Alt ændrer sig med tid. Det er nok det bedste ord, jeg kan bruge for en by som Berlin. For godt 30 år siden ville man nok ikke kunne se sådan en by, hvor alle levede i fred og harmoni.
For godt 30 år siden var muren mellem Øst- og Vestberlin stadig ikke væltet, og der var en enorm adskillelse, hvor vestberlinerne kun med besvær kunne besøge deres familie og venner i Østberlin. Kun ved hjælp af nogle grænseovergange kunne de besøge hinanden, og det var ikke nemt at passere disse grænseovergange. Alt det besvær var for at kunne leve et godt og behageligt liv som det rige og demokratiske vesten.
Selv når jeg skriver dette, lyder det som en film eller en roman. At tænke på, at der har været sådan en voldsom adskillelse mellem den samme befolkning er skræmmende. Med Berlinmurens fald blev denne adskillelse ophævet, og der ville ikke være adskillelse mere, men er dette blevet overholdt? Kan man undgå adskillelse?
Adskillelsen er ikke nem at undgå. Den er overalt. Mellem venner, racer osv. Men den 9. november 1989 viste berlinerne en meget modig modstand mod adskillelsen, nemlig at de væltede Berlinmuren, som symboliserede adskillelsen mellem Øst- og Vestberlin. De viste resten af verden, at man aldrig skal opgive De kunne klare at vælte den enorme forhindring (muren), som stod i vejen for østberlinernes frihed, og derfor kan enhver gøre det samme.
Der er rigtig mange mindesmærker om Berlinmuren rundt omkring i Berlin, men tanken om, at alle disse mennesker har kæmpet for at få denne forhindring af banen, er til at få gåsehud over. Men som sagt er det kun mindesmærkerne, der er en hjælp til at tænke tilbage og prøve at forestille denne store adskillelse mellem familier og bekendte. I dag lever alle familier og bekendte i fred og kan frit besøge hinanden, når de ønsker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar