Morten

Thiele, den 23 maj

Jeg kan mærke det, jeg kan mærke at frøken Sophie er imponeret. Mit franske har imponeret hende, hun har fået øjne op for mig. Vi er kommet tættere på hinanden, jeg kan mærke det. Hun har rost mit franske, men jeg er stadig bange for at tale fransk til hende for hun er bedre end mig. Jeg har set at Jens stadig kigger på hende i smug, og mit hjerte bløder når han gør det. Hver gang jeg går forbi frøken Sophie når hun læser i hendes bøger smiler hun til mig, og mit hjerte, det smelter. Jens vil hele tiden i have fat i hende, det virker endda som om han prøver at vinde hendes hjerte. Men jeg er sikker på at frøken Sophie hellere vil have mig. Jeg drømmer om den dag hun planter et kys på mine læber. 

Le mardi 13 mai 1710

IIhh denne Morten kan tale FRANSK hvilken glæde, surprise,  je suis heureuse ! Men dog, han er jo kun en tjener for vore familie. Han er aldeles anderledes, han minder mig om tiderne med den adelige Gert Mortensen. Vi talte altid det ’kærlighedssprog’ vor Herre bevares det var trættende at høre på! Jens derimod, han kan finde ud af at snakke ordentligt til en rigtig frøken.

Den jæger ! Da han red på hesten, helt beskidt og muskelløs, de grønne øjne, det stramme grønne jagttøj. Je suis tellement excitée!

Il ya trés  complique!

The wonderful life of Jens

Jeg er dælemig glad. Alle Ting gaar sandelig glimrende. De unge Frøkener sværmer om mig som Fluer om en stor, ildelugtende Bunke Fekalier. Også Frk. Sophie har et gjanske godt Øje til mig. Hun smiler altid, når hun taler til mig - hun har herlige Tænder! Jeg tror minsandten ogsaa Morten har Øje for hendes mundtøj, den lumske knaegt!
Naadig Herren synes saa vel om mig, at han har ladet mig overtage Per Skyttes Gerning som Jæger. I dag var jeg ude på Jagt med Morten. En Ulv fór forbi Morten, men han skjød ikke! Jeg maatte gribe ind og skjød den for ham. Jeg lovede dog Morten, at jeg varer min Mund over for naadig Herren, lukket med syv Segl, men naadig Herren vidste besked og anklagede Morten for fuskeri!
Jeg er sørme glad for, at jeg ikke er i Mortens skotøj.

Jens' dagbog

 

Thiele den 12te september 1709

Sikken en pragtfuld Dag, i dag ville jeg bevise mit vaerd overfor Jægerne fra Viskum og Gaardherren. Den kjære Morten har laant en Bøsse af Herren. Jeg glaeder hvordan den Skolepebling klarer sig i Skoven. Og  ak ja det skete som forventet, den stjakkels Morten, jeg endnu en gang maatte frelse. Først matte jeg skaffe ham husly og i dag fra Ulven. Den kjære Morten var saa bange for Ulven, men knaegten har jo heller ikke lavet andet en at laese, saa hvad kan man forvente? Strax maatte jeg hive min Bøsse frem, hvorefter jeg skjød den brystet. Røbe ham ville jeg ej, men Herren opdagede alligjevel at han tog stikkepenge. Om aften var der gilde, Herren og Selskabet frydede sig over Mortens uduelighed, alt imens jeg nød den kjære Sofies muntre Selvskab hele aften. Jovist maa man sige at jeg er en smule gemyt efter i dag.     

Når 2 verdener mødes

”En dejlig dame. Hun har et Colgate-smil der siger spar 2. Og hendes grin! Ak ja, hvilken vidunderlig klang. Ohh hendes franske sprog går lige i trussen, og hendes stemme er som musik i mine ører. Hvor ville jeg dog ønske hun var min. Puellam formosam. Te amo Frøken Sophie”

Mens hun læste hans Facebook-status og tænkte hun ”Ikke just en prins.. Han er faktisk ret klam og nørdet..” Tanken om at en elev begærede hende gjorde hende utilpas. Hun vidste hun måtte gøre noget, for drengen havde det svært. Hun vidste at hans onkel, Søren, var død for nyligt. For helvede en lortesituation. Unum conversatione måtte haves snarest muligt.

Morten-bassen

Thiele, den 15den October 1709

Jeg tror… Jeg tror virkelig at frøken Sophie har fået øjnene op for mig. I går til middag kiggede hun på mig, og jeg kunne ane et smil. Jeg tror også de andre så det. Jeg skyndte mig straks at læse i mine bøger, dem fra Hr. Søren. Jeg må også øve mig på det franske, selvom det er blevet bedre. Det lyder så smukt når frøken Sophie taler sproget… Havde jeg dog bare lært det af Hr. Søren, da han levede. Jens er næsten ikke til at finde på gården længere, han bruger al sin tid ude i skoven for at jage dyr. Både i går og i dag kom han hjem med to store dådyr og en masse små fugle, jeg forstår det ikke. Hvad i alverden tror han selv han får ud af alle de dyr, vi har føde nok til mange uger. Jeg må da nok ærligt indrømme at det også er dejligt med friskt kød på bordet hver aften. Hvis bare min mor kunne opleve dette!

Fra Anna & Werner <3

Min sidste vilje

Jeg sidder nu og skriver min sidste vilje, men kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal svare til mange af spørgsmålene. Det sværeste spørgsmål var kommet ” hvem skal kontaktes først”. Jeg fældede en tårer, mine forældre var blevet skilt 2 år for inden. Jeg tænkte først på min mor som den første, men jeg vil heller ikke sårer min far.
Jeg tænker ikke længere på at jeg skal i krig, dette er meget hårdere. Jeg tænker længe over det og ender med at udskyde det til dagen efter. Det blev min mor jeg valgte.  

For Fædrelandet

Vi var kommet hjem fra mission. Alt var gået godt, og det hele havde været en succes. Jeg stod i campen og kiggede op på det skilt, som jeg altid kiggede på. CPH 4804.7 km. Jeg kunne stå og kigge på det i flere timer, hvis der ikke skete noget. Savnet af familien og vennerne var stort. Med 3 måneder tilbage i Afghanistan begyndte jeg at glæde mig til at komme tilbage til Danmark. Men samtidig var jeg stolt over at repræsentere mit fædreland. Tanken om at jeg hjalp alle danskere ved at kæmpe for Danmark var en fantastik følelse. 

Alene?

Alle os soldater sidder i lufthavnen. Vi skulle til at tage afsked med familien. Det eneste jeg ser, er tårer. Tårer fra alle familier, som ikke vidste om de nogensinde skulle se deres familiemedlem igen.  Det eneste de gør, er at kramme og græde. Ingen ord til at beskrive hvad de føler. Det eneste der går i gennem mit hovedet er om hvad der kommer til at ske? Hvad sker der når vi lander? Hvad sker der når vi er hjemme igen? Kommer jeg overhovedet selv?  De er der når vi tager afsted, men hvad med når vi kommer hjem?

Livet

Som sædvanligt vandrede han hjem fra hverdagens tumult den eftermiddag. Den kedelige hverdag var blevet til en rutine, sjæleløs. Mens han gik, skulede han med sine bedrøvede øjne ud over molen, imens han tænkte over livets gaver. Han kunne ikke komme på nogle. Tankerne slog fra igen. Han kom i tanke om en bro, hvorpå en elegant fredfyldt sti lå, som han tit vandrede over som barn. Han blev glad ved tanken, så han gik mod broen. Der var langt ned. Der var ikke dybt. Han kunne se stenene. Som han stod der besluttede han sig for noget… Gav efter.

Den endelige destination

Jeg er der snart. Jeg kan se lyset for enden af tunnelen. Det har været en lang kamp og snart er den slut. Måneders hårdt arbejde og nu sidder jeg tilbage med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Nu er det snart slut. Ventetiden er ovre. Mine brødre og jeg skal genforenes. Jeg klarede det og nu er jeg klar til hvad end der venter i fremtiden. Jeg kommer måske tilbage en dag, men man ved aldrig hvad der sker. Min krop sitrer. Mon jeg kan falde til? Hvad venter mig? Kan jeg klare det? 

Jeg er klar. Klar til krigen.

Et barn.

Jeg er et barn.

Jeg er et barn i krig. BANG. Jeg kan høre skud i det fjerne. De kommer tættere på. BANG. Ramt. Nu er jeg er et barn uden en far. Jeg er bange. Jeg er rædselsslagen. Jeg tør ikke tjekke hvem det var der skød. Det gør de alle sammen alligevel. Er der flere jeg kender, som er blevet ramt? Danskere. Afghanere. De kæmper en nytteløs kamp hvor ofrene er os. Os, civile mennesker som prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Fanget. Fanget i en krig, hvor vi intet har at sige. Nytteløs krig.   

Patruljen

Et skridt af gangen. Forsigtigt. Solen bager og sveden løber i dråber det presser i den bagerste del af hoved. Mine øjne klemmes sammen af det skarpe lys, da jeg hører delingsledren råber. NED. Bryster trykker hurtigere og vi venter. Jeg kigger rundt – falsk alarm igen? Længere fremme gemmer de sig. Jeg ved jeg ved. Lederen snakker i radioen, kom nu videre, vi ser dem, men ved ikke om det er ven eller fjende. FREMAD. Vi går længere frem og så kommer det. Solen som irriterede mine øjne forsvinder i et kæmpe brag – og det samme gør Christian foran mig.

Ofrene

Jeg kiggede på min bror, der lå og græd.

Vi var fanget i huset.

Skyderi udenfor mellem nogle soldater og Al-Queda.

Vores forældre var ikke kommet tilbage efter at have været ude på marken.

Vi havde begge to en frygtelig fornemmelse af hvad der var sket.

Vi prøvede at have en normal samtale, for at berolige hinanden.

Vi havde ligget der i lang tid, og det var efterhånden ved at blive mørkt, men man kunne se lysglimtene fra skuddene.

Til sidst hørte vi et stort brag, og himlen lyste op efter en granat, hvilket fik loftet til at smuldre.

Det er som at være der selv. Man mærker straks en stemning, som man ikke rigtig kan forholde sig til. Tænk hvis det var ægte. Tænk hvis det var dig. En beslutning der kræver mod, eftertænksomhed og uden tvivlet støttepunkt. En ting jeg lagde mærke til på udstillingen, som de fleste måske let overså, var en lille bede plads i en gemt lille krog, i lejeren ”Bastian”. Det fik mig til at tænke over religionen, og hvad den pludselig kan komme til at betyde for mennesker, der bliver udsat for oplevelser som disse. Det var som at være der selv.

Afskeden

Seks måneder.
Der vil gå seks måneder før jeg får dem at se igen.
Alt virker uoverskueligt som det ligger der på sengen. Om 8 timer skal alt være pakket og klar. Så skal jeg tage afsked med min kæreste og nyfødte søn. Kun fem uger efter vi havde opdaget hun var gravid blev jeg indkaldt.

Nu skulle jeg virkelig af sted. Det var ikke længere bare tanken om at kunne gøre en forskel. Jeg har trænet med min deling i flere måneder og nu skulle vi endelig derned. Men kunne timingen være dårligere. Var det nu det rigtige valg?

