FIFA

Det hele startede i 2003. Jeg blev forelsket ved første blik. Det var noget, som jeg bare skulle have. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg måtte eje det. Det hele startede foran computeren. Med fingrene placeret på pile tasterne og a, s, d og w gik der flere timer hver dag. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg på kort tid havde fået opbygget et tæt forhold til noget helt specielt. Jeg vidste at dette forhold ville vare i laaaaaaaaaang tid.

Efter et år med utrolig mange fantastiske oplevelser, var det tid til, at der skulle tilføjes et nyt medlem til familien. Hvert eneste år er der så blevet tilføjet et nyt medlem til den dejlige familie. Det sker i slutningen af september. Dagen er noget helt specielt. Det er ligesom at have fødselsdag og holde juleaften på samme tid.

De første 3 år blev vi forenet hvert år på min dejlige computer. Efter tre gode år hvor de eneste taster, som blev brugt på tastaturet var piltasterne og a, s, d og w, valgte jeg at skifte til Playstation 2. Her tilbragte jeg 4 år, hvor der var inkluderet kontrollers og scartstik. Det tog 4 år, før der skulle ske forandring igen. Efter at have investeret i en Playstation 3, var det tid til at skrive et nyt kapitel i vores forhold. Scartstikket var skiftet ud med et HDMI stik, så billedet var blevet bedre og mere virkeligt at se på.

Efter at jeg startede i gymnasiet, har det været svært at få kvalitetstid til at være sammen med min elskede, men så snart jeg har haft mulighed for det, har jeg prøvet at være sammen med den, så lang tid som det har været muligt.

I år er noget helt specielt for mig personligt, vi har 10 års dag i år. Den 28. september 2013 skal der skrives et nyt kapitel i vores forhold. Efter 10 år sammen er det gået fra at hedde

FIFA 2003 til FIFA13. Vi har haft et forhold med både opture og nedture. Vi har grædt, og vi og har grinet. Du har gjort mig glad, men også sur ind imellem. 

Jeg elsker dig FIFA. Dig og mig for altid!

Hvorfor tænker nogen sådan?

 

Hvorfor skal verdenen være sådan? Kan problemerne ikke løses med diplomati? Hvordan kan det være at nogle mennesker kan finde på at gøre sådan noget? Det er nogle af de tanker der falder mig ind, når jeg ser de her billeder.
Det ene billede er fra 11. september 2001, hvor nogle terrorister fra Al-Quada fløj ind i World Trade Center. Terroristernes motivation var troen, troen på at de ville komme i himlen og få et godt efterliv, noget som ikke engang er sikkert, og troen på at islam er den overlegne religion, og at kristne er nogle vantro mennesker. Det var de begrundelser der var for at tage livet fra tusindvis af uskyldige mennesker, der garanteret havde mand/kone og børn. Hvordan kunne de finde på at gøre det? Bare fordi nogle mennesker havde en anden tro, og ikke var ligesom dem, så skulle de flyves ned.  For at gøre gengæld, så vælger USA’s præsident at sende en hær ind i Afghanistan, men som de gamle ordsprog siger, vold avler bare mere vold og vold løser ingen problemer. Præsidentens handling gjorde bare terroristerne i Afghanistan endnu mere vrede, og planlægger garanteret nye terrorhandlinger mod USA for at få hævn.  Men det er selvfølgelig ikke alle muslimer der er sådan, der er også mange muslimer der er åbne overfor andre religioner, det er kun en lille skare der er så ekstreme i deres tro. Men desværre så har den lille skare dræbt mange uskyldige mennesker.
 Det er ikke kun de muslimske terrorister der er sådan. Der findes desværre mennesker over hele verden, der ikke kan klare en anden form for holdning. Det skete senest i Norge 22. Juni 2011, da den norske højreekstremistiske terrorist Anders Breivik begyndte at skyde på øen Utøya. Som billedet til højre viser, hvor der ligger en masse lig rundt om en ”politimand”. ”Politimanden” er Anders Breivik der har skudt og dræbt en flok unge mennesker fra partiet Arbeidernes Ungdomsfylking (Et parti der går ind for et frit og retfærdigt samfund) der camperede på øen. Igen så skulle de mange uskyldige unge mennesker, der havde en lys fremtid i møde, bare møjes ned, fordi de havde en holdning end ham.
Når jeg ser de to billeder, så tænker jeg på hvor primitive vi mennesker egentlig er. Vi har levet på samme måde i århundrede, hvis vi vil have noget eller hvis der er nogen vi ikke kan lide, så løser vi det med vold, men det er en forkert tankegang. Mennesket skal være bedre til at komme overens ligegyldig race og religion. Vi skal alle være bedre til at tale os ud af problemerne. Hvis vi gjorde det, så ville der ikke være sådan nogle billeder som øverst. Og vi ville ikke bruge så mange penge på militær og sikkerhed, og kunne derfor hjælpe den 3. verden endnu mere.

Betagende kunst

  

   Man siger at et billede siger mere end tusinde ord. Det er jo noget vrøvl, for hvem har nogensinde hørt et billede eller et fotografi tale. Men når et billede virkelig fanger beskuerens opmærksomhed, og tvinger tankerne til at arbejde på højtryk, må det siges, at billedet er så tæt på det verbale liv som det kan tillade sig. 

   Og det kan være smukt. Smukt, når et billede gør indtryk. Når et billede rører sine beskuere så dybt, og betagelsen af motivet har taget kontrol tankegangen, når man er som boltret til gulvet, man kan kun stå og betragte billedet, beundre billedet, vurdere billedet. Det føles som om, at otte klæbende blæksprutte-arme pludselig formes ud af rammen, og holder kroppen fast – det er umuligt at flytte sig. Gør man modstand, klemmer armene hårdere, og de små, geléagtige sugekopper, der systematisk sidder langs dyrets arme, suger sig blot et til stærkere greb. Man er nødt til at stå, og overveje, hvordan det kan lade sig gøre for en kunstner, at udfolde sig så kreativt på et lærred, og skabe så meget liv og følelse. Det er betagende, bevægende og ikke mindst imponerende, at så talentfulde kunstnere har fået lov at leve i en verden som vores. Tak.

   Når denne oplevelse er faktum, kan et billede let få en til at tænke op mod de tusinde ord på ganske få minutter. Det føles som en besættelse. En besættelse af taknemmelighed over at have fået lov at se dette enestående stykke kunst. Og efter at have betragtet det ydre af maleriet, bevæger man sig dybere ind i billedet, og læser mellem linjerne(penselstrøgene…) og begynder at lede efter den tanke og det formål maleren har haft, da han gennemførte udviklingen af sit motiv. Man søger og man søger, og pludselig er den der! Den åbenbaring man har gravet efter, og når man endelig får revet sig fri, af den trance-lignende tilstand man har været i, er det som om man lige er vokset ti centimeter. Man har fået en oplevelse, man aldrig glemmer, et mærke for livet. Man er blevet et helt nyt menneske.

Det var den følelse jeg fik, da jeg så billedet ”Midnight Blue” fra 1970, malet af den amerikanske maler Barnett Newmann.

Seriøst. Barnett Newmannn. Hvor FÅR du det fra?

Titel.. Hmm. Bromance?

At skrive om et billede… Hmm, ja den var værre. Og så endda med sommerferiehjerne. Hvilken uoverkommelig udfordring. Og hvordan skal denne billedbeskrivelse foregå? Skal jeg blot vælge et klassisk berømt maleri og køre halvt koncentreret derudaf, eller skal jeg måske mirakuløst komme på noget abnormalt. Ingen af delene, tænker jeg umiddelbart. Jeg kunne måske lave noget komisk? Mit humør lægger nok ikke lige i det hjørne, da den årlige post-sommerferie mini depression netop har ramt min ømme sjæl. Eller måske kunne jeg prøve at ramme noget komisk for at løfte mit eget humør. Det synes næsten for godt til at være sandt.

 

Ja, jeg valgte dette billede. Okay.

Dette fantastisk ’posede’ billede frembringer nu engang lidt glæde i min hjerne. Ikke kun lidt… Jeg sidder faktisk netop nu med et fjoget smil midt i krydderen. Man kan snildt argumentere for en række klamheder ved dette billede, men ’hva fa’en’, vi har det jo sjovt. I tænker nok at det var lige over grænsen. Måske.

Dette billede er ikke kun et fremragende eksempel på et excellent ’bromance’-forhold mellem to halvsvedige behårede gutter… Nej, det løfter sig op på et højere niveau! Lykkelighed. Og er det ikke det vi alle stræber efter? Er det ikke derfor, vi netop nu skriver den opgave? Så vi få fat på en studenterhue, og derved opnå større mulighed for succes på arbejdsmarkedet, så vi i enden sidder med et fantastisk job, der gør os lykkelige. Et godt lønnet job så vi kan forsøge familien, eller bare et job som vi nyder at møde op til hver morgen? Det er uoverskueligt. Men vi er nu engang godt stillet. Bare det at vi har muligheden for at gennemgå en række stjerne dyre uddannelser, som skattefar nok skal betale for. Det er næsten for godt til at være sandt, når man ser på vores system med klapper for øjnene. Hvordan kom jeg helt herud? Jesus.

Fedt, en ferie med fest, farver, lige hvad man havde brug for efter et helt år med næsen i bøgerne. Denne følelse af frihed bliver dog bræt stoppet, for en lille aflevering på Lectio, fik mig til at hænge med mulen, og pludselig lignede min ferie ellers så fede ferie en grå overskyet himmel, og enhver må da være enig bare et enkelt blik på den studerende pige på billedet sender tankerne et sted hen. GAB !

Desværre beskriver billedet meget godt en gennemsnitlig students aftener,  et par gange om ugen. Men hvad er det egentligt som gør at vi studenter altid brokker os?  For mange timer, for mange lektier, for lave karakterer ? uddannelse er en kæmpe mulighed, ikke en straf og her i Danmark bliver vi puslet så meget om at det er der mange som ikke forstå.

Fordi i mange andre lande beskriver det næste billede her desværre virkeligheden. I et land som USA, koster en uddannelse uhyrlige summer af penge, og mange får aldrig nogensinde råd til at få sig en ordentligt uddannelse. Jeg havde en ven i USA, og hans eneste mulighed var at få et sports stipendium. Hans familie var fattige, og ville ikke kunne finansiere hans uddannelse, og de havde 3 børn. Det var en oplevelse som var utroligt tankevækkende for mig.

Det er et stigende problem for mange lande at deres unge simpelthen må fravælge en uddannelse bare på grund af at det er for dyrt.  Men selvom at statuen på billedet bærer på en kæmpe rygsæk, med ordet ”debt” – gæld, så er uddannelse altid det bedste valg. Ellers kan de kun vælge et mindsteløns job, som i USA. Hvor at det ikke er urealistisk at få 20kr i timen.

Så jeg må ærligt indrømme at skrive denne aflevering, ja de har jeg ikke taget særlig tungt. Nu glæder jeg mig bare til om et år ! fordi der er det min tur til at få hatten på !

Goddag fantasi.

Dengang jeg fyldte 10 år fik jeg et komplet make-over af mit værelse i fødselsdagsgave. Jeg kan huske, at vi tog i Ikea og købte nye møbler, og da vi kom hjem, blev det hele samlet og sat op. Værelset var perfekt, bortset fra én ting: der var ingen pynt på væggene og det gik mig på, så jeg spurgte min mor, om hun havde nogle plakater jeg kunne hænge op. Hun fandt i stedet for plakaterne et maleri frem. Det bestod af blå farve med forskellige nuancer, grå ”striber” og 2 gule prikker. Jeg fik det hængt op lige over min seng så jeg kunne kigge på det, når jeg skulle falde i søvn. Som dagene gik, blev jeg gladere og gladere for billedet og til at starte med forestillede jeg mig, at det var et slags ”vindue” med havudsigt, lige midt på mit værelse.

Da jeg fyldte 11 år fik jeg min første mobiltelefon, som havde et kamera… et meget usselt kamera. Idet jeg var så glad for billedet, besluttede jeg mig for, at det skulle være min baggrund på telefonen. Jeg tog billedet med telefonen og indstillede det til at være mit nye baggrundsbillede.

Nogle dage efter opdagede jeg, at billedet jeg havde taget af maleriet ikke stemte overens med det ”rigtige” maleri. På grund telefonens usle kamera var der pludselig en række striber på maleriet, som ikke var der før. De var placeret lige ved den nederste af de gule prikker, hvilket gjorde, at den gule prik nu lignede en fisker med regntøj på, som sad på en sten ved en lille sø og fiskede – i mine øjne. Jeg viste det til mine forældre og de kunne også se, at det var anderledes, men de så alligevel ikke det samme som jeg gjorde. Jeg er ret sikker på, at maleriet ligger i kælderen et sted, og billedet stadig ligger på min telefon, som er begravet et eller andet sted i alt mit rod.

I mine øjne et perfekt eksempel på, at måden malerier og kunst opfattes på afhænger af øjnene der ser, og at der i realiteten ikke skal ret meget til for at denne opfattelse ændres – og så selvfølgelig en dårlig mobiltelefon til, at hjælpe det hele lidt på vej.

Det var så slut på denne ferie. Jeg nyder de sidste solstråler, i selskab med familien på amager strand, inden vi igen skal sidde på skolebænken bag de triste grå facader i morgen. Denne gang er det en ekstra mærkelig følelse. Ved tanken om at den sidste skolesommerferie er forbi, og at det om et år er slut. Slut med 7 ugers sommerferie, men nok ikke slut med bøger og lektier. Det bliver et helt specielt år, med mange udfordringer og hårdt arbejde, men helt sikkert også med en masse fantastisk oplevelser, med nogle mennesker, som er blevet utroligt tæt knyttet på meget kort tid.

Det kommende skoleår bliver specielt på mange måder. Det bliver både hårdt, surt, trist og til tider ulideligt, men det kommer samtidig også til at bringe en masse glæde, festlig stemning og ekstra meget sammenhold. Det bliver året hvor man skal sætte sit sidste præg på eksamensbeviset og det frygtede gennemsnit, året hvor nogle må kæmpe, mens andre klarer sig igennem, så let som at klø sig i håret. Men i 3.x er det intet problem for der er hjælp at hente fra vennerne.

Lad det blive et fantastisk og uforglemmeligt år. Hvor vi står sammen og får det bedste ud af det. J

Frem med træningsskoene igen

Sommeren i år er ved at nå sin ende. Vi er kommet hjem fra en afslappende ferie, og lige rundt om hjørnet venter den travle og hektiske hverdag. Både arbejde og skole kalder. Men hvad der er værst, er de ekstra kilo man har taget på i løbet af ferien. Det jo ikke så overraskende alligevel. Sommerens søde sager og den gode velsmagende mad. Ih vi kan jo ikke lade vær med at falde i fælden. Før man ved det stiger tallet på vægten. Men så er det jo bare om at komme i gang igen med at motionere!

Er det svært at finde motivation? Så tag en eller flere veninder med under armen, og cykl af sted til fitness centreret. På denne måde kan man presse hinanden til det yderste. Før du ved det stiger pulsen. En hedebølge spreder sig langsomt gennem din krop. Den første sveddråbe falder fra panden. Det brænder endda i dine muskler, og du har lyst til at give op. Men måske burde du tænke dig om en ekstra gang. Giver du op fordi at du virkelig er træt? Eller er det fordi at du simpelthen ikke magter mere. Der er masser af undskyldninger!

I Fresh Fitness har de designet deres vægge med inspirerende citater. Fx disse.

En rigtig god motivation til at lige give den en ekstra skalle. Det kan få dig til at tænke over situationen før du bare giver op.

Efter træningen kan du forlade centreret med den herligste følelse i kroppen. Endorfinerne flyver rundt i kroppen, og du kan føle dig stolt over, at du endnu engang tog derop. Med en træt krop klapper du dig selv på skulderen, og cykler velfornøjet tilbage hjem igen.

Lige pludselig var den træning det værd alligevel, ikke? Væk med den dårlige skyldsfølelse over at ikke røre sig. Tag ud og få det gjort, for den eneste der stopper dig, er egentlig dig selv.

Minder..

Når jeg kigger på tegningen ser jeg minder, glæde og forventninger, jeg ser en fortid som en lille lykkelig pige, men hvis en hvilket som helst anden person kigger på tegningen, ser de sikkert ikke andet end en tegning som en far engang har tegnet til sin lille datter.

Min far har tegnet den her tegning til mig for omkring 12 år siden og den forestiller fremtiden og lykken. Den forestiller det hus vi var i gang med at bygge for ja, godt 12 år siden. Når jeg kigger på tegningen ser jeg som sagt en masse minder. Jeg ser minder om min far, mor, lillesøster og jeg i en lille lejlighed som vi lånte af min mormor og morfar, jeg ser minder om min første skoledag sammen med min bedste veninde. Jeg ser minder om savnet til at eje en have, som man kan fjolle rundt i. På tegningen har min far tegnet en lille hund, som tilsyneladende ligner en lille sort klat. I år 2000 ejede vi ikke en hund, faktisk ejede vi slet ikke nogle dyr overhovedet, så man kan vel sige at den lille sorte klat på tegningen var en lovning på at jeg måtte få en hund engang i fremtiden.

 Jeg savner den gang hvor jeg bare var en lille pige på 6-7 år uden bekymringer og sorger, jeg savner at kunne være et barn, som ikke skulle tage stilling til hvad jeg ville længere henne i livet, men bare skulle fokusere på at lege, fjolle rundt og være et barn. Jeg savner den uendelige glæde man har som et barn. Jeg savner at alt næsten kunne gøre en glad, selv noget så dumt som at få et lille stykke slik hos pizzamanden. Jeg savner at man bare kunne rende rundt og være naiv og tro at verden var et stort magisk sted. Jeg savner at tro.. At tro på at julemanden, nisser, feer og påskeharen alle er virkelige. Jeg savner den magiske verden jeg levede i, hvor det eneste jeg skulle bekymrer mig om var om alle mine Barbie- og Bratzdukker ikke var væk.

At være et barn er som at leve i en magisk boble af lykke, glæde, fantasi og naivitet, og det savner jeg faktisk. Jeg savner ikke at vide bedre, og bare tro på at alt hvad jeg får at vide er sandt. Men noget af det gode ved at være vokset op er at høre barndomshistorier og på den måde drømme sig tilbage i den magiske boble.

Jeg savner at være et barn…

Højt at flyve - dybt at falde

Frida Kahlo- 'The suicide of Dorothy Hale' 1938-1939

Frida Kahlo

Frida Kahlo…

 Mexicos ikoniske surrealist, kommunist en stakkels handikappet kvinde med ægteskabsproblemer, eksotisk, mystisk.  Jeg kunne blive ved, men med disse ord kan beskrive Frida Kahlo (1907-54) korte, men kompliceret, smertefulde og lidenskabeligt liv. Som blot 18årig blev hun invalideret ved en trafikulykke. Derfor gennemgik hun talrige operationer. Hun var gift med Diego Rivera, mexicansk maler, som hun levede et indviklet liv  med utroskab, skilsmisse og genforening. 

                                                                                                                            

Da hun begyndte at male surrealistiske billeder siges det, at hun malede sin egen virkelighed, sin egen skæbne i et ”sprog” inspireret af den farverige og symbolske mexicanske kultur. 

I sine motiver behandler hun ofte temaer som lidelse, splittelse og længsel.

 Jeg syntes, at’ The Suicide of Dorothy Hale’ er et billede der siger mere end 1000 ord. Det vakte mig stor interesse. Da jeg nærstuderet billedet  fandt jeg ud af, at den faldende kvinde i klædt hvid kjole ’omfavnet’ af skyerne/himmelen, er den samme kvinde i sort kjole liggende på jorden udtryksløs og blødende. Jeg er i sær fascineret af kontrasterne der findes på billedet. Den sorte og hvide kjole, himmel og jord, de mørke og lyse farver. Alt dette giver mig associationer omkring liv og død. To vidt forskellige begreber der alligevel bliver ”forenet” på dette billede.

Dorothy Hale

Men billedet er ikke ”bare” et fantasifuldt mesterværk af Frida Kahlo. Dette billede blev inspireret af den smukke amerikanske skuespiller Dorothy Hale (1905 – 1938), som begik selvmord. Det siges, at hun sprang ud over sit daværende hotels vindue. Pga.  Hales profession og udseende, blev introduceret til den høje sociale klasse og luksuriøst liv. Desværre havnede hun i finanskrise, som resultatet af hendes mands død, dårlige affærer/forhold og lån.

Jeg synes, at Dorothy Hales historie fungerer ikke blot som et ”minde” af skuespilleren. Billedet kan sagtens relateres til andet. Hvis der tages udgangspunkt i Hales liv, blev hun ”fanget” af det glamourøse liv, hvor hun til sidst måtte indse, at festen snart var forbi eller som hun udtrykt inden hun begik selvmord :  'Well that's the end of the vodka. There isn't anymore.”  Dette billede og historien bag, kan forbindes til den menneskelige vildledelse. Tilpasningen af nye omgivelser og miljøer kan generelt fører til en form for fortabelse og fangenskab. Den hårde kamp om ”overlevelse” kan ende med identitets kriser, og i værste fald som Dorothy Hale på billedet, i sort kjole udtryksløs, blødende og død.

Ja, som billedet tydeligt illustrer er det højt at flyve, men dybt at falde…

Otto Frellos verden

Hvis der er en malers univers der kan fænge mig, er det den danske illustrator og kunstmaler Otto Frellos. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med hans malerier, var i Helligåndshuset i  København for et par år siden. Otto Frello, en tynd, ældre herre med hvidt hår, gik selv rundt blandt gæsterne til hans udstilling og snakkede lystigt med gud og hver mand. Han havde en varm personlighed og jeg synes det var fedt at han var så nede på jorden. Kombinationen af hans søde væsen og hans kunstneriske evner gjorde at jeg købte hans bog ” Otto Frello – den ukendte maler”

Det man ser i en bog, er dog ikke det samme som at stå og kigge på malerierne. Hvis man kigger efter, er der på det øverste billede ”To Kvinder” små sommerfugle og jeg husker tydeligt forundringen hos mig og mange andre, da vingerne på disse pludselig baskede engang imellem. Det er dét der er så forunderligt. Man ser på hans malerier og ser helheden, men det er ikke dét der er pointen. Pointen er helt basalt at man stopper helt op, og giver sig selv tid til at se de bittesmå detaljer, der tilsammen danner netop den helhed. Det er her man opdager Peter Plys og hans venner i baggrunden !!

Det midterste billede, som hedder ”Stormvejret”, kan jeg godt lide, fordi det fortæller en brøkdel af en historie, som man selv har lyst til at digte videre på. Hvem og hvad er det ude i vandet? Hvad laver de fine kvinder alene? Hvad er der sket med båden? Samtidig bruger Otto Frello rigtig mange små detaljer kombineret med et farvespil, der drager øjnene.

Det nederste billede er et fotografi af Otto Frello selv foran hans maleri " Den Lille Havfrue". Sidste gang han udstillede, nemlig i 2009, var han 85 år. Rimelig imponerende..

Så alt i alt, hvis I en dag falder over et billede af Otto Frello - så kig lige en ekstra gang (;

Krigens Ansigt

Krig. Ifølge definitionen, en vedvarende organiseret og bevæbnet konflikt. Begrebet har sat mange forskellige negative følelser i gang, men ingen overraskelse, når man har fået en idé om dens konsekvenser.

Salvador Dali har på sin egen måde valgt, at illustrere konsekvenserne ved dette maleri:

Og maleriet lader tilskueren virkeligt føle smerten. Med andre ord, er det et ret så skræmmende syn.

I en flad, skummel og isoleret "ørken", springer et så frygtindgydende, skræmmende og mystisk kreatur lige i øjnene på en. Fryser enhver sjæl til øjeblikkeligt, hvor der ikke mærkes andet end den ætsende følelse af at det værste man kan finde i universet, står en ansigt til ansigt. Med munden, og hvad der burde være øjnene, formet som det mest rædselsfulde ansigt man har set i et stykke tid. Og med slanger, som står klar til at fortære en som piratfisk, ved man at man ikke har en chance. Men det mest afskyelige og skræmmende ved dette så skræmmende væsen, er dets uendeligt mange smadrede kranier, som alle ser uhyggeligere ud, for hvor mindre de er. 

Alle disse følelser, i et kort sekund. 

Hele hovedet i subjektiv form, repræsenterer død og forfald. Så det er ikke så overraskende, at hovedet ligner noget der står klar til at forårsage smerte og død i store mængder. Men at hovedet fortsætter med at reproduceres i en al uendelighed viser, at selve maleriet symboliserer død og forfald, i en evighed. 

Men efter man er blevet for træt til at lade gyse over billedet, begynder man sjovt nok med at undre sig over, hvorfor hovedets (og dets uendelige dobbeltgængere) humør er så elendigt. Man får endda lidt medfølelse og begynder med at tvivle over, om det egentligt er hovedet, der er monstret.

Hvad nu hvis det er hovedet, der er ofret?

Hvad hvis Krigens Ansigt ikke føler andet end melankoli, forfald og smerte, frem for ondskab?
Hvad nu hvis det flydende nederst til højre på billedet er blod fra mødres børn, og at Krigens Ansigt sørger over dette tab?

På trods af at maleriet er så bizart, var Dalis formål ikke, at gøre mennesker utilpas. Formålet var, at give mennesker en illustration, over hvad krig har at give: ikke meget andet end død og elendighed.

Tilstedeværelse

Tænk hvis du kunne bide sådan i et æble! Tænk dig at tage en stor, glad bid og efterlade den kærligste hilsen som aftryk. Ville du så bare tage dig en ny saftig mundfuld, eller ville du sende hilsnen videre?

Det er stort set ligegyldigt, hvad vi foretager os; vore handlinger efterlader spor. Nogle gange planlagt, andre gange efter tilfældighedernes spilleregler. Én regel er dog bestandig: Lad være med at slette dem. For hvis du ikke tillader andre at mærke de aftryk, du sætter på din omverden, så er din tilstedeværelse spildt, og ingen kan kende dig. Du er den, du er, på grund af de ting, du gør, og de virkninger, gode som dårlige, det har på andre. Uden handlinger, der gør indtryk og forårsager forandring, kan du ikke kalde dig for dig.

  Hvis du tisser dit navn i sneen, for dernæst at strø salt ud, så har det ikke været til glæde for andre end dig selv – det kaldes ensomhed. Hvis du får en tatovering et sted på kroppen, der er dækket af tøj, så ved kun du, hvordan du i virkeligheden ser ud – det kaldes en hemmelighed. Hvis et kærestepar ridser et hjerte med deres initialer i barken på et træ dybt inde i skoven, hvor ingen kan se det, så har det ikke nogen værdi – det kaldes ironi.
  Skriver du et digt, så lad nogen læse dine tanker, selvom du ikke er digter. Maler du et billede, så lad nogen se dit sind, selvom du ikke ved, hvordan man lægger skygger. Synger du en sang, så lad nogen høre din smag; bager du en kage, så lad nogen smage dit værk; oplever du noget spændende, så fortæl nogen om det. Sårer du nogen, så sig åbent og ærligt, at du ikke kan lide personen, eller at det ikke var med vilje. At skjule de små og store ting, der gør dig til den, du er, er at skjule dig selv. Og at skjule dig selv er selvmord.
  En verden, hvor man kan lade sine mærker bestå, gode såvel som dårlige, er en verden uden skam og en verden fuld af ærlighed og åbne hjerter. Lad os se dit inderste jeg, lad os elske dig på godt og ondt for den, du er, og tilgive dig for det, du gør galt – eller i det mindste hade dig med hånden på hjertet, så vi alle ved, hvordan landet ligger. Vis dig selv og dine fodspor frem, så vi kan finde vej til dit sande jeg.

Hvis du bider af et æble, og aftrykket, hvor usandsynligt det end synes, har form som et hjerte, så blæs på din sult for en stund og send æblet rundt. Lad verden se det! Lad os se dit mirakel!

Du må også gerne skære hjerteformen ud med en kniv – vi vil stadig blive glade for at se det.

Når jeg ser på dette billede, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvor forkert det er at lade mennesker sulte verden over. De store nationer bruger kæmpe pengesumme på at forbedre deres militær og føre krig. Hvis alle verdens lande bare brugte en tiendedel af de penge der går til militæret på at forbedre levestandarderne for verdens fattigste, så ville vi med sikkerhed kunne få reduceret antallet af de mest fattige med 90 % eller mere.

   Vores hjerne er en gammel hjerne i en ny verden. Det må være muligt at gøre op med stenalderhjernens måde at håndtere tingene på, og begynde at tænke på det store billede og ikke mindst vores fremtid. Jeg er overbevist om, at det er både nødvendigt, men også det bedste for menneskehedens fremtid, at behandle hinanden bedre, og stoppe de hjernedøde krige der ingen gavn har for vores fremtid. Det er rigtigt når folk siger at det er i vores natur at kæmpe for en plads i solen. Men at det er en del af vores natur gør det ikke nødvendigvis rigtigt, at trampe på andre for at opnå dette. Og især ikke når man ser på hvordan vores verden ser ud nu. Det er en lidt skræmmende tanke, at vi har nok atombomber til at udrydde menneskeheden i et snuptag. Jeg siger ikke at det vil ske, men det er så langt ude vores krige har bragt os.

   På langt tid kan det måske endda være en god forretning at hjælpe de fattige lande med at komme op og stå, så de kan understøtte deres egen befolkning. For hvis de fattige fik en uddannelse, et job og på den måde penge, så kunne de også købe ting fra de vestlige lande der så kunne holde deres produktion i gang, og dermed holde job i gang der skaber penge for mennesker. Alt i alt mener jeg at det må være muligt at skabe en verden der har en smule medmenneskelighed – det skader nemlig ikke. 

Tankevækkende kunst af Pawel Kuczynksi

Jeg er ikke selv meget kunstnerisk, jeg er egentlig heller ikke god til at værdsætte kunst, jeg ved at det er vigtigt for mange mennesker, men jeg har svært ved at sætte mig ordentligt ind i det. Jeg kan ikke sætte mig ned og pointere alle de forskellige fantastiske aspekter som der er ved en kendt skulptur eller maleri, jeg har bare ikke rigtigt øje for sådan noget!

Men man behøver ikke at være dybt kulturel, eller en erfaren kunstgængser for at værdsætte og forstå Pawel Kuczynskis tankevækkende malerier. I dette blog-indlæg vil jeg beskæftige mig med to billeder fra Pawel, som jeg føler, er meget relevante i dag.

Det første billede viser en politiker som er i gang med at give en tale, hans ord bliver opfanget af mikrofonerne, ledningerne fører videre ud til at tykt kloakrør hvor der flyder noget brunt skidt ud af, lige nede i kloakken. 

Billedet repræsenterer jo selvfølgelig politikkernes generelle utroværdighed, hvordan der bliver lovet at alting nok skal blive bedre, hvis bare magten gives til dem, men hvor man ser bagefter, at halvdelen af de lovede ting ikke bliver overholdt. Man kan da sige at det politikkerne lover, er det rene lort, lige til kloakken. 

Såvel som det ses i resten af verdenen ses det også i Danmark. Den nye røde regering har ikke overholdt mange af de løfter som de gik til valg på. Mange af de forslag som de gik til valg på, er røget lige ud i rendestenene.

Hvilket leder mig smukt videre til det næste billede. Et billede der viser noget grønt flydende snavs som flyder ned i en rist der fører til en kloak. Dette er dog ikke et normalt kloaksystem, men derimod mediernes kloaksystem, som billedet så smukt illustrerer ved at gøre risten til en del af en avis.

Man kalder medierne og pressen for den fjerde statsmagt. Den statsmagt som har så stor indflydelse på så mange mennesker. Man skulle tro at en sådanne magtindehaver ville bruge sin magt selvstændigt og ansvarligt, men selvfølgelig nej. Og man ser det endnu engang I Danmark, hvordan der lægges censur over specielle emner, så snart en magtfuld kineser vælger at komme på besøg. Man ser hvordan der bliver lagt fokus på andre emner, for at mindske opmærksomheden på det dårlige ved samfundet, og ved det politikkerne gør. 

Og det er ikke kun i Danmark man ser det, men hele verdenen! Kæmpe store demonstrationer og protester finder sted mange steder i hele verdenen nu, men der er næsten ikke nogen mediedækning? Bliver det styret oppe fra, hvad medierne må skrive? Hvorfor får vi ikke sådan noget at vide?

Man kan også tale om mediers forkerte prioriteringer, og hvordan de simpelthen avler dumhed. CERN kommer frem til at der er 5 sigma niveaus sikkerhed, for eksistensen af den såkaldte gudepartikel, og hvad er forhistorien på yahoo? Noget om Justin Biebers temperament. Meget af hvad medierne skriver er lort. Og Pawel udtrykker det smukt!

Her i sommerferien var jeg i London, inde for at se de Olympiske Lege med min storesøster. Vi skulle ind og se semifinalen i herredouble og heldigvis kom der et dansk par med i semifinalen. Spillerne fra Danmark var Mathias Boe og Carsten Mogensen og deres modstandere var Chung Jae Sung og Lee Yong Dae fra Sydkorea.

Det var en meget tæt og spændene kamp! Danmark tabte godt nok første sæt med 17-21, men vinder andet sæt med 21-18. Mod slutningen af  tredje sæt ligger de meget tæt i scoringen, men begynder at komme lidt bagud. Den står så 20-20 og mig og min søster bliver helt nervøse, begyndte at trippe en del og fokuserede kun på kampen, men samtidig tænkte vi: ”KOM NU FOR SATAN! 2 POINT MERE! OG SÅ ER DET FINALE!! Den står så 21-20 til Danmark og mig og min søster hepper, som vi aldrig har gjort før! De andre danskere der også var inde i salen gjorde fuldstændig de samme. Boe og Mogensen manglede kun en bold for at vinde. Den vinder de og Boe og Mogensen kaster ketcher til siden og er helt nede på gulvet af glæde! Den danske side af salen skriger og hepper helt vildt! Hepperiet varet længe. Der var den fedeste og bedste stemning i salen, som jeg har aldrig har prøvet før! Man blev helt stolt! Selv Boe og Mogensen var grædefærdige!


Da Boe og Mogensen var nede på knæ fik man bare en følelse over hvor meget de egentlig har kæmpet for under denne kamp og under hele turneringen. Boe og Mogensen har sådan et fantastisk sammenhold og det viser bl.a. dette billed syntes jeg. Det viser bare hvor meget det bare betyder at komme i finalen i OL  efter alt hvad man har trænet og kæmpet for under hele ens badminton karriere. Bare det at være i finalen ville betyde alt, selvfølgelig vil man helst vinde guld, men bare det at være i finalen og så måske få sølv, ville bare være en helt fantastisk følelse alligevel!


En anden følelse jeg fik var at jeg var virkeligt stolt over at være en dansk badmintonspiller! Jeg er virkelig stolt over den måde Boe og Mogensen virkelig præsteret under kampen og i deres karriere. Bare det at et dansk badminton par endelig kom i finalen og kunne have vundet guld i OL, gjorde det en helt vildt stolt! Og jeg syntes at dette billed viser virkelig hvor meget disse to virkelig havde fortjent at komme i finalen! Det at de er lidt bagud i slutningen af 3 sæt og kommer op og  vinder 22-20  viser at de har holdt modet oppe og ikke har tænkt på at de er bagud, men bare forsætter deres mål i at vinde.For mig viser det at de VIRKELIG har kæmpet til det sidste og det synes jeg helt bestemt dette her billed gør!

Efter jeg var inde og se kampen live og samtidig med at have set dette billed på facebook, har dette virkelighed ændret mit mentale spil i forhold til hvad den var før. Jeg vil godt kæmpe til det sidste og vinde nogle turneringer, ikke bare i den nye sæson, men for hvergang jeg skal ind og spille. Fordi sæsonen der lige har været her, har det virkelig gået dårligt. Både til turneringer og holdkampe og det har virkelig sat mit mentale spil ret lavt . Jeg håber at dette billed (ikke i det mindste kampen) også har en virkning på andre badmintonspillere for det har ihvertfald en kæmpe virkning på mig! Jeg gjorde endda dette billed til min baggrund på mobilen, bare som en lille reminder inden jeg skal ind og spille J  

Du kan se slutningen via dette link:http://www.dr.dk/Sporten/OL2012/Badminton/2012/08/04/121532.htm