søndag den 17. februar 2013

OPLYSNING!


Oplyse. Oplyser. Oplyste. Oplyst.

Vi lever i en verden hvor vi er oplyste om alting. Vi ved at månen ikke er lavet af ost, at vand er bedre for os end Cola og at Barack Obama er Amerikas første sorte præsident. Det som vi ikke lige ved, kan vi få oplyst af Google eller en anden af internettets store søgemaskiner. Men hvad eller hvem er vi som oplyste mennesker?

Vi er lykkelige i Danmark, ja ja det har vi fået at vide en milliard gange efterhånden, men er vi oplyste? Vi har nyhederne kørende fra morgen til aften med informationer fra det store udland og det lille Danmark. Vi kan jo bare på ingen måde vide om disse informationer er sande, da de kan være vinklede til ukendelighed som man kender fra amerikanske Fox News. Samtidig ved vi jo også godt, at vi skal være kritiske overfor alt hvad vi ser og hører i dagligdagen, men det er svært. Så vi er altså både oplyste, men også uoplyste om hvad vi er oplyste om.

Okay, det var forvirrende, lad os lige komme ned på jorden igen og tage det ned på det personlige plan. Er man så et oplyst menneske hvis man kender sig selv ud og ind? Hvis man er bevidst og oplyst om sig selv og sine behov og sine drømme og ønsker? Som ung gymnasieelev føler jeg i hvert fald, at der er meget viden, der er blevet pumpet ind i mit hoved, før jeg om 4  og en halv måneds tid kan sætte den fine hvide hue med det røde bånd på førnævnte hoved. Men har disse 10 år i folkeskole og 3 år på gymnasium så gjort mig til et oplyst menneske? Lidt har det da forhåbentlig, for ellers er der godt nok mange penge og mange timer, der er blevet spildt. Men jeg føler da på ingen måde, at min videbegærlige side er blevet stimuleret så meget de sidste 18 år, at jeg nu bare kan læne mig tilbage og koble hjernen fra. Så jeg oplyser jer om at jeg er oplyst om at jeg ikke er så oplyst som jeg gerne vil ende med at være.

Okay, så langt så godt, men nu tror jeg at jeg er helt på afveje. Oplyse.. Op og lyse. Det er jo så noget med lys at gøre.. Okay, okay. Gud sagde ”Lad der blive lys!” og lyset blev til. Lyset behagede Gud og han adskilte lyset fra mørket. Solen oplyser min verden og solen oplyser månen som oplyser min nat. I min verden er det menneskerne omkring mig der oplyser min verden med deres kærlighed og humor. Det er dem der gør mit liv sjovt, og dem der kan redde min dag.  De kan få mig til at lyse op, når alting er mest mørkt.

Hvad nu? Er jeg på afveje igen?

Okay, jeg skal oplyse om oplyser men ingen oplyste mig om hvad oplyst betød?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar