud. Alt er røg, og mine ører hviner. Jeg er i chok. Først nu går det op for mig, hvad der er sket. Røgen letter, og kammeraterne stormer til mig. Jeg kan ikke fokusere. Skikkelserne farer rundt. Laver fagter. Råber. Men jeg hører intet. Overvældende smerte skyder op som et lyn nede fra mine ben. Jeg ser ned af mig selv. Jeg kan ikke få øje på mine ben. Hvorfor, tænker jeg til mig selv. Hvorfor.

Magt

Jeg kan simpelthen ikke svare dig på det, min hjerne er helt tom for idéer. Svarede en af de andre udsendte soldater, da jeg stillede ham spørgsmålet. Jeg havde gået og grublet over det i lang tid nu, jeg hungrede efter svar på ét spørgsmål, som snart havde så stor betydning for hele min tilstedeværelse i denne krig, at det kunne gælde liv eller død! Afghanerne havde heller ikke nogen anelse, jeg må blot have forvirret dem når jeg stod med mit kryds og tværs, fra politikken og pegede.

Et ord på 4 bogstaver der er skyld i denne krig _ _ _ _

Afsked

Han betragtede hende gennem det halvduggede vindue. Han huskede tydeligt den morgen, hvor de tog afsked. Han havde lænet sig tæt ind til hende, hvisket at han nok skulle komme hjem igen og hun havde kigget på ham med sine diamantgrønne øjne. Det var disse øjne, der nu sorgfyldt kiggede ud gennem vinduet. For en kort stund glemte han hvor han var og begyndte at kalde hendes navn. Virkeligheden gik op for ham, da han fik øje på fotografiet i hendes hånd, fotografiet af ham og hende, hvor der nederst stod skrevet – ”Du vil altid leve videre i mit hjerte”.