Er vi i dag virkelig blevet så uhøflige?

Pludselig står man der sammen med sin ven alene i en storby og ikke aner hvor man er. Det var det jeg oplevede i Berlin, hvor jeg var faret vild fra resten af klassen på en fælles løbetur. Naturligvis kunne man tænke sig frem til at spørge folk om vej. Men hvad gør man når ingen gider hjælpe en på rette vej, når man har brug for det? Når de forbigående kigger koldt og går videre, når man desperat rækker hånden ud om hjælp? Nogle påstår at de ikke kan engelsk. Andre har travlt med at kigge i deres smartphones, og skynder sig videre, til at man kun kan se et skimt af deres fine jakkesæt nede for enden af gaden. Min oplevelse gav mig et negativt indtryk af tyskere fordi at jeg stod hjælpeløs, og skulle finde vej med min ven på egen hånd.

I takt som min vrede blussede op, gik det op for mig, at vi i Danmark ikke er spor anderledes. Det gav mig nogle overvejelser om hvorfor at vi i vores samfund, har vænnet os til at være uhøflige over for andre mennesker. Vi taler ikke med folk som vi støder ind i den travle hverdag. I bussen vil man dårligt nok rykke sig længere ind for at give plads til den fremmede, som netop lige er steget på bussen. Når man endelig sidder ved siden af nogen, kigger man hver sin vej. Ikke et ord bliver sagt. Men hvad forårsager denne uhøflighed og mangel på venlighed? Måske er det fordi at kriminalitet generelt bliver meget omtalt i nyhederne, at man frygter de hemmeligheder der gemmer sig bag den person, der sidder lige ved siden af.

Handler vi mennesker i dag på frygt? Eller er det fordi vi er blevet så egoistiske og selvoptagede, at vi ikke engang kan tage os tid til at hjælpe den gamle dame over vejen, eller den fortvivlede person som står alene i en fremmed by? Er det helt umuligt? Er det fordi at flertallet opfører sig sådan? For det jo ikke alle der vender ryggen til, og lukker sammen som en bog. Nogle er meget imødekommende, og man synes måske ligefrem at det er underligt, når folk begynder at snakke med en? Hvad sker der egentlig hvis man bare tager sig tid til at åbne sig op for andre mennesker? Kan man tage skade af at få et smugkig ind i andre mennesker, på fod med et smugkig gennem nøglehullet for at se hvad der er på den anden side af døren? Måske overreagerer jeg også på mine egne erfaringer. For måske er vi menneskers adfærd mod hinanden slet ikke så slem, som jeg går rundt og tror? Alt jeg ved, er at jeg i min situation ville ønske, at der havde været nogle til at hjælpe mig. Jeg ville have fundet hjem, og været rigtig taknemmelig over det venlige menneske der hjalp mig med at finde vej hjem.