torsdag den 29. marts 2012

Arkitektur - og karrypøls'!


Man kan sige meget om Berlin og den forholdsvis grumme historie bag landet byen ligger i, men én ting er sikkert: Tyskerne kan finde ud af at bygge bygninger og lave luksuriøse karrypølser der sender selv den mest grådige madkritiker i en dyb ekstase af velvære.
Deres byggestil er ikke meget anderledes end den danske, næh, det jeg i virkeligheden er fascineret af ved nogle af de tyske bygninger er, at de ligner mad. De er glade for kupler – en åbenlys hentydning til mormors gode dunser fra det tyske barndomshjem. I deres bygninger er der mange søjler. Søjler, der med næsten 100% sikkerhed er skabt til at vække en appetit hos befolkningen og turister, idet de giver associationer om de velsmagende pølser, som Tyskland nu engang er så kendt for at fremstille.
Hvad der i virkeligheden er interessant ved Tyskland er selve madkulturen. For tyskerne er mad ikke bare ’mad’, altså noget der indtages for overlevelse. Når en tysker laver mad, så bliver det gjort ordentligt! Med ’ordentligt’ mener jeg selvfølgelig at maden smager himmelsk – specielt deres karrypølse med en god omgang ketchup. Dog er udseendet ikke noget at råbe hurra for. En god omgang karrypølse fra den lokale pølsemand er ofte pakket ind i en dyne af ketchup og ligner mest af alt noget der er blevet kørt over adskillige gange i et lyskryds, hvorefter det er blevet trampet på... og derefter skudt.
Jeg kom til Tyskland uden nogensinde at have smagt en currywurst før. Noget jeg kom til at bøde for, idet William fluks trak mig hen til den nærmeste karry-biks. Vi bestilte 2 gange currywurst ved hjælp af vores enestående tyskkundskaber og da de blev serveret var jeg ikke just imponeret af udseendet, men smagen derimod… Det var som at tage en bid af himlen. En himmel der var smurt ind i ketchup. En himmel der var blevet kørt over. Da jeg igen vendte tilbage til virkeligheden efter mit ’trip’ stod William og stirrede hånende på mig og sagde ordene: ”Hvad sagde jeg, Bøve!”
Jeg vil derfor give den berlinske karrypølse 4½ ud af 5 stjerner. Den sidste halve stjerne vil blive sat på, så snart de ændrer udseendet på deres retter og gør dem mere… tiltalende.
Og så er der vidst kun én ting jeg mangler at sige, kære læser:
En pølse skal serveres med føl’se!”

- Magnus Emil Holmgaard, pølleentusiast/ekspert.

1 kommentar:

  1. Jeg synes det er et fantastisk indlæg. Du skriver meget velformuleret, og du formår en til at læse videre.
    Dog vil jeg sige, at når du kalder dig selv pølleentusiast. Skal man også have styr på pøllen eller hvad man nu siger. Du siger, at currywurst består af en karrypølse og en god gang ketchup. Som erfaren currywurst spiser. Kan jeg fortælle dig, at det består af en normal pølse, som er skåret ud, og blandet med en god gang KARRYketchup.

    Mange kærlige hilsner fra din gode ven William

    SvarSlet