Arkitektur - og karrypøls'!

Man kan sige meget om Berlin og den forholdsvis grumme historie bag landet byen ligger i, men én ting er sikkert: Tyskerne kan finde ud af at bygge bygninger og lave luksuriøse karrypølser der sender selv den mest grådige madkritiker i en dyb ekstase af velvære.

Deres byggestil er ikke meget anderledes end den danske, næh, det jeg i virkeligheden er fascineret af ved nogle af de tyske bygninger er, at de ligner mad. De er glade for kupler – en åbenlys hentydning til mormors gode dunser fra det tyske barndomshjem. I deres bygninger er der mange søjler. Søjler, der med næsten 100% sikkerhed er skabt til at vække en appetit hos befolkningen og turister, idet de giver associationer om de velsmagende pølser, som Tyskland nu engang er så kendt for at fremstille.

Hvad der i virkeligheden er interessant ved Tyskland er selve madkulturen. For tyskerne er mad ikke bare ’mad’, altså noget der indtages for overlevelse. Når en tysker laver mad, så bliver det gjort ordentligt! Med ’ordentligt’ mener jeg selvfølgelig at maden smager himmelsk – specielt deres karrypølse med en god omgang ketchup. Dog er udseendet ikke noget at råbe hurra for. En god omgang karrypølse fra den lokale pølsemand er ofte pakket ind i en dyne af ketchup og ligner mest af alt noget der er blevet kørt over adskillige gange i et lyskryds, hvorefter det er blevet trampet på... og derefter skudt.

Jeg kom til Tyskland uden nogensinde at have smagt en currywurst før. Noget jeg kom til at bøde for, idet William fluks trak mig hen til den nærmeste karry-biks. Vi bestilte 2 gange currywurst ved hjælp af vores enestående tyskkundskaber og da de blev serveret var jeg ikke just imponeret af udseendet, men smagen derimod… Det var som at tage en bid af himlen. En himmel der var smurt ind i ketchup. En himmel der var blevet kørt over. Da jeg igen vendte tilbage til virkeligheden efter mit ’trip’ stod William og stirrede hånende på mig og sagde ordene: ”Hvad sagde jeg, Bøve!”

Jeg vil derfor give den berlinske karrypølse 4½ ud af 5 stjerner. Den sidste halve stjerne vil blive sat på, så snart de ændrer udseendet på deres retter og gør dem mere… tiltalende.

Og så er der vidst kun én ting jeg mangler at sige, kære læser:

”En pølse skal serveres med føl’se!”

- Magnus Emil Holmgaard, pølleentusiast/ekspert.

Er vi i dag virkelig blevet så uhøflige?

Pludselig står man der sammen med sin ven alene i en storby og ikke aner hvor man er. Det var det jeg oplevede i Berlin, hvor jeg var faret vild fra resten af klassen på en fælles løbetur. Naturligvis kunne man tænke sig frem til at spørge folk om vej. Men hvad gør man når ingen gider hjælpe en på rette vej, når man har brug for det? Når de forbigående kigger koldt og går videre, når man desperat rækker hånden ud om hjælp? Nogle påstår at de ikke kan engelsk. Andre har travlt med at kigge i deres smartphones, og skynder sig videre, til at man kun kan se et skimt af deres fine jakkesæt nede for enden af gaden. Min oplevelse gav mig et negativt indtryk af tyskere fordi at jeg stod hjælpeløs, og skulle finde vej med min ven på egen hånd.

I takt som min vrede blussede op, gik det op for mig, at vi i Danmark ikke er spor anderledes. Det gav mig nogle overvejelser om hvorfor at vi i vores samfund, har vænnet os til at være uhøflige over for andre mennesker. Vi taler ikke med folk som vi støder ind i den travle hverdag. I bussen vil man dårligt nok rykke sig længere ind for at give plads til den fremmede, som netop lige er steget på bussen. Når man endelig sidder ved siden af nogen, kigger man hver sin vej. Ikke et ord bliver sagt. Men hvad forårsager denne uhøflighed og mangel på venlighed? Måske er det fordi at kriminalitet generelt bliver meget omtalt i nyhederne, at man frygter de hemmeligheder der gemmer sig bag den person, der sidder lige ved siden af.

Handler vi mennesker i dag på frygt? Eller er det fordi vi er blevet så egoistiske og selvoptagede, at vi ikke engang kan tage os tid til at hjælpe den gamle dame over vejen, eller den fortvivlede person som står alene i en fremmed by? Er det helt umuligt? Er det fordi at flertallet opfører sig sådan? For det jo ikke alle der vender ryggen til, og lukker sammen som en bog. Nogle er meget imødekommende, og man synes måske ligefrem at det er underligt, når folk begynder at snakke med en? Hvad sker der egentlig hvis man bare tager sig tid til at åbne sig op for andre mennesker? Kan man tage skade af at få et smugkig ind i andre mennesker, på fod med et smugkig gennem nøglehullet for at se hvad der er på den anden side af døren? Måske overreagerer jeg også på mine egne erfaringer. For måske er vi menneskers adfærd mod hinanden slet ikke så slem, som jeg går rundt og tror? Alt jeg ved, er at jeg i min situation ville ønske, at der havde været nogle til at hjælpe mig. Jeg ville have fundet hjem, og været rigtig taknemmelig over det venlige menneske der hjalp mig med at finde vej hjem.

Prater Garten – Tysk mad, Øl og Smukke omgivelser

http://www.pratergarten.de/d/

”Wiener Schnitzel mit Kartoffelsalat und Gurkensalat, mit einem Bier vom Fass“. Kan det blive mere tysk? Det tror jeg næppe! Hvis man er i Berlin, og gerne vil ud og spise rigtig tysk mad, skal man tage til toppen af poppen, Berlins bedste madsteder. Man skal tage til Charlottenburg. Her finder man creme dé la creme indenfor tysk mad.

Efter at have taget U2 til Eberswalder Strasse og derefter en gåtur på ca. 300 meter, finder man” Prater Garten”. Ude fra ligner ”Prater Garten” ikke det store, men når man går igennem portene, finder man den hyggeligste have med udsigt til et flot forladt svømmebassin, flere forskellige øl steder og træer over det hele, alt det skaber en hyggelig stemning.

En smuk sommerdag, hvor solen skinner, og himlen er blå, er ”Prater Garten” en fantastisk oplevelse. Den meget rustikke stil er gennemført hele vejen igennem. Med rødternede duge og udsigten til det forladte svømmebassin, børn som løber rundt og leger rundt om de store flotte træer, føler man sig helt dejlig tilpas. Alle disse indtryk kan man studere, samtidig med man sidder og nyder en stor fadøl, imens man venter på sin mad.

Maden er typisk tysk, det kan der ikke lægges skjul på. Fokus er ikke mod udseendet og anretningen, derimod er fokus rettet mod det vigtigste på en restaurant, nemlig selve maden. Når tjeneren kommer ind med en tallerken, som er fyldt med 3 store Wienerschnitzler, med en garniture bestående af lidt kartoffelsalat og en rigtig tysk agurkesalat, så ved man at man befinder sig i Tyskland. Store anretninger med masser af kød og meget lidt tilbehør. Maden er meget enkel anrettet, og der er ikke blevet brugt minutter på at udtrykke sig visuelt, men i stedet på at tilberede maden perfekt.

Forventningerne er ikke høje, idet man ser maden. Der ligger 3 store Wienerschnitzler, som mest af alt ligner punkterede lunger, som er blevet paneret i rasp. Men personligt vil jeg sige, at jeg ikke har smagt bedre Wienerschnitzler i Tyskland. Det er selvfølgelig ikke kun Wienerschnitzler, som man kan få på restauranten, men jeg vil da helt klart anbefale dem, men de laver også meget anden tysk mad, og smagen er altid god, lige meget hvad man får.

Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser i ”Prater Garten”. Lige fra en skøn solskinsdag med familien og de bedste venner, til en studietur med 29 mennesker fra Tårnby Gymnasium.

Hvis jeg skulle give en samlet vurdering af ”Prater Garten”, vil jeg give stedet 4 ud af 6 stjerner. Det får den, fordi maden smager godt, og prisen er fornuftig i forhold til det man får. Stedet er utrolig hyggeligt om sommeren, og omgivelserne gør det til et rigtig dejligt sted.

William Alleslev, rutineret Wienerschnitzel spiser. 

<!--[if !supportLists]-->

Alfons Åberg den Almægtige

Der var en gang i det gamle Berlin, da den mægtige alfons Åberg var den største alfons i hele den berlinske bystat. Alfons Åberg var elsket af alle i Berlin, og lovede alle sine undersåtter frihed og lige løn, (og sine kunder lave priser.) Men på en dyster tid, kom den onde Don Øl til Berlins grænser for at overtage, plyndre og… overtage. Alfons Åberg tabte dystert krigen, og blev jaget ud. (Nu arbejder han som kassedame i Føtex, Amagercentret).
Men legenden siger, at der efter Åbergs forlig ville dukke tre prinser op, som alle var børn til den store alfons Åberg.
Den ældste prins var robust som et sværd, høj som en herre… og et vidunderbarn på dansegulvet. Den lidt yngre havde styrken som en okse, stemmen som en "Hells Angels"-rocker, og derhjemme fyldte skabe med hormonfras og ”NO-Xplode”.
Men den yngste af dem alle var en aldeles særlig prins. Denne prins havde en hjerne som ingen andre, men dette var dog resultatet af alle de slag han igennem opvæksten havde fået.
Da de tre prinser havde hørt om dette fra deres fader, gav de deres løfte på at de ville bringe paradis tilbage i Berlin. Deres fader fik dem så transporteret til Kastrup Lufthavn, så de kunne tage BUSSEN til det store rige sydpå på grund af økonomiske årsager.
Da de endelig ankom det rige, så de kaos og uorden. Alt var anderledes fra hvad de havde fået fortalt, og imens de betragtede den hærgede by, dukkede en hund op.
”Kan du fortælle os hvor vi finder Don Øl?” Spurgte den yngste prins.
Hunden løb videre.
De tre prinser marcherede da, indtil at de så en højborg så firkantet, at selv et kvadrat ikke ville kunne være så firkantet som den. Der var indskrevet gul tekst foran. De gik da hen mod indgangen, og blev så stoppet. Dette var dog ingen normal vagt… dette var en vagt som ingen andre vagter ville få af se i verden…
”Hvem er i og hvad vil i her?” Spurgte kreaturet
”Vi vil gerne ind”. Svarede den ældste prins.
”Vil i ind, må i forbi mig først!” Svarede kreaturet så vredt.
De to ældste prinser løb, så snart de fik blikket.
Den yngste sparkede ham dog i et ømt sted og gik ind, men høfligt lukkede han døren efter sig selv!
Da han inde i bygningen så Don Øl, trak den yngste prins sin ølflaske frem. Dette var en Tuborg øl. Men sammen med ham var den smukkeste prinsesse med øjne så blå som en blå vaffel. ”Hjælp mig!”, skreg hun. Da Don Øl truede med at røre hende, kastede han ølflasken i hovedet på ham, og befriede prinsessen. ”Tusind tak!”
Derefter kom deres far til Berlin og fik sit kongedømme tilbage, hvor prinsen og prinsessen levede lykkeligt til deres dages ende. (Dog blev prinsen smidt ud af højborgen for medbringelse af alkohol... FACT)

For sikkerhedens skyld

Siden 9/11 angrebet, har verden og opfattelsen af mennesket ændret sig.  Flere lande gik i krig for at udrydde den store ’terror-trussel’ for at ske igen, og forhindre lignende i deres land. Bestemte folkeslag blev stereotyper. Stereotyperne fulgtes ad med fordomme, der fastgøres til individernes ’frygt’. Man har skærpet kontrollen til sådan et niveau, at individer som bevæger sig udenfor hjemmet bliver overvåget med hvert en bevægelse med skjulte kameraer, som dyr i bur. Endda private E-mails, beskeder og opkald bliver aflyttet af politiet.                                                               

  Denne overvågning har jeg hidtil aldrig bemærket, eller simpelthen ikke har haft en indflydelse i mit daglige trivsel. Jeg fik først ‘øjnene op’ for dette d. 13/3 -11. Jeg var på studietur med klassen, hvor turen gik til Berlin. På et tidspunkt skulle vi besøge Rigsdagsbygningen. En bygning med stor politisk indflydelse, og var sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige fra 1894-1933. Bygningen har altså en stor betydning for Tyskland, og vi mærker omgående hvordan tyskerne ’beskytter’ deres betydningsfulde historie.

Som det første skulle vores legitimation vises. Dernæst skulle vi igennem en ’sikkerhedskontrollen’, hvor kroppen og taskerne blev scannet.  Jeg havde ikke noget personligt imod sikkerhedskontrol, da der altid er en mulighed for, at det værste kunne ske..
”Come here” sagde en ansat dame og viftede med hånden som tegn på, at jeg skulle komme nærmere.

Jeg blev grundigt scannet fra top til tå, så grundigt at bh’ens indhold skulle tjekkes. Efter dette, kom sågar endnu en tysk dame og fortog samme øvelse, som efterlod en mærkelig følelse hos mig. En følelse af, at blive tvungen til noget, og betragtet som farlig eller mistænkelig hvilket jeg aldrig har oplevet før. Som en skjult terrorist der på et hvert tidspunkt sprænger hele stedet i stumper og stykker. Efterlader blodbade og rædsel… Der var også forskellige oplevelser med sikkerheden med de  andre. Nogle gik frit igennem, mens Camilla’s lille harmløse saks måtte konfiskeres og Alime’s hoved blev grundigt tjekket til fordi hun bærer tørklæde.Oplevelsen fik mig til at spekulere på hvor meget den menneskelige frihed forulempes af kontrollen?

Jeg mener, at kontrollen kan sikre en illusion af frihed.  Forstået i den forstand, at menneskelige krænkelser bliver retfærdiggjort ved hjælp af loven. Men selve begrebet frihed er meget aspstrakt i sig selv. Hvornår er vi frie ? Er frihed retten til at gøre det vi lyster? Hvis dette er tilfældet forhindrer loven og overvågningen ikke dette? Vi kan ikke ”bare” stjæle penge fra banken uden en dom. Vi er heller ikke psykologisk frie? Normer og traditioner kan holde det enkeltes individs frihed nede og have en ’kontrollerende’ effekt på individet i nogle samfund. Derfor kan frihed og kontrol anses som hinanden modsætninger.

Men alligevel kan frihed og kontrol anses som partnere? Hvad er frihed uden kontrol? Tryghed sikres ved hjælp af kontrol, så man kan sige, at kontrollen af individet sikrer andre individers frihed. Menneskelig frihed og kontrol kan altså umiddelbart ikke sættes i ”bokse”. Men der er en forskel på hvordan de anvendes. For siden 9/11 er sikkerhed og kontrol i vestens landene blevet så ekstrem, at flere specifikke befolkningsgrupper og ”typer” bliver holdt øje med. Religiøse og private friheder bliver krænket ved bekostningen af kontrol og ’tryghed’.

Jeg ved, at verden ikke kun byder på det gode, men også det faretruende onde som er destruktivt. Kontrollen har været et meget politisk aktivt emne siden 9/11for at beskytte borgeren fra de destruktive mennesker, men under bekostningen af friheden. Det er nået så vidt, at denne håbløse, forvirret og utilpasset dreng på blot 3 år i kørestol kunne ’anses’ for , at være en potentiel fare for samfundet og  selvmordsbomber?  I hvert fald tjekkes han for en sikkerhedsskyld.

Klodset

Kant. Skarp kant. Kold, skarp kant. Ru, kold flade. Klodset klods. Klods, klods og atter klods. 1-2-mange. Rækker. Lige rækker her og der. Lige rækker med kolde klodser. Grå. Store og små, men grå. Uendeligt. Uendelige ubærlige minder. Måske. Mange. Mange ikke-gå-og-ikke-sidde-på-klodser. 2711 betonklodser. Bare hård beton. Hård tid.

Over 6. mio. væk. Pist væk. Eller.. ikke pist. Bare væk. Gas. Grafitisikret overflade sponsoreret af gasfirma. Ironisk. Det er bare gas. Grimt. Ikke glemt.

Arkitektonisk anderledes. Lys og skygge i kontrast. Ligesom historien bag. Uskyldige mennesker. 1 mand. 1 mand og mange andre mænd. 1-2-mange. Kold skyggeside, men dog skræmmende sandhed. Mindesmærke i mindeværdig storby. Berlin. Betagende berusende Berlin. Fortid og fremtid i koloenorm kollision. Klods. Flere sider af samme sag. Massemord. Momentalt mentalt forstyrret. Nej nej nej. Forkert. Velovervejet. Snu satan.

Gyngende gold eng af endeløse erindringer. Surrealistisk stemning. Kold og smuk. En stor plads. Plads til os alle. Frihed og forskellighed for fanden. Følelser.

19.000 kvadratmeter okkuperet af åndelig tilstedeværelse. Intet over og intet under. Ingenting. Menneskemasse. En masse mennesker. Mange. Multikulturel storby. Underfundig udvikling. Fra had til helhed. Heldigvis og gudskelov. Glæde.

Spirituelt gravsted. Kedelige klodser. Kombination. Åbnet 60 år efter det hele sluttede. Helhed og helvede i historie. Historien i historien. Krigskaos med efterfølgende opblomstring. Berlin som en blomst. Vidunderlige verden. Væltet. Tarvelige tyskere og dumme danskere. Tror jeg. Troen på fremtiden sejrer.

Tusinde indtryk. Tiderne skifter. Med tiden.

Berlins monument. De dræbte jøder. Jødemonumentet i Berlin. Evigt mindested.

Berlinmuren, en kæmpe adskillelse..

Alt ændrer sig med tid. Det er nok det bedste ord, jeg kan bruge for en by som Berlin. For godt 30 år siden ville man nok ikke kunne se sådan en by, hvor alle levede i fred og harmoni.

For godt 30 år siden var muren mellem Øst- og Vestberlin stadig ikke væltet, og der var en enorm adskillelse, hvor vestberlinerne kun med besvær kunne besøge deres familie og venner i Østberlin. Kun ved hjælp af nogle grænseovergange kunne de besøge hinanden, og det var ikke nemt at passere disse grænseovergange. Alt det besvær var for at kunne leve et godt og behageligt liv som det rige og demokratiske vesten.

Selv når jeg skriver dette, lyder det som en film eller en roman. At tænke på, at der har været sådan en voldsom adskillelse mellem den samme befolkning er skræmmende. Med Berlinmurens fald blev denne adskillelse ophævet, og der ville ikke være adskillelse mere, men er dette blevet overholdt? Kan man undgå adskillelse?

Adskillelsen er ikke nem at undgå. Den er overalt. Mellem venner, racer osv. Men den 9. november 1989 viste berlinerne en meget modig modstand mod adskillelsen, nemlig at de væltede Berlinmuren, som symboliserede adskillelsen mellem Øst- og Vestberlin. De viste resten af verden, at man aldrig skal opgive De kunne klare at vælte den enorme forhindring (muren), som stod i vejen for østberlinernes frihed, og derfor kan enhver gøre det samme.

Der er rigtig mange mindesmærker om Berlinmuren rundt omkring i Berlin, men tanken om, at alle disse mennesker har kæmpet for at få denne forhindring af banen, er til at få gåsehud over. Men som sagt er det kun mindesmærkerne, der er en hjælp til at tænke tilbage og prøve at forestille denne store adskillelse mellem familier og bekendte. I dag lever alle familier og bekendte i fred og kan frit besøge hinanden, når de ønsker.