Magic Mountain

På vores tur
til Berlin var vi ude og klatre i Europas største klatrecenter,

nemlig Magic Mountain.
Da vi ankom til hallen mødte vi vores instruktører og fik kort besked om hvad det var vi skulle. Derefter fik vi nøgler til et lille omklædningsrum hvor vi kunne skifte og ligge vores jakker. Da vi havde gjort dette, blev vi introduceret for 5 smilende instruktører og delt op i 5 hold. Hvorefter at vi fik vores ”lækre”
klatre seler på, også var det ellers bare op i det første ”bjerg” vi kunne finde! Alt i alt var turen til Magic Mountain meget god, men dog ikke helt som
jeg havde forventet. Jeg blev meget overrasket over hvor øm man egentlig senere hen blev i hele kroppen, og hvor mange arm/ben kræfter det faktisk krævede for en at komme op på toppen. Jeg blev også ret forundret over, at vi bare blev smidt op på klatrevæggen uden at have fået den helt store information om hvad det egentlig var vi skulle gøre når vi hang på siden af et ”bjerg”. Det var også vigtigt at man kunne stole på at ens kammerater, da det var dem som skulle kunne holde fast i selen som man hang i, ellers ville man slå sig ret slemt. Første gang man var næsten op på toppen af klatrevæggen, begyndte ens ben bare at ryste og det var en hel lettelse for
mig, da jeg var kommet ned og stod på gulvet igen. Vores instruktører var tyskere, det siger jo sig selv eftersom at vi var i Berlin. Men det var desværre rigtig svært at forstå hvad det var han sagde, da han snakkede rigtig gebrokkent engelsk. De næste par dage var vi alle godt ømme.

Men ellers en fed oplevelse :D

Mvh Cicilie :)

BJØRN!

På vores tur til Berlin fik vi råbt bjørn rigtig mange gange! 

En af bjørnene vi fandt.

Der er her tale om de såkaldte Buddy Bears, de kan findes rundt omkring i Berlin. Bjørnene er af fiberglas og er omkring 2 meter høje. Ingen af os vidste ikke rigtig hvorfor de her bjørne var til, så da jeg kom hjem var det første jeg googlede. Jeg fandt ud af at de blev produceret til en udstilling fra 2002, og alle bjørnene er blevet individuelt malet af forskellige kunstnere fra forskellige lande. Jeg syntes at det er fantastisk at verden kan arbejde sammen om det her projekt.

Udstillingen hed “United Buddy Bears” og havde budskabet om verdensfred som bagtanke. Bjørnene stod hånd i hånd i en stor cirkel omkring ”Brandenburger Tor” i Berlin og de symboliserede at de forskellige lande tager hinanden i hånden, bliver forenede og skaber en verdensfred. Klassen blev på en måde også forenede hver gang vi fandt en bjørn, for så skulle vi da have et gruppebillede med den. Efter udstillingen i 2002 blev de forskellige bjørne spredt rundt omkring Berlin, de fleste står ude foran forskellige ambassader for de lande som de repræsenterede. Enkelte blev dog også solgt på aktion, hvor pengene gik til UNICEF.

Vi fandt desværre ikke den danske Buddy Bear som er designet af Anne Elisabeth Østergaard som har fået inspiration fra H.C. Andersen og hans vidunderlige eventyr den lille havfrue.

Den danske Buddy Bear

<!--[endif]--><!--[if !vml]-->

<!--[endif]-->Hvis man har lyst til at læse mere om Buddy Bears kan man gøre det på http://www.buddy-baer.com/

Dagligdagen på værelse 208

Klokken var 7.15, da hele 2.x stod og trippede, mens vi ventede på bussen. Folk var helt oppe og køre over, den her tur vi skulle bevæge sig ud i. Vi havde alle ventet på turen i 1,5 år, og så frem til den bedste uge i gymnasietiden.

Da vi havde sat os ind i bussen, faldt vi lidt til ro. Men det varede ikke længe før at folk begyndte at blive raskløse. Der blev fyret op for højtaleren, hvorefter vi alle begyndte at rejse os op. Der var gang i ”party-bussen” i næsten alle 8-9 timer, hvilket var hvad busturen varede.

Da vi ankom, blev vi mødt af en stor grå bygning, hvilket var vores hostel. Bygningen havde en meget god beliggenhed, den lå meget centralt i Berlin, så der var ikke langt til seværdighederne, de gode butiksgader og barer. Det var meget spøjst, da vi ankom. Det første vi fik af vide, var at vi hverken måtte opbevare eller indtage alkohol på hostellets grund. Vi måtte heller ikke ryge på deres grund, men alligevel havde hostellet en rygergård og bar. Det grinte vi meget over. Da vi havde fået reglerne at vide, så fik vi delt værelserne. Jeg må sige at værelse 208 var det sjoveste værelse. Nok var der en del regler på hostellet, men alligevel fik jeg min livs oplevelse. Der var musik hver gang, vi var på værelset. Der var desværre visse mangler på værelserne, men det formåede vi at løse. F.eks. var der mangel på borde, vi havde kun ét bord uden den store plads, derfor valgte mine kreative værelseskammerater og lave et bord ud af tomme øldåser, som vi fandt rundt omkring. Den blev til et meget smukt kunstnerisk mesterværk, hvilket vi fik meget glæde af. En anden mangel, som hostellet havde, var en mangel på køleskabe. Men heldigvis var de kreative mennesker på værelse 208 endnu engang på pletten med en ny løsning. Løsningen var at tape de føde-/drikkevare, som skulle køles ned, fast på ydersiden af vinduet. Disse kreative indslag, og de sjove mennesker, som går i 2.x, og ikke mindst mine værelseskammerater, eller hipster circle som vi kaldte os, gjorde uge 11 til den bedste uge i mit liv.

De alternative hostel forhold

City hostel Berlin byder ikke kun på ekstremt strenge regler
angående alkohol og badetider, men også på kedelige, forfaldende, små, mangelfulde værelser og verdens kedeligste morgenmad. Værelserne på byens hostel var meget spartansk indrettet. På et seksmands værelse havde vi et MEGET lille kvadratisk med tre tilhørende stole. Dog havde vi hver vores egen seng og der var også seks skabe til vores ting. Når disse ting er nævnt var der så heller ikke meget andet på et værelse. Badet og toiletter var på gangen, men vi havde alligevel fået et spejl på værelset. Men når forholdene nu var så dårlige, blev man jo nød til at få det bedste ud af det. Fordelen ved badet på gangen var at vandet var meget varmt, og når man så tændte alle bruserne på fuldvarme havde vi nu lavet vores eget dampbad vi kunne side i. Da vi ikke havde borde nok til alle at kunne side ved et, blev vi nød til at improvisere og lavede vores eget af øldåser. Da vi ikke gad spise morgenmaden på hostellet blev vi igen nød til at improvisere og gik ned i supermarkedet og købte en vaskebalje, en pakke choco pops og en liter mælk. Men da vi ikke brugte hele mælken, og ikke havde nogen minibar eller anden form for køleskab til at holde mælken frisk, blev vi igen nød til at finde et alternativ. Og hvad kan en rulle tape ikke klarer? Det var stadig dejlig køligt udenfor, omkring 5-6 grader. Perfekt til et køleskab! Så vi tog tapen åbnede vinduet og klistrede mælkekartonen godt fast på ruden. Så var det problem løst. Så tænker man til at starte med, hvorfor har vi dog valgt et så dårligt sted at bo! Men havde vi haft det ligeså sjovt hvis vi havde boet på et stort femstjernet hotel, med luksusmorgenmad og store værelser der bare havde det hele. Så havde vi ikke fået alle de sjove og mærkelige ideer som på City Hostel Berlin. Så selvom det måske ikke var det bedste sted, fik vi alligevel det bedste ud af det ved at være kreative og lave nogle lidt alternative, men meget brugbare genstande.

Arkitektur - og karrypøls'!

Man kan sige meget om Berlin og den forholdsvis grumme historie bag landet byen ligger i, men én ting er sikkert: Tyskerne kan finde ud af at bygge bygninger og lave luksuriøse karrypølser der sender selv den mest grådige madkritiker i en dyb ekstase af velvære.

Deres byggestil er ikke meget anderledes end den danske, næh, det jeg i virkeligheden er fascineret af ved nogle af de tyske bygninger er, at de ligner mad. De er glade for kupler – en åbenlys hentydning til mormors gode dunser fra det tyske barndomshjem. I deres bygninger er der mange søjler. Søjler, der med næsten 100% sikkerhed er skabt til at vække en appetit hos befolkningen og turister, idet de giver associationer om de velsmagende pølser, som Tyskland nu engang er så kendt for at fremstille.

Hvad der i virkeligheden er interessant ved Tyskland er selve madkulturen. For tyskerne er mad ikke bare ’mad’, altså noget der indtages for overlevelse. Når en tysker laver mad, så bliver det gjort ordentligt! Med ’ordentligt’ mener jeg selvfølgelig at maden smager himmelsk – specielt deres karrypølse med en god omgang ketchup. Dog er udseendet ikke noget at råbe hurra for. En god omgang karrypølse fra den lokale pølsemand er ofte pakket ind i en dyne af ketchup og ligner mest af alt noget der er blevet kørt over adskillige gange i et lyskryds, hvorefter det er blevet trampet på... og derefter skudt.

Jeg kom til Tyskland uden nogensinde at have smagt en currywurst før. Noget jeg kom til at bøde for, idet William fluks trak mig hen til den nærmeste karry-biks. Vi bestilte 2 gange currywurst ved hjælp af vores enestående tyskkundskaber og da de blev serveret var jeg ikke just imponeret af udseendet, men smagen derimod… Det var som at tage en bid af himlen. En himmel der var smurt ind i ketchup. En himmel der var blevet kørt over. Da jeg igen vendte tilbage til virkeligheden efter mit ’trip’ stod William og stirrede hånende på mig og sagde ordene: ”Hvad sagde jeg, Bøve!”

Jeg vil derfor give den berlinske karrypølse 4½ ud af 5 stjerner. Den sidste halve stjerne vil blive sat på, så snart de ændrer udseendet på deres retter og gør dem mere… tiltalende.

Og så er der vidst kun én ting jeg mangler at sige, kære læser:

”En pølse skal serveres med føl’se!”

- Magnus Emil Holmgaard, pølleentusiast/ekspert.

Er vi i dag virkelig blevet så uhøflige?

Pludselig står man der sammen med sin ven alene i en storby og ikke aner hvor man er. Det var det jeg oplevede i Berlin, hvor jeg var faret vild fra resten af klassen på en fælles løbetur. Naturligvis kunne man tænke sig frem til at spørge folk om vej. Men hvad gør man når ingen gider hjælpe en på rette vej, når man har brug for det? Når de forbigående kigger koldt og går videre, når man desperat rækker hånden ud om hjælp? Nogle påstår at de ikke kan engelsk. Andre har travlt med at kigge i deres smartphones, og skynder sig videre, til at man kun kan se et skimt af deres fine jakkesæt nede for enden af gaden. Min oplevelse gav mig et negativt indtryk af tyskere fordi at jeg stod hjælpeløs, og skulle finde vej med min ven på egen hånd.

I takt som min vrede blussede op, gik det op for mig, at vi i Danmark ikke er spor anderledes. Det gav mig nogle overvejelser om hvorfor at vi i vores samfund, har vænnet os til at være uhøflige over for andre mennesker. Vi taler ikke med folk som vi støder ind i den travle hverdag. I bussen vil man dårligt nok rykke sig længere ind for at give plads til den fremmede, som netop lige er steget på bussen. Når man endelig sidder ved siden af nogen, kigger man hver sin vej. Ikke et ord bliver sagt. Men hvad forårsager denne uhøflighed og mangel på venlighed? Måske er det fordi at kriminalitet generelt bliver meget omtalt i nyhederne, at man frygter de hemmeligheder der gemmer sig bag den person, der sidder lige ved siden af.

Handler vi mennesker i dag på frygt? Eller er det fordi vi er blevet så egoistiske og selvoptagede, at vi ikke engang kan tage os tid til at hjælpe den gamle dame over vejen, eller den fortvivlede person som står alene i en fremmed by? Er det helt umuligt? Er det fordi at flertallet opfører sig sådan? For det jo ikke alle der vender ryggen til, og lukker sammen som en bog. Nogle er meget imødekommende, og man synes måske ligefrem at det er underligt, når folk begynder at snakke med en? Hvad sker der egentlig hvis man bare tager sig tid til at åbne sig op for andre mennesker? Kan man tage skade af at få et smugkig ind i andre mennesker, på fod med et smugkig gennem nøglehullet for at se hvad der er på den anden side af døren? Måske overreagerer jeg også på mine egne erfaringer. For måske er vi menneskers adfærd mod hinanden slet ikke så slem, som jeg går rundt og tror? Alt jeg ved, er at jeg i min situation ville ønske, at der havde været nogle til at hjælpe mig. Jeg ville have fundet hjem, og været rigtig taknemmelig over det venlige menneske der hjalp mig med at finde vej hjem.

Prater Garten – Tysk mad, Øl og Smukke omgivelser

http://www.pratergarten.de/d/

”Wiener Schnitzel mit Kartoffelsalat und Gurkensalat, mit einem Bier vom Fass“. Kan det blive mere tysk? Det tror jeg næppe! Hvis man er i Berlin, og gerne vil ud og spise rigtig tysk mad, skal man tage til toppen af poppen, Berlins bedste madsteder. Man skal tage til Charlottenburg. Her finder man creme dé la creme indenfor tysk mad.

Efter at have taget U2 til Eberswalder Strasse og derefter en gåtur på ca. 300 meter, finder man” Prater Garten”. Ude fra ligner ”Prater Garten” ikke det store, men når man går igennem portene, finder man den hyggeligste have med udsigt til et flot forladt svømmebassin, flere forskellige øl steder og træer over det hele, alt det skaber en hyggelig stemning.

En smuk sommerdag, hvor solen skinner, og himlen er blå, er ”Prater Garten” en fantastisk oplevelse. Den meget rustikke stil er gennemført hele vejen igennem. Med rødternede duge og udsigten til det forladte svømmebassin, børn som løber rundt og leger rundt om de store flotte træer, føler man sig helt dejlig tilpas. Alle disse indtryk kan man studere, samtidig med man sidder og nyder en stor fadøl, imens man venter på sin mad.

Maden er typisk tysk, det kan der ikke lægges skjul på. Fokus er ikke mod udseendet og anretningen, derimod er fokus rettet mod det vigtigste på en restaurant, nemlig selve maden. Når tjeneren kommer ind med en tallerken, som er fyldt med 3 store Wienerschnitzler, med en garniture bestående af lidt kartoffelsalat og en rigtig tysk agurkesalat, så ved man at man befinder sig i Tyskland. Store anretninger med masser af kød og meget lidt tilbehør. Maden er meget enkel anrettet, og der er ikke blevet brugt minutter på at udtrykke sig visuelt, men i stedet på at tilberede maden perfekt.

Forventningerne er ikke høje, idet man ser maden. Der ligger 3 store Wienerschnitzler, som mest af alt ligner punkterede lunger, som er blevet paneret i rasp. Men personligt vil jeg sige, at jeg ikke har smagt bedre Wienerschnitzler i Tyskland. Det er selvfølgelig ikke kun Wienerschnitzler, som man kan få på restauranten, men jeg vil da helt klart anbefale dem, men de laver også meget anden tysk mad, og smagen er altid god, lige meget hvad man får.

Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser i ”Prater Garten”. Lige fra en skøn solskinsdag med familien og de bedste venner, til en studietur med 29 mennesker fra Tårnby Gymnasium.

Hvis jeg skulle give en samlet vurdering af ”Prater Garten”, vil jeg give stedet 4 ud af 6 stjerner. Det får den, fordi maden smager godt, og prisen er fornuftig i forhold til det man får. Stedet er utrolig hyggeligt om sommeren, og omgivelserne gør det til et rigtig dejligt sted.

William Alleslev, rutineret Wienerschnitzel spiser. 

<!--[if !supportLists]-->

Alfons Åberg den Almægtige

Der var en gang i det gamle Berlin, da den mægtige alfons Åberg var den største alfons i hele den berlinske bystat. Alfons Åberg var elsket af alle i Berlin, og lovede alle sine undersåtter frihed og lige løn, (og sine kunder lave priser.) Men på en dyster tid, kom den onde Don Øl til Berlins grænser for at overtage, plyndre og… overtage. Alfons Åberg tabte dystert krigen, og blev jaget ud. (Nu arbejder han som kassedame i Føtex, Amagercentret).
Men legenden siger, at der efter Åbergs forlig ville dukke tre prinser op, som alle var børn til den store alfons Åberg.
Den ældste prins var robust som et sværd, høj som en herre… og et vidunderbarn på dansegulvet. Den lidt yngre havde styrken som en okse, stemmen som en "Hells Angels"-rocker, og derhjemme fyldte skabe med hormonfras og ”NO-Xplode”.
Men den yngste af dem alle var en aldeles særlig prins. Denne prins havde en hjerne som ingen andre, men dette var dog resultatet af alle de slag han igennem opvæksten havde fået.
Da de tre prinser havde hørt om dette fra deres fader, gav de deres løfte på at de ville bringe paradis tilbage i Berlin. Deres fader fik dem så transporteret til Kastrup Lufthavn, så de kunne tage BUSSEN til det store rige sydpå på grund af økonomiske årsager.
Da de endelig ankom det rige, så de kaos og uorden. Alt var anderledes fra hvad de havde fået fortalt, og imens de betragtede den hærgede by, dukkede en hund op.
”Kan du fortælle os hvor vi finder Don Øl?” Spurgte den yngste prins.
Hunden løb videre.
De tre prinser marcherede da, indtil at de så en højborg så firkantet, at selv et kvadrat ikke ville kunne være så firkantet som den. Der var indskrevet gul tekst foran. De gik da hen mod indgangen, og blev så stoppet. Dette var dog ingen normal vagt… dette var en vagt som ingen andre vagter ville få af se i verden…
”Hvem er i og hvad vil i her?” Spurgte kreaturet
”Vi vil gerne ind”. Svarede den ældste prins.
”Vil i ind, må i forbi mig først!” Svarede kreaturet så vredt.
De to ældste prinser løb, så snart de fik blikket.
Den yngste sparkede ham dog i et ømt sted og gik ind, men høfligt lukkede han døren efter sig selv!
Da han inde i bygningen så Don Øl, trak den yngste prins sin ølflaske frem. Dette var en Tuborg øl. Men sammen med ham var den smukkeste prinsesse med øjne så blå som en blå vaffel. ”Hjælp mig!”, skreg hun. Da Don Øl truede med at røre hende, kastede han ølflasken i hovedet på ham, og befriede prinsessen. ”Tusind tak!”
Derefter kom deres far til Berlin og fik sit kongedømme tilbage, hvor prinsen og prinsessen levede lykkeligt til deres dages ende. (Dog blev prinsen smidt ud af højborgen for medbringelse af alkohol... FACT)

For sikkerhedens skyld

Siden 9/11 angrebet, har verden og opfattelsen af mennesket ændret sig.  Flere lande gik i krig for at udrydde den store ’terror-trussel’ for at ske igen, og forhindre lignende i deres land. Bestemte folkeslag blev stereotyper. Stereotyperne fulgtes ad med fordomme, der fastgøres til individernes ’frygt’. Man har skærpet kontrollen til sådan et niveau, at individer som bevæger sig udenfor hjemmet bliver overvåget med hvert en bevægelse med skjulte kameraer, som dyr i bur. Endda private E-mails, beskeder og opkald bliver aflyttet af politiet.                                                               

  Denne overvågning har jeg hidtil aldrig bemærket, eller simpelthen ikke har haft en indflydelse i mit daglige trivsel. Jeg fik først ‘øjnene op’ for dette d. 13/3 -11. Jeg var på studietur med klassen, hvor turen gik til Berlin. På et tidspunkt skulle vi besøge Rigsdagsbygningen. En bygning med stor politisk indflydelse, og var sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige fra 1894-1933. Bygningen har altså en stor betydning for Tyskland, og vi mærker omgående hvordan tyskerne ’beskytter’ deres betydningsfulde historie.

Som det første skulle vores legitimation vises. Dernæst skulle vi igennem en ’sikkerhedskontrollen’, hvor kroppen og taskerne blev scannet.  Jeg havde ikke noget personligt imod sikkerhedskontrol, da der altid er en mulighed for, at det værste kunne ske..
”Come here” sagde en ansat dame og viftede med hånden som tegn på, at jeg skulle komme nærmere.

Jeg blev grundigt scannet fra top til tå, så grundigt at bh’ens indhold skulle tjekkes. Efter dette, kom sågar endnu en tysk dame og fortog samme øvelse, som efterlod en mærkelig følelse hos mig. En følelse af, at blive tvungen til noget, og betragtet som farlig eller mistænkelig hvilket jeg aldrig har oplevet før. Som en skjult terrorist der på et hvert tidspunkt sprænger hele stedet i stumper og stykker. Efterlader blodbade og rædsel… Der var også forskellige oplevelser med sikkerheden med de  andre. Nogle gik frit igennem, mens Camilla’s lille harmløse saks måtte konfiskeres og Alime’s hoved blev grundigt tjekket til fordi hun bærer tørklæde.Oplevelsen fik mig til at spekulere på hvor meget den menneskelige frihed forulempes af kontrollen?

Jeg mener, at kontrollen kan sikre en illusion af frihed.  Forstået i den forstand, at menneskelige krænkelser bliver retfærdiggjort ved hjælp af loven. Men selve begrebet frihed er meget aspstrakt i sig selv. Hvornår er vi frie ? Er frihed retten til at gøre det vi lyster? Hvis dette er tilfældet forhindrer loven og overvågningen ikke dette? Vi kan ikke ”bare” stjæle penge fra banken uden en dom. Vi er heller ikke psykologisk frie? Normer og traditioner kan holde det enkeltes individs frihed nede og have en ’kontrollerende’ effekt på individet i nogle samfund. Derfor kan frihed og kontrol anses som hinanden modsætninger.

Men alligevel kan frihed og kontrol anses som partnere? Hvad er frihed uden kontrol? Tryghed sikres ved hjælp af kontrol, så man kan sige, at kontrollen af individet sikrer andre individers frihed. Menneskelig frihed og kontrol kan altså umiddelbart ikke sættes i ”bokse”. Men der er en forskel på hvordan de anvendes. For siden 9/11 er sikkerhed og kontrol i vestens landene blevet så ekstrem, at flere specifikke befolkningsgrupper og ”typer” bliver holdt øje med. Religiøse og private friheder bliver krænket ved bekostningen af kontrol og ’tryghed’.

Jeg ved, at verden ikke kun byder på det gode, men også det faretruende onde som er destruktivt. Kontrollen har været et meget politisk aktivt emne siden 9/11for at beskytte borgeren fra de destruktive mennesker, men under bekostningen af friheden. Det er nået så vidt, at denne håbløse, forvirret og utilpasset dreng på blot 3 år i kørestol kunne ’anses’ for , at være en potentiel fare for samfundet og  selvmordsbomber?  I hvert fald tjekkes han for en sikkerhedsskyld.

Klodset

Kant. Skarp kant. Kold, skarp kant. Ru, kold flade. Klodset klods. Klods, klods og atter klods. 1-2-mange. Rækker. Lige rækker her og der. Lige rækker med kolde klodser. Grå. Store og små, men grå. Uendeligt. Uendelige ubærlige minder. Måske. Mange. Mange ikke-gå-og-ikke-sidde-på-klodser. 2711 betonklodser. Bare hård beton. Hård tid.

Over 6. mio. væk. Pist væk. Eller.. ikke pist. Bare væk. Gas. Grafitisikret overflade sponsoreret af gasfirma. Ironisk. Det er bare gas. Grimt. Ikke glemt.

Arkitektonisk anderledes. Lys og skygge i kontrast. Ligesom historien bag. Uskyldige mennesker. 1 mand. 1 mand og mange andre mænd. 1-2-mange. Kold skyggeside, men dog skræmmende sandhed. Mindesmærke i mindeværdig storby. Berlin. Betagende berusende Berlin. Fortid og fremtid i koloenorm kollision. Klods. Flere sider af samme sag. Massemord. Momentalt mentalt forstyrret. Nej nej nej. Forkert. Velovervejet. Snu satan.

Gyngende gold eng af endeløse erindringer. Surrealistisk stemning. Kold og smuk. En stor plads. Plads til os alle. Frihed og forskellighed for fanden. Følelser.

19.000 kvadratmeter okkuperet af åndelig tilstedeværelse. Intet over og intet under. Ingenting. Menneskemasse. En masse mennesker. Mange. Multikulturel storby. Underfundig udvikling. Fra had til helhed. Heldigvis og gudskelov. Glæde.

Spirituelt gravsted. Kedelige klodser. Kombination. Åbnet 60 år efter det hele sluttede. Helhed og helvede i historie. Historien i historien. Krigskaos med efterfølgende opblomstring. Berlin som en blomst. Vidunderlige verden. Væltet. Tarvelige tyskere og dumme danskere. Tror jeg. Troen på fremtiden sejrer.

Tusinde indtryk. Tiderne skifter. Med tiden.

Berlins monument. De dræbte jøder. Jødemonumentet i Berlin. Evigt mindested.

Berlinmuren, en kæmpe adskillelse..

Alt ændrer sig med tid. Det er nok det bedste ord, jeg kan bruge for en by som Berlin. For godt 30 år siden ville man nok ikke kunne se sådan en by, hvor alle levede i fred og harmoni.

For godt 30 år siden var muren mellem Øst- og Vestberlin stadig ikke væltet, og der var en enorm adskillelse, hvor vestberlinerne kun med besvær kunne besøge deres familie og venner i Østberlin. Kun ved hjælp af nogle grænseovergange kunne de besøge hinanden, og det var ikke nemt at passere disse grænseovergange. Alt det besvær var for at kunne leve et godt og behageligt liv som det rige og demokratiske vesten.

Selv når jeg skriver dette, lyder det som en film eller en roman. At tænke på, at der har været sådan en voldsom adskillelse mellem den samme befolkning er skræmmende. Med Berlinmurens fald blev denne adskillelse ophævet, og der ville ikke være adskillelse mere, men er dette blevet overholdt? Kan man undgå adskillelse?

Adskillelsen er ikke nem at undgå. Den er overalt. Mellem venner, racer osv. Men den 9. november 1989 viste berlinerne en meget modig modstand mod adskillelsen, nemlig at de væltede Berlinmuren, som symboliserede adskillelsen mellem Øst- og Vestberlin. De viste resten af verden, at man aldrig skal opgive De kunne klare at vælte den enorme forhindring (muren), som stod i vejen for østberlinernes frihed, og derfor kan enhver gøre det samme.

Der er rigtig mange mindesmærker om Berlinmuren rundt omkring i Berlin, men tanken om, at alle disse mennesker har kæmpet for at få denne forhindring af banen, er til at få gåsehud over. Men som sagt er det kun mindesmærkerne, der er en hjælp til at tænke tilbage og prøve at forestille denne store adskillelse mellem familier og bekendte. I dag lever alle familier og bekendte i fred og kan frit besøge hinanden, når de ønsker.

Ølbordet

Trofæet på vores halvfordrukne men yderst normale studietur var vores selvbyggede ølbord. Ølbordet bragte studieturen op på et helt nyt niveau, og gjorde at studieturen pludselig hoppede ud over grænsen for det normale og helt ud i det ligefrem absurde.

Allerede den første dag i Berlin kom vi på den brillante idé at vi ville bygge et bord af øldåser. Idéen sprang ud fra en tidligere idé, som jeg, Frederik, havde kommet på før turen. Jeg har længe, af en eller anden mærkværdig grund, været rimelig fascineret af at konstruere ting blot af øldåser, og det skabte idéen om at bygge et bord. Da jeg nævnte min koncepttanke omkring den visuelle og samtidig praktiske funktion ved bordet sprang de andre drenge straks på bordet, også selvom de knapt nåede at tænke over det. Lysene i deres øjne var næsten øjeblikkelige. Den ellers så simple idé var nu spredt over et halvt dusin hjerner – nu kørte det for alvor derudaf, og de efterfølgende par dage blev der diskuteret brug af materialer, og hvordan og hvor vi skulle få fat i denne serie af materialer, vi havde i tankerne. Der blev ivrigt argumenteret for de forskellige typer materialer, også selvom det blot handlede om noget tape og en bordplade af en art. Vi vidste jo allerede at bordbenene skulle konstrueres af øldåser.

Dagen efter ankomst fandt vi et supermarked, og der erhvervede vi os en rulle tape. Dagen efter vi havde købt tape i det lokale supermarked, besluttede vi os får at udfolde vores idéer, og begynde på konstruktionsarbejdet.

William og jeg begyndte med at konstruere fire bordben ud af i alt 16 dåser - altså 4 bordben hver af 4 dåser. Tape blev spændt kraftigt omkring søjlen af grønne Tuborg dåser. Efterfølgende lavede 2 ekstra søjler af hver 3 dåser. Disse kortere søjler blev brugt til at tape fast til 2 af de bordbenene, så de fire søjler dannede et nogenlunde O-formet kvadrat. Dernæst blev de resterende 2 bordben sammenkoblet på midten af endnu en kort søjle, så disse 3 søjler nu dannede en H-formet skulptur. De to bogstavsformede konstruktioner blev da sammensæt, ved at H’et blev sat ind i O’et. Vi diskuterede stadig hvilken bordplade vi skulle bruge, og pludselig slog det os alle, nærmest synkront, at løsningen, elegant og simpel som den var, var pap. Vi havde nemlig allerede pap fra den ølramme dåserne oprindeligt var kommet fra, så det ville være en nem løsning.

Pappet blev foldet og tappet sammen på alle leder, så det var stærkt nok til at bære et par flasker øl og, ifølge drømmescenariet, måske et ben eller tre. Dernæst blev den flotte grønne bordplade lagt på bordbenskonstruktionen, og bordet blev endnu en gang tappet sammen på alle mulige leder. Ølbordet var nu færdigt! Folk fra nær og fjern kom for at se den pragtfulde og yderst nydannende arkitektonisk- udfordrende konstruktion, og det var en succes! De efterfølgende dage blev bordet brugt flittigt, men den gode historie sluttede desværre brat, da bordet blev glemt i et træ kort efter hjemkomst.

Opskrift på Ølbord

• 25 øldåser
• En pap-ølramme
• Tape
• En god handy tankegang
• Bajere, til efterfølgende sejrsnydelse

FIN

Berlin - byen, hvor tiden stod stille

Ah. Berlin. En by rig på historie og kultur, et af Europas mest attråede turistmål. Det formodes, at ”Berlin” på et uddødt sprog betyder ”sump”, men dette er nok den sidste glose, der glider over mine læber (og mit tastatur) i skildringen af bjørnenes by. Her er alskens butikker med glamourøse udstillingsvinduer, der lokker med stråleglans og skilte i alle farver og størrelser; her er restauranter og caféer, der ved hvert gadehjørne ihærdigt gør, hvad de kan, for at flirte sig ind på de forbipasserendes pengepung; medrivende lys og lyde overalt, fængslende, bjergtagende, fortryllende. Mennesker af alle slags – høj som lav, tyk som tynd, ung som gammel – mødes og skilles i ét væk, nogle med smil, andre med tårer. Dagen er klar og lys, natten endnu klarere og endnu lysere. Her er liv, her er sjæl, og vigtigst af alt: Man mærker byens åndedrag. Og indpasser ærbødigt sit eget efter det.
Jeg har nu været i Berlin to gange, én gang med grundskolen og én gang på studietur i 2. g, og jeg må sige, at jeg i begge tilfælde havde en fantastisk oplevelse. Specielt vendte jeg hjem fra den seneste rejse med en større åndelig bagage end den verdslige, jeg var kommet af sted med. Noget, jeg i særdeleshed blev ramt af, og som jeg ikke husker fra mit første ophold i byen, var den ufattelige plads. Jovist er Berlin en stor, stor by, men den har flere indbyggere end det halve Danmark, så jeg blev utroligt overrasket over den megen albuerum. Min forventning var, at især det berlinske natteliv ville være lige så tætpakket og lige så højspændt som det københavnske. Men som jeg selv oplevede det (i hvert fald i de dele af byen, jeg færdedes i), var den ting, der først og fremmest herskede, rum. Berlins fortove og veje er meget bredere end Københavns, hvilket uden tvivl virker til at udjævne det store indbyggertal – Christianshavns Torv i København svarer blot til et lille fortov i Berlin. Bygningerne er høje og åbner himlen op for én; luften kommer til dig, du behøver ikke søge den ligesom herhjemme.
På studieturen var det mig derfor en ubegribelig oplevelse at bevæge mig rundt om aftenen og natten, se lysene, mærke den kolde, klare luft rense mit sind og føle, at jeg ejede hele verden, var verden. Nogle stykker fra klassen inkl. mig selv fandt stor fornøjelse i lange gåture gennem det stjernebestrøede Berlin, i hælene på tilfældigheden. Vi så i det dybe, vi så i det høje, vi så bjørne og harer, døde og levende. Vi så omkring os, og byen var både om os og inden i os. Synkrone hjerteslag. Livet var nær.




sump

Berlin - en moderne metropol

Mørket falder på, bylivet starter og tusindvis af mennesker strømmer ud på gaden. Alexanderplatz i skæret af funklende lys fra fontæner. En følelse af frihed og glæde spredes.

Berlin som vi kender den i dag er en moderne og interessant storby dog med en dunkel og dramatisk fortid. For det er ikke mere end 50 år siden, at berlinerne vågende op til en delt by og til et splittet Europa. I år 1961 blev Berlinmuren - die Mauer opført og hele Europa var i chok-tilstand.

Det reelle formål bag opførelsen af Berlinmuren var at forhindre DDR’s befolkning i at flygte til det rige og demokratiske vesten, hvilket ville medføre økonomisk krise for DDR.

Selve konstruktionen af muren skete natten mellem d. 12 og d. 13 august 1961 og dagen efter stod die Mauer i al sin pragt og delte Berlin i en vestlig og østlig del. Muren strakte sig 45,9 km tværs gennem Berlins gader, hvor den på en tilfældig måde adskilte bydele, som

havde udviklet sig gennem århundrede og familier som førhen havde levet side om side.

Berlinmuren kan i vore tid betragtes som et tydeligt symbol på et delt og supermagts-kontrolleret Europa. Men i dag står dele af de graffitimalede murbrokker stadigvæk i Berlins gader og symboliserer den vækst og udvikling, som Berlin har gennemgået siden år 1991, hvor muren faldt.

Ord som kontrol, opdelingen og splittelse er ikke længere synonymer knyttet til Berlin som storby. I dag er Berlin forskønnet med fantastiske monumenter og attraktive kunstoplevelser – når alt kommer til alt er Berlin gået hen og blevet et såkaldt ”hot spot” med mangfoldighed og modernitet. Og når man som turist spadserer rundt i Berlins alsidige og menneskefyldte gader, er det svært at forstille sig tiderne, hvor byen var centrum for kontrol og magt. For Berlin er i høj grad blevet en moderne metropol med et mangfoldigt kulturliv. Der tilbydes et stort udvalg af storslåede og monumentale bygningsværker, alternativ og moderne kunst, museer og teatre, caféer og restauranter etc. Alt dette hører naturligvis med, når man som turist skal opleve Berlin. Men for i virkeligheden at være i stand til at mærke og sanse denne fantastiske storby i sin enkelhed, kræver det blot, at man med årstallene 1961 og 1989 i baghovedet, stiller sig ud på én af Berlins mange pladser og ser hvordan folk fra hele verden strømmer ud for at nyde livet. Lyset fra springvandet og gadelamperne, den autentiske gademusik og frie stemning – er alt sammen med til at give Berlin det særlige præg. Det præg som gør Berlin til en storby med sjæl.

OL i Berlin i 2016?

I flere år har man diskuteret, hvorvidt Berlin er klar til at afholde De Olympiske Lege i 2016.

- Er de der? Efter selv at have besøgt byen, mener jeg, at den smukke hovedstad ville være et oplagt sted at afholde den verdensomspændte begivenhed!

Berlin er ganske enkelt en perfekt by til at afholde den store verdensbegivenhed. Den er mere end godt rustet til at rumme de mange hundrede tusinde gæster under legene og er i dag i forvejen en af de mest besøgte byer i verden, og m

ed talrige seværdigheder og en spændende historie, strømmer turismen allerede til. I 2004 sluttede moder­niseringen af Det Olympiske Stadion med plads til 74.000 gæster, og i dag er stadionet smukt velholdt og står flottere end nogensinde i udkanten af Berlin, nær­mere bestemt, i området Charlotten­burg­ ­­Wilmersdorf i det tid­lig­ere Vestberlin.

Berlin er en af de grønneste og reneste byer i Europa, og byen bugner af træer og blomster i gadebilledet. Der er ikke undertrykkelse eller slaveri i Tyskland, det politiske system ser umiddelbart ud til at fungere, og folket kæmper alt hvad de kan, for at vinde verdens tillid og kunne afholde OL. Så hvorfor ikke lade det tyske folk få lov til at arrangere! Personligt har jeg fået indtrykket af, at byen er velfungerende, og borgerne er venlige og hjælpsomme, og virker meget stolte af deres store sportsstadion. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor det ikke kun skulle kunne gavne indbyggerne, at samles om at arrangere begivenheden, i stedet for evig og altid at skulle byrdes med deres historie. Tyskland vil altid blive husket for deres store medvirken i verdenskrigene, men nu synes jeg det er tid til at vise landet en smule tillid. Efter både at haft held i Melodi Grand Prix og VM de seneste par år, må man desuden sige, at de er ved at være godt vante til den resterende verdens opmærksomhed.