At gøre det nødvendige

Den sidste afsked. Det sidste brev. Et afskedsbrev. Et brev af nødvendighed –for hvad nu hvis? Hvis brevet nogensinde åbnes, er jeg død. Så hvad skal jeg skrive? Jeg skal bare fokusere på mine følelser… Hvor meget jeg elsker familie, min kæreste. Altid vil. For evigt. Jeg har svært ved at udtrykke mine følelser sort på hvidt. Det virker overflødigt. Ordene er bare skrevet af nødvendighed i et åndssvagt afskedsbrev, i nødstilfælde. Jeg føler mig tvunget til at skrive noget. Er det virkelig en nødvendighed? De ved det jo. Jeg elsker dem. Højt, meget højt.  Behøver de det på skrift?

Faste Rammer

Alle de ting man forlader. Hvad får et menneske til at forlade sine faste rammer, sine vaner og ikke mindst menneskene omkring ham/hende?  Du drager frivilligt af sted til et land, som er dybt fremmet for dig mht. kultur, klima osv., men inden du overhovedet er dernede, skal du sige farvel til dine nærmeste. Du står i en lufthavn, dine pårørende står omkring dig, de klapper dig på skulderen og ser på dig med undrende blikke. I virkeligheden står du selv og håber på, at dine sidste ord snarere er et ”på gensyn” indtil du atter ser dine pårørende igen.

Min Sidste Vilje

”Tænk hvis …” Det er det værste. ”Tænk nu hvis …” Det er jo umuligt at tænke det til ende! Alt kan ske, og man kan ikke vide, om man kommer hjem. Eller i hvilken tilstand, hvis man gør – hvis man er heldig. Held. Det hele er ren lotto.

 

Hvis man så endda bare kunne være sikker på, at … Men det kan man ikke. Man skal ”tænke nu hvis …” Tvivlen. Man skal være i tvivl. Man er så vant til livet, at man ikke kan forestille sig det truet.

 

Jeg har ingen sidste ønsker! Jeg har kun tvivlen.

Et valg der kan betyde liv eller død

Vi er landet. Min krop er anspændt. Hjertet banker hurtigere. Om et øjeblik åbner døren. Jeg kan ikke vende om nu. Jeg venter forventningsfuldt. Jeg ved godt, hvilke risici missionen indebærer. På den anden side af døren, venter der mit livs største udfordring. Jeg ved med sikkerhed, at dette ændrer mig for altid. Døren bliver åbnet. Forsigtigt træder jeg et skridt ud af flyveren. Jeg ved, at dette bare er ét af de mange skridt som ligger forude. En enkel fejl kan betyde liv eller død. Jeg ved, hvad der skal gøres, og jeg lukker af for tanker og følelser.

ILLUSION / VIRKELIGHED

Sandkornene flyver let  i vinden. Det ørkenlignende miljø er min hverdag. Ligesom skuddramaerne, blodbadene og adrenalinen. At være i krig er min virkelighed…

Bankassistenten eksisterer ikke længere. Jeg er en dansk soldat. En stolt én af slagsen. Side om side med de andre soldater, bære vi den danske stolthed.  Vi ændrer verden , og gør en forskel. Dette liv giver mening for mig. At være i krig er min virkelighed…

Jeg mærker en hånd strejfe mig let på kinden. Jeg vågner, kigger forvirret omkring stuen. Klokken er 19.00.

-        ’TV Avisen starter nu skat’.  Sagde konen

Denne virkelighed er illusionen…

De var brødre

Det var varmt, alt for varmt. Varmen blev forværret af presset. Men de var alle i samme båd, de var brødre.

Hjertet bankede hurtigere, de havde aldrig været mere presset. Kun uhyggelige overraskelser kunne dukke op. Men de holdte sammen, for de var brødre.

Faren dukkede op, i form af kugler. Men de var krigere. En af dem vovede sig frem.

Men så gik det i stå. Nu var han kun et livløst legeme.

Frygten var stærk.

Men brødrene adlød den ikke. Broderen skulle ikke dø forgæves.

Så den dag, var der ikke én, som overlevede.

For de var brødre.

Hjemme igen - eller?

Jeg har nu været i Afghanistan i et helt år og er endelig kommet hjem. Men hvorfor føler jeg ikke, at jeg er den ’gamle mig’. Alt føles så meningsløst. At kunne sove trygt. At kunne sidde i stille og ro. At jeg ikke skal være klar til at tage på operation. Har jeg virkelig levet sådan et roligt og trygt liv, mens alle de uskyldige nede i Afghanistan har levet under de ringe forhold? Jeg glemmer i en stund meningen med min tilstedeværelse i Danmark men så ser jeg hende. Min dejlige kone.

Ja jeg er endelig hjemme igen. 

Patruljen

Den tunge rygsæk og varmen er uudholdelig. Jeg går i mine egne tanker. Pludselig høres et øredøvende brag og jeg flyver et par meter bagud. Alt er røg, og mine ører hviner. Jeg er i chok. Først nu går det op for mig, hvad der er sket. Røgen letter, og kammeraterne stormer til mig. Jeg kan ikke fokusere. Skikkelserne farer rundt. Laver fagter. Råber. Men jeg hører intet. Overvældende smerte skyder op som et lyn nede fra mine ben. Jeg ser ned af mig selv. Jeg kan ikke få øje på mine ben. Hvorfor, tænker jeg til mig selv. Hvorfor.

Magt

Jeg kan simpelthen ikke svare dig på det, min hjerne er helt tom for idéer. Svarede en af de andre udsendte soldater, da jeg stillede ham spørgsmålet. Jeg havde gået og grublet over det i lang tid nu, jeg hungrede efter svar på ét spørgsmål, som snart havde så stor betydning for hele min tilstedeværelse i denne krig, at det kunne gælde liv eller død! Afghanerne havde heller ikke nogen anelse, jeg må blot have forvirret dem når jeg stod med mit kryds og tværs, fra politikken og pegede.

Et ord på 4 bogstaver der er skyld i denne krig _ _ _ _

Afsked

Han betragtede hende gennem det halvduggede vindue. Han huskede tydeligt den morgen, hvor de tog afsked. Han havde lænet sig tæt ind til hende, hvisket at han nok skulle komme hjem igen og hun havde kigget på ham med sine diamantgrønne øjne. Det var disse øjne, der nu sorgfyldt kiggede ud gennem vinduet. For en kort stund glemte han hvor han var og begyndte at kalde hendes navn. Virkeligheden gik op for ham, da han fik øje på fotografiet i hendes hånd, fotografiet af ham og hende, hvor der nederst stod skrevet – ”Du vil altid leve videre i mit hjerte”. 

FIFA

Det hele startede i 2003. Jeg blev forelsket ved første blik. Det var noget, som jeg bare skulle have. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg måtte eje det. Det hele startede foran computeren. Med fingrene placeret på pile tasterne og a, s, d og w gik der flere timer hver dag. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg på kort tid havde fået opbygget et tæt forhold til noget helt specielt. Jeg vidste at dette forhold ville vare i laaaaaaaaaang tid.

Efter et år med utrolig mange fantastiske oplevelser, var det tid til, at der skulle tilføjes et nyt medlem til familien. Hvert eneste år er der så blevet tilføjet et nyt medlem til den dejlige familie. Det sker i slutningen af september. Dagen er noget helt specielt. Det er ligesom at have fødselsdag og holde juleaften på samme tid.

De første 3 år blev vi forenet hvert år på min dejlige computer. Efter tre gode år hvor de eneste taster, som blev brugt på tastaturet var piltasterne og a, s, d og w, valgte jeg at skifte til Playstation 2. Her tilbragte jeg 4 år, hvor der var inkluderet kontrollers og scartstik. Det tog 4 år, før der skulle ske forandring igen. Efter at have investeret i en Playstation 3, var det tid til at skrive et nyt kapitel i vores forhold. Scartstikket var skiftet ud med et HDMI stik, så billedet var blevet bedre og mere virkeligt at se på.

Efter at jeg startede i gymnasiet, har det været svært at få kvalitetstid til at være sammen med min elskede, men så snart jeg har haft mulighed for det, har jeg prøvet at være sammen med den, så lang tid som det har været muligt.

I år er noget helt specielt for mig personligt, vi har 10 års dag i år. Den 28. september 2013 skal der skrives et nyt kapitel i vores forhold. Efter 10 år sammen er det gået fra at hedde

FIFA 2003 til FIFA13. Vi har haft et forhold med både opture og nedture. Vi har grædt, og vi og har grinet. Du har gjort mig glad, men også sur ind imellem. 

Jeg elsker dig FIFA. Dig og mig for altid!

Hvorfor tænker nogen sådan?

 

Hvorfor skal verdenen være sådan? Kan problemerne ikke løses med diplomati? Hvordan kan det være at nogle mennesker kan finde på at gøre sådan noget? Det er nogle af de tanker der falder mig ind, når jeg ser de her billeder.
Det ene billede er fra 11. september 2001, hvor nogle terrorister fra Al-Quada fløj ind i World Trade Center. Terroristernes motivation var troen, troen på at de ville komme i himlen og få et godt efterliv, noget som ikke engang er sikkert, og troen på at islam er den overlegne religion, og at kristne er nogle vantro mennesker. Det var de begrundelser der var for at tage livet fra tusindvis af uskyldige mennesker, der garanteret havde mand/kone og børn. Hvordan kunne de finde på at gøre det? Bare fordi nogle mennesker havde en anden tro, og ikke var ligesom dem, så skulle de flyves ned.  For at gøre gengæld, så vælger USA’s præsident at sende en hær ind i Afghanistan, men som de gamle ordsprog siger, vold avler bare mere vold og vold løser ingen problemer. Præsidentens handling gjorde bare terroristerne i Afghanistan endnu mere vrede, og planlægger garanteret nye terrorhandlinger mod USA for at få hævn.  Men det er selvfølgelig ikke alle muslimer der er sådan, der er også mange muslimer der er åbne overfor andre religioner, det er kun en lille skare der er så ekstreme i deres tro. Men desværre så har den lille skare dræbt mange uskyldige mennesker.
 Det er ikke kun de muslimske terrorister der er sådan. Der findes desværre mennesker over hele verden, der ikke kan klare en anden form for holdning. Det skete senest i Norge 22. Juni 2011, da den norske højreekstremistiske terrorist Anders Breivik begyndte at skyde på øen Utøya. Som billedet til højre viser, hvor der ligger en masse lig rundt om en ”politimand”. ”Politimanden” er Anders Breivik der har skudt og dræbt en flok unge mennesker fra partiet Arbeidernes Ungdomsfylking (Et parti der går ind for et frit og retfærdigt samfund) der camperede på øen. Igen så skulle de mange uskyldige unge mennesker, der havde en lys fremtid i møde, bare møjes ned, fordi de havde en holdning end ham.
Når jeg ser de to billeder, så tænker jeg på hvor primitive vi mennesker egentlig er. Vi har levet på samme måde i århundrede, hvis vi vil have noget eller hvis der er nogen vi ikke kan lide, så løser vi det med vold, men det er en forkert tankegang. Mennesket skal være bedre til at komme overens ligegyldig race og religion. Vi skal alle være bedre til at tale os ud af problemerne. Hvis vi gjorde det, så ville der ikke være sådan nogle billeder som øverst. Og vi ville ikke bruge så mange penge på militær og sikkerhed, og kunne derfor hjælpe den 3. verden endnu mere.

Betagende kunst

  

   Man siger at et billede siger mere end tusinde ord. Det er jo noget vrøvl, for hvem har nogensinde hørt et billede eller et fotografi tale. Men når et billede virkelig fanger beskuerens opmærksomhed, og tvinger tankerne til at arbejde på højtryk, må det siges, at billedet er så tæt på det verbale liv som det kan tillade sig. 

   Og det kan være smukt. Smukt, når et billede gør indtryk. Når et billede rører sine beskuere så dybt, og betagelsen af motivet har taget kontrol tankegangen, når man er som boltret til gulvet, man kan kun stå og betragte billedet, beundre billedet, vurdere billedet. Det føles som om, at otte klæbende blæksprutte-arme pludselig formes ud af rammen, og holder kroppen fast – det er umuligt at flytte sig. Gør man modstand, klemmer armene hårdere, og de små, geléagtige sugekopper, der systematisk sidder langs dyrets arme, suger sig blot et til stærkere greb. Man er nødt til at stå, og overveje, hvordan det kan lade sig gøre for en kunstner, at udfolde sig så kreativt på et lærred, og skabe så meget liv og følelse. Det er betagende, bevægende og ikke mindst imponerende, at så talentfulde kunstnere har fået lov at leve i en verden som vores. Tak.

   Når denne oplevelse er faktum, kan et billede let få en til at tænke op mod de tusinde ord på ganske få minutter. Det føles som en besættelse. En besættelse af taknemmelighed over at have fået lov at se dette enestående stykke kunst. Og efter at have betragtet det ydre af maleriet, bevæger man sig dybere ind i billedet, og læser mellem linjerne(penselstrøgene…) og begynder at lede efter den tanke og det formål maleren har haft, da han gennemførte udviklingen af sit motiv. Man søger og man søger, og pludselig er den der! Den åbenbaring man har gravet efter, og når man endelig får revet sig fri, af den trance-lignende tilstand man har været i, er det som om man lige er vokset ti centimeter. Man har fået en oplevelse, man aldrig glemmer, et mærke for livet. Man er blevet et helt nyt menneske.

Det var den følelse jeg fik, da jeg så billedet ”Midnight Blue” fra 1970, malet af den amerikanske maler Barnett Newmann.

Seriøst. Barnett Newmannn. Hvor FÅR du det fra?

Titel.. Hmm. Bromance?

At skrive om et billede… Hmm, ja den var værre. Og så endda med sommerferiehjerne. Hvilken uoverkommelig udfordring. Og hvordan skal denne billedbeskrivelse foregå? Skal jeg blot vælge et klassisk berømt maleri og køre halvt koncentreret derudaf, eller skal jeg måske mirakuløst komme på noget abnormalt. Ingen af delene, tænker jeg umiddelbart. Jeg kunne måske lave noget komisk? Mit humør lægger nok ikke lige i det hjørne, da den årlige post-sommerferie mini depression netop har ramt min ømme sjæl. Eller måske kunne jeg prøve at ramme noget komisk for at løfte mit eget humør. Det synes næsten for godt til at være sandt.

 

Ja, jeg valgte dette billede. Okay.

Dette fantastisk ’posede’ billede frembringer nu engang lidt glæde i min hjerne. Ikke kun lidt… Jeg sidder faktisk netop nu med et fjoget smil midt i krydderen. Man kan snildt argumentere for en række klamheder ved dette billede, men ’hva fa’en’, vi har det jo sjovt. I tænker nok at det var lige over grænsen. Måske.

Dette billede er ikke kun et fremragende eksempel på et excellent ’bromance’-forhold mellem to halvsvedige behårede gutter… Nej, det løfter sig op på et højere niveau! Lykkelighed. Og er det ikke det vi alle stræber efter? Er det ikke derfor, vi netop nu skriver den opgave? Så vi få fat på en studenterhue, og derved opnå større mulighed for succes på arbejdsmarkedet, så vi i enden sidder med et fantastisk job, der gør os lykkelige. Et godt lønnet job så vi kan forsøge familien, eller bare et job som vi nyder at møde op til hver morgen? Det er uoverskueligt. Men vi er nu engang godt stillet. Bare det at vi har muligheden for at gennemgå en række stjerne dyre uddannelser, som skattefar nok skal betale for. Det er næsten for godt til at være sandt, når man ser på vores system med klapper for øjnene. Hvordan kom jeg helt herud? Jesus.

Fedt, en ferie med fest, farver, lige hvad man havde brug for efter et helt år med næsen i bøgerne. Denne følelse af frihed bliver dog bræt stoppet, for en lille aflevering på Lectio, fik mig til at hænge med mulen, og pludselig lignede min ferie ellers så fede ferie en grå overskyet himmel, og enhver må da være enig bare et enkelt blik på den studerende pige på billedet sender tankerne et sted hen. GAB !

Desværre beskriver billedet meget godt en gennemsnitlig students aftener,  et par gange om ugen. Men hvad er det egentligt som gør at vi studenter altid brokker os?  For mange timer, for mange lektier, for lave karakterer ? uddannelse er en kæmpe mulighed, ikke en straf og her i Danmark bliver vi puslet så meget om at det er der mange som ikke forstå.

Fordi i mange andre lande beskriver det næste billede her desværre virkeligheden. I et land som USA, koster en uddannelse uhyrlige summer af penge, og mange får aldrig nogensinde råd til at få sig en ordentligt uddannelse. Jeg havde en ven i USA, og hans eneste mulighed var at få et sports stipendium. Hans familie var fattige, og ville ikke kunne finansiere hans uddannelse, og de havde 3 børn. Det var en oplevelse som var utroligt tankevækkende for mig.

Det er et stigende problem for mange lande at deres unge simpelthen må fravælge en uddannelse bare på grund af at det er for dyrt.  Men selvom at statuen på billedet bærer på en kæmpe rygsæk, med ordet ”debt” – gæld, så er uddannelse altid det bedste valg. Ellers kan de kun vælge et mindsteløns job, som i USA. Hvor at det ikke er urealistisk at få 20kr i timen.

Så jeg må ærligt indrømme at skrive denne aflevering, ja de har jeg ikke taget særlig tungt. Nu glæder jeg mig bare til om et år ! fordi der er det min tur til at få hatten på !

Goddag fantasi.

