Alle os soldater sidder i
lufthavnen. Vi skulle til at tage afsked med familien. Det eneste jeg ser, er
tårer. Tårer fra alle familier, som ikke vidste om de nogensinde skulle se deres
familiemedlem igen. Det eneste de gør,
er at kramme og græde. Ingen ord til at beskrive hvad de føler. Det eneste der
går i gennem mit hovedet er om hvad der kommer til at ske? Hvad sker der når vi
lander? Hvad sker der når vi er hjemme igen? Kommer jeg overhovedet selv? De er der når vi tager afsted, men hvad med
når vi kommer hjem?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar