At åbne døre

Det danske sprog er så ufatteligt irriterende. Det indeholder – som mange andre sprog – ord og sætninger med mere end én betydning. At åbne en dør. Er det svært at åbne en dør? Det kommer an på betydningen. Han åbnede døren. Var det en tung dør? Var døren låst, var den forhekset eller var der i virkeligheden tale om en ikkeeksisterende dør, der blev åbnet i overført betydning? Og så undrer man sig over, at folk udefra har svært ved at lære det danske sprog…

Spørgsmålet er, om man vælger at åbne en dør for at bryde en barriere, om det er for at gøre store fremskridt eller noget helt tredje. Formålet med åbningen er ganske essentiel. Vi kender alle sammen historien om gangen. ”Der var engang en gang.” Ja, og for enden af den gang var der en dør. Herfra ændres historien. Hver gang. Hvad fanden er der egentlig bag den dør, hvem fandt på historien… vi VIL vide det.
Man kan vel sige, at døren er barrieren. Den står i vejen for noget, der vil sætte orden på tingene, give dem mening.

De uskyldige, barnlige sjæle der gang på gang ændrer slutningen af historien, ikke blot for at underholde, men for at overraske.

Man aner simpelthen ikke hvilke ændringer man bringer ind i sit liv, ved at åbne en dør. Man åbner døren til skuret og man kan ikke bestemme sig for, om man skal vælge skovlen eller spaden til at grave hullet med. Du valgte skovlen, men det viser sig, at spaden var det bedre valg. Overlevede du?

Eller også åbner man den overnaturlige og kunstneriske dør for sig selv ved at handle. Ved at gøre noget drastisk, ved at tage en beslutning, ved at tage et valg. Man undergraver alle tvivlsomheder og springer ud i noget drastisk. Worst case scenario er vel, at døren forbliver lukket. Fucking ærgerligt. Men hvor er det dog usandsynligt heldigt, at der findes andre døre, der blot venter på at blive åbnet af en, ikke nødvendigvis, rigtig beslutning.

Chancen for at fare vild i en jungle af valg og uåbnede døre stiger. Tør du åbne døren?