Dengang jeg fyldte 10 år fik jeg et komplet make-over af mit værelse i fødselsdagsgave. Jeg kan huske, at vi tog i Ikea og købte nye møbler, og da vi kom hjem, blev det hele samlet og sat op. Værelset var perfekt, bortset fra én ting: der var ingen pynt på væggene og det gik mig på, så jeg spurgte min mor, om hun havde nogle plakater jeg kunne hænge op. Hun fandt i stedet for plakaterne et maleri frem. Det bestod af blå farve med forskellige nuancer, grå ”striber” og 2 gule prikker. Jeg fik det hængt op lige over min seng så jeg kunne kigge på det, når jeg skulle falde i søvn. Som dagene gik, blev jeg gladere og gladere for billedet og til at starte med forestillede jeg mig, at det var et slags ”vindue” med havudsigt, lige midt på mit værelse.

Da jeg fyldte 11 år fik jeg min første mobiltelefon, som havde et kamera… et meget usselt kamera. Idet jeg var så glad for billedet, besluttede jeg mig for, at det skulle være min baggrund på telefonen. Jeg tog billedet med telefonen og indstillede det til at være mit nye baggrundsbillede.

Nogle dage efter opdagede jeg, at billedet jeg havde taget af maleriet ikke stemte overens med det ”rigtige” maleri. På grund telefonens usle kamera var der pludselig en række striber på maleriet, som ikke var der før. De var placeret lige ved den nederste af de gule prikker, hvilket gjorde, at den gule prik nu lignede en fisker med regntøj på, som sad på en sten ved en lille sø og fiskede – i mine øjne. Jeg viste det til mine forældre og de kunne også se, at det var anderledes, men de så alligevel ikke det samme som jeg gjorde. Jeg er ret sikker på, at maleriet ligger i kælderen et sted, og billedet stadig ligger på min telefon, som er begravet et eller andet sted i alt mit rod.

I mine øjne et perfekt eksempel på, at måden malerier og kunst opfattes på afhænger af øjnene der ser, og at der i realiteten ikke skal ret meget til for at denne opfattelse ændres – og så selvfølgelig en dårlig mobiltelefon til, at hjælpe det hele lidt på vej.

Det var så slut på denne ferie. Jeg nyder de sidste solstråler, i selskab med familien på amager strand, inden vi igen skal sidde på skolebænken bag de triste grå facader i morgen. Denne gang er det en ekstra mærkelig følelse. Ved tanken om at den sidste skolesommerferie er forbi, og at det om et år er slut. Slut med 7 ugers sommerferie, men nok ikke slut med bøger og lektier. Det bliver et helt specielt år, med mange udfordringer og hårdt arbejde, men helt sikkert også med en masse fantastisk oplevelser, med nogle mennesker, som er blevet utroligt tæt knyttet på meget kort tid.

Det kommende skoleår bliver specielt på mange måder. Det bliver både hårdt, surt, trist og til tider ulideligt, men det kommer samtidig også til at bringe en masse glæde, festlig stemning og ekstra meget sammenhold. Det bliver året hvor man skal sætte sit sidste præg på eksamensbeviset og det frygtede gennemsnit, året hvor nogle må kæmpe, mens andre klarer sig igennem, så let som at klø sig i håret. Men i 3.x er det intet problem for der er hjælp at hente fra vennerne.

Lad det blive et fantastisk og uforglemmeligt år. Hvor vi står sammen og får det bedste ud af det. J

Frem med træningsskoene igen

Sommeren i år er ved at nå sin ende. Vi er kommet hjem fra en afslappende ferie, og lige rundt om hjørnet venter den travle og hektiske hverdag. Både arbejde og skole kalder. Men hvad der er værst, er de ekstra kilo man har taget på i løbet af ferien. Det jo ikke så overraskende alligevel. Sommerens søde sager og den gode velsmagende mad. Ih vi kan jo ikke lade vær med at falde i fælden. Før man ved det stiger tallet på vægten. Men så er det jo bare om at komme i gang igen med at motionere!

Er det svært at finde motivation? Så tag en eller flere veninder med under armen, og cykl af sted til fitness centreret. På denne måde kan man presse hinanden til det yderste. Før du ved det stiger pulsen. En hedebølge spreder sig langsomt gennem din krop. Den første sveddråbe falder fra panden. Det brænder endda i dine muskler, og du har lyst til at give op. Men måske burde du tænke dig om en ekstra gang. Giver du op fordi at du virkelig er træt? Eller er det fordi at du simpelthen ikke magter mere. Der er masser af undskyldninger!

I Fresh Fitness har de designet deres vægge med inspirerende citater. Fx disse.

En rigtig god motivation til at lige give den en ekstra skalle. Det kan få dig til at tænke over situationen før du bare giver op.

Efter træningen kan du forlade centreret med den herligste følelse i kroppen. Endorfinerne flyver rundt i kroppen, og du kan føle dig stolt over, at du endnu engang tog derop. Med en træt krop klapper du dig selv på skulderen, og cykler velfornøjet tilbage hjem igen.

Lige pludselig var den træning det værd alligevel, ikke? Væk med den dårlige skyldsfølelse over at ikke røre sig. Tag ud og få det gjort, for den eneste der stopper dig, er egentlig dig selv.

Minder..

Når jeg kigger på tegningen ser jeg minder, glæde og forventninger, jeg ser en fortid som en lille lykkelig pige, men hvis en hvilket som helst anden person kigger på tegningen, ser de sikkert ikke andet end en tegning som en far engang har tegnet til sin lille datter.

Min far har tegnet den her tegning til mig for omkring 12 år siden og den forestiller fremtiden og lykken. Den forestiller det hus vi var i gang med at bygge for ja, godt 12 år siden. Når jeg kigger på tegningen ser jeg som sagt en masse minder. Jeg ser minder om min far, mor, lillesøster og jeg i en lille lejlighed som vi lånte af min mormor og morfar, jeg ser minder om min første skoledag sammen med min bedste veninde. Jeg ser minder om savnet til at eje en have, som man kan fjolle rundt i. På tegningen har min far tegnet en lille hund, som tilsyneladende ligner en lille sort klat. I år 2000 ejede vi ikke en hund, faktisk ejede vi slet ikke nogle dyr overhovedet, så man kan vel sige at den lille sorte klat på tegningen var en lovning på at jeg måtte få en hund engang i fremtiden.

 Jeg savner den gang hvor jeg bare var en lille pige på 6-7 år uden bekymringer og sorger, jeg savner at kunne være et barn, som ikke skulle tage stilling til hvad jeg ville længere henne i livet, men bare skulle fokusere på at lege, fjolle rundt og være et barn. Jeg savner den uendelige glæde man har som et barn. Jeg savner at alt næsten kunne gøre en glad, selv noget så dumt som at få et lille stykke slik hos pizzamanden. Jeg savner at man bare kunne rende rundt og være naiv og tro at verden var et stort magisk sted. Jeg savner at tro.. At tro på at julemanden, nisser, feer og påskeharen alle er virkelige. Jeg savner den magiske verden jeg levede i, hvor det eneste jeg skulle bekymrer mig om var om alle mine Barbie- og Bratzdukker ikke var væk.

At være et barn er som at leve i en magisk boble af lykke, glæde, fantasi og naivitet, og det savner jeg faktisk. Jeg savner ikke at vide bedre, og bare tro på at alt hvad jeg får at vide er sandt. Men noget af det gode ved at være vokset op er at høre barndomshistorier og på den måde drømme sig tilbage i den magiske boble.

Jeg savner at være et barn…

Højt at flyve - dybt at falde

Frida Kahlo- 'The suicide of Dorothy Hale' 1938-1939

Frida Kahlo

Frida Kahlo…

 Mexicos ikoniske surrealist, kommunist en stakkels handikappet kvinde med ægteskabsproblemer, eksotisk, mystisk.  Jeg kunne blive ved, men med disse ord kan beskrive Frida Kahlo (1907-54) korte, men kompliceret, smertefulde og lidenskabeligt liv. Som blot 18årig blev hun invalideret ved en trafikulykke. Derfor gennemgik hun talrige operationer. Hun var gift med Diego Rivera, mexicansk maler, som hun levede et indviklet liv  med utroskab, skilsmisse og genforening. 

                                                                                                                            

Da hun begyndte at male surrealistiske billeder siges det, at hun malede sin egen virkelighed, sin egen skæbne i et ”sprog” inspireret af den farverige og symbolske mexicanske kultur. 

I sine motiver behandler hun ofte temaer som lidelse, splittelse og længsel.

 Jeg syntes, at’ The Suicide of Dorothy Hale’ er et billede der siger mere end 1000 ord. Det vakte mig stor interesse. Da jeg nærstuderet billedet  fandt jeg ud af, at den faldende kvinde i klædt hvid kjole ’omfavnet’ af skyerne/himmelen, er den samme kvinde i sort kjole liggende på jorden udtryksløs og blødende. Jeg er i sær fascineret af kontrasterne der findes på billedet. Den sorte og hvide kjole, himmel og jord, de mørke og lyse farver. Alt dette giver mig associationer omkring liv og død. To vidt forskellige begreber der alligevel bliver ”forenet” på dette billede.

Dorothy Hale

Men billedet er ikke ”bare” et fantasifuldt mesterværk af Frida Kahlo. Dette billede blev inspireret af den smukke amerikanske skuespiller Dorothy Hale (1905 – 1938), som begik selvmord. Det siges, at hun sprang ud over sit daværende hotels vindue. Pga.  Hales profession og udseende, blev introduceret til den høje sociale klasse og luksuriøst liv. Desværre havnede hun i finanskrise, som resultatet af hendes mands død, dårlige affærer/forhold og lån.

Jeg synes, at Dorothy Hales historie fungerer ikke blot som et ”minde” af skuespilleren. Billedet kan sagtens relateres til andet. Hvis der tages udgangspunkt i Hales liv, blev hun ”fanget” af det glamourøse liv, hvor hun til sidst måtte indse, at festen snart var forbi eller som hun udtrykt inden hun begik selvmord :  'Well that's the end of the vodka. There isn't anymore.”  Dette billede og historien bag, kan forbindes til den menneskelige vildledelse. Tilpasningen af nye omgivelser og miljøer kan generelt fører til en form for fortabelse og fangenskab. Den hårde kamp om ”overlevelse” kan ende med identitets kriser, og i værste fald som Dorothy Hale på billedet, i sort kjole udtryksløs, blødende og død.

Ja, som billedet tydeligt illustrer er det højt at flyve, men dybt at falde…

Otto Frellos verden

Hvis der er en malers univers der kan fænge mig, er det den danske illustrator og kunstmaler Otto Frellos. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med hans malerier, var i Helligåndshuset i  København for et par år siden. Otto Frello, en tynd, ældre herre med hvidt hår, gik selv rundt blandt gæsterne til hans udstilling og snakkede lystigt med gud og hver mand. Han havde en varm personlighed og jeg synes det var fedt at han var så nede på jorden. Kombinationen af hans søde væsen og hans kunstneriske evner gjorde at jeg købte hans bog ” Otto Frello – den ukendte maler”

Det man ser i en bog, er dog ikke det samme som at stå og kigge på malerierne. Hvis man kigger efter, er der på det øverste billede ”To Kvinder” små sommerfugle og jeg husker tydeligt forundringen hos mig og mange andre, da vingerne på disse pludselig baskede engang imellem. Det er dét der er så forunderligt. Man ser på hans malerier og ser helheden, men det er ikke dét der er pointen. Pointen er helt basalt at man stopper helt op, og giver sig selv tid til at se de bittesmå detaljer, der tilsammen danner netop den helhed. Det er her man opdager Peter Plys og hans venner i baggrunden !!

Det midterste billede, som hedder ”Stormvejret”, kan jeg godt lide, fordi det fortæller en brøkdel af en historie, som man selv har lyst til at digte videre på. Hvem og hvad er det ude i vandet? Hvad laver de fine kvinder alene? Hvad er der sket med båden? Samtidig bruger Otto Frello rigtig mange små detaljer kombineret med et farvespil, der drager øjnene.

Det nederste billede er et fotografi af Otto Frello selv foran hans maleri " Den Lille Havfrue". Sidste gang han udstillede, nemlig i 2009, var han 85 år. Rimelig imponerende..

Så alt i alt, hvis I en dag falder over et billede af Otto Frello - så kig lige en ekstra gang (;

Krigens Ansigt

Krig. Ifølge definitionen, en vedvarende organiseret og bevæbnet konflikt. Begrebet har sat mange forskellige negative følelser i gang, men ingen overraskelse, når man har fået en idé om dens konsekvenser.

Salvador Dali har på sin egen måde valgt, at illustrere konsekvenserne ved dette maleri:

Og maleriet lader tilskueren virkeligt føle smerten. Med andre ord, er det et ret så skræmmende syn.

I en flad, skummel og isoleret "ørken", springer et så frygtindgydende, skræmmende og mystisk kreatur lige i øjnene på en. Fryser enhver sjæl til øjeblikkeligt, hvor der ikke mærkes andet end den ætsende følelse af at det værste man kan finde i universet, står en ansigt til ansigt. Med munden, og hvad der burde være øjnene, formet som det mest rædselsfulde ansigt man har set i et stykke tid. Og med slanger, som står klar til at fortære en som piratfisk, ved man at man ikke har en chance. Men det mest afskyelige og skræmmende ved dette så skræmmende væsen, er dets uendeligt mange smadrede kranier, som alle ser uhyggeligere ud, for hvor mindre de er. 

Alle disse følelser, i et kort sekund. 

Hele hovedet i subjektiv form, repræsenterer død og forfald. Så det er ikke så overraskende, at hovedet ligner noget der står klar til at forårsage smerte og død i store mængder. Men at hovedet fortsætter med at reproduceres i en al uendelighed viser, at selve maleriet symboliserer død og forfald, i en evighed. 

Men efter man er blevet for træt til at lade gyse over billedet, begynder man sjovt nok med at undre sig over, hvorfor hovedets (og dets uendelige dobbeltgængere) humør er så elendigt. Man får endda lidt medfølelse og begynder med at tvivle over, om det egentligt er hovedet, der er monstret.

Hvad nu hvis det er hovedet, der er ofret?

Hvad hvis Krigens Ansigt ikke føler andet end melankoli, forfald og smerte, frem for ondskab?
Hvad nu hvis det flydende nederst til højre på billedet er blod fra mødres børn, og at Krigens Ansigt sørger over dette tab?

På trods af at maleriet er så bizart, var Dalis formål ikke, at gøre mennesker utilpas. Formålet var, at give mennesker en illustration, over hvad krig har at give: ikke meget andet end død og elendighed.

Tilstedeværelse

Tænk hvis du kunne bide sådan i et æble! Tænk dig at tage en stor, glad bid og efterlade den kærligste hilsen som aftryk. Ville du så bare tage dig en ny saftig mundfuld, eller ville du sende hilsnen videre?

Det er stort set ligegyldigt, hvad vi foretager os; vore handlinger efterlader spor. Nogle gange planlagt, andre gange efter tilfældighedernes spilleregler. Én regel er dog bestandig: Lad være med at slette dem. For hvis du ikke tillader andre at mærke de aftryk, du sætter på din omverden, så er din tilstedeværelse spildt, og ingen kan kende dig. Du er den, du er, på grund af de ting, du gør, og de virkninger, gode som dårlige, det har på andre. Uden handlinger, der gør indtryk og forårsager forandring, kan du ikke kalde dig for dig.

  Hvis du tisser dit navn i sneen, for dernæst at strø salt ud, så har det ikke været til glæde for andre end dig selv – det kaldes ensomhed. Hvis du får en tatovering et sted på kroppen, der er dækket af tøj, så ved kun du, hvordan du i virkeligheden ser ud – det kaldes en hemmelighed. Hvis et kærestepar ridser et hjerte med deres initialer i barken på et træ dybt inde i skoven, hvor ingen kan se det, så har det ikke nogen værdi – det kaldes ironi.
  Skriver du et digt, så lad nogen læse dine tanker, selvom du ikke er digter. Maler du et billede, så lad nogen se dit sind, selvom du ikke ved, hvordan man lægger skygger. Synger du en sang, så lad nogen høre din smag; bager du en kage, så lad nogen smage dit værk; oplever du noget spændende, så fortæl nogen om det. Sårer du nogen, så sig åbent og ærligt, at du ikke kan lide personen, eller at det ikke var med vilje. At skjule de små og store ting, der gør dig til den, du er, er at skjule dig selv. Og at skjule dig selv er selvmord.
  En verden, hvor man kan lade sine mærker bestå, gode såvel som dårlige, er en verden uden skam og en verden fuld af ærlighed og åbne hjerter. Lad os se dit inderste jeg, lad os elske dig på godt og ondt for den, du er, og tilgive dig for det, du gør galt – eller i det mindste hade dig med hånden på hjertet, så vi alle ved, hvordan landet ligger. Vis dig selv og dine fodspor frem, så vi kan finde vej til dit sande jeg.

Hvis du bider af et æble, og aftrykket, hvor usandsynligt det end synes, har form som et hjerte, så blæs på din sult for en stund og send æblet rundt. Lad verden se det! Lad os se dit mirakel!

Du må også gerne skære hjerteformen ud med en kniv – vi vil stadig blive glade for at se det.