Nu, når byen både kulturmæssigt, udstyrsmæssigt og ikke mindst ”mentalt”, er klar, så må vi også huske, at Den Olympiske Ide oprindeligt gik ud på at forene verden i en begivenhed der på tværs af politik, krig, økonomi m.m.. I det hele taget, var det tiltænkt som en verdensomspændt tradition, hvor atleter og sportsudøvere kunne konkurrere i de discipliner de brænder for, mod andre på samme niveau.

Så hvorfor ikke udnytte det smukke stadion, og bruge det til hvad det oprindeligt var bygget til – at afholde De Olympiske Lege? Kunne det være Tysklands tragiske historie, der gør komiteen tænksomme? I 2016 vil det nemlig være præcis 80 år siden, at Hitler og hans regime arrangerede De Olympiske Lege, som de fleste nok vil forbinde med propaganda og politik frem for sport og konkurrence. På den måde ville det også være symbolsk at give tyskerne mulighed for at vise resten af verden, hvilken ansvarsfuld og sammensluttet nation de nu er blevet!

Anmeldelse af City Hostel Berlin

Om det er romantisk kærlighed eller bare en weekendtur med vennerne, så stiller City Hostel Berlin store krav til individets tålmodighed og tolerance - det eneste hotellet virkelig har at byde på, er beliggenhed! Med hotellets enorme regelsæt og strikse personale sørges der for at det eneste du egentligt får ud af dine 150kr per nat, er en halvhård seng og god beliggenhed.
Hotellet er lokaliseret lige ved siden af den nordkoreanske ambassade, hvilket sikkert har virket som en inspirationskilde til den totalitære diktaturfilosofi som hotellet driver. Ved ankomst blev der påbudt at der ikke kunne være tale om nogen form for opbevarelse af alkohol på værelserne, og man snakker om personlig frihed i Berlin, tsk!

Reglementet giver hotelansatte rettighed til at gennemsøge ens værelse, og ens personlige ejendele hvis der opfattes mistanke om brud på alkohol reglerne, hvis der lokaliseres uautoriseret ethanol på et gæsteværelse kan en bøde på et ukendt sum udstedes, og tro mig, bøden er nok ikke lav!
Og hvis du nu vælger at følge disse latterlige regler, og drikker dig fuld i byen i stedet, og ved hjemkomst ved et uheld kommer til at sætte brandalarmen i gang, så koster dette dig ikke mere end 2000 euro! Den eneste måde at bøden for sådan en hændelse kan være så høj, må simpelthen være at hotelpersonalet er nødsaget til at fjerne alt form for bevis for at der forekommer overtrædelser af menneskerettighederne på Grand City Hostel før nogle samfundsautoriteter dukker op, og dette er resurse krævende og stressende for hotelpersonalet. Så den uhyre pengesum bruges på kompensation.

Foruden det overdrevet strikse regelsæt om alkohol, og om småulykker forsaget af effekten, så sættes der også umenneskelige grænser for hygiejne. Ingen badetider mellem 22 om aftenen og 7 om morgenen. Hotelpersonalet ønsker decideret at indrette alle menneskers mentale ”bade-ur” på samme måde. Hvilket åbenlyst tegn på hotellets forsøg på masse-assimilation og ensretning, hvilket vil styrke deres diktatur.

Hvis man på en halv time kan klargøre sig formå at nå hotellets hjernevaskende morgenmad kl. 7.30 går man ikke en god tid i møde. Morgenmaden består af de billigste grå boller der nogensinde har bagt på jordens overflade. Osten forekommer som et direkte forsøg på destruktion af subjektets appetit, og den varme fedtholdige mælk er i den grad med til at bidrage.

De cellelignende, grå og ens formede værelser medvirker til en process af total nedbrydning af individualistisk tænkning, værelserne skriger ”Obey the rules” dels i form af de tankedestruktive, glansløse, slidte, gentagende vægge, men også i form af den kopi af reglementet som er klistret op på døren.

Alt i alt er City Hostel Berlin i min mening et moderne forsøg på at genetablere det gamle Soviet Unionen, bare med den påtvungne kollektivisme erstattet med dårlige morgenmadsprodukter og mere overvågning, hotellet burde meldes til menneskerettighedskommissionen lige med det vuns, og de administrerende diktatorer burde sendes direkte ind ved siden af (til den nordkoreanske ambassade)

Berlin

Berlin

Hvis du går og overvejer, hvor din næste rejse skal gå til, så vil du ikke være i tvivl efter du har læst denne tekst. Der er to steder i Berlin, som du må se, hvis du vil have en fantastisk ferie.

Checkpoint Charlie
Checkpoint Charlie var formentlig den mest kendte grænseovergang mellem Øst – og Vestberlin, igennem den kolde krig. Dengang var det kun folk som ikke tyske udlændinge, og ansatte i amerikanske ambassader, der fik lov at passere. Dette fik nogle tyskere, specielt fra DDR, til at lave flugtforsøg. Nogle af disse er helt enestående i sig selv, men har desværre kostede mange livet. Checkpoint Charlie var også del i handlingen i mange spionfilm og romaner, som også har medvirket til dens popularitet. Når man står der, kan man ikke lade være med at forestille sig, hvordan det må have været at stå der, for bare 24 år siden. Checkpoint Charlie står der nu, som et symbol på den kolde krig, Tysklands splittelse og de mange mennesker der mistede livet i forsøget på at flygte.



TV-tårnet
TV-tårnet står på Alexanderplatz i Berlin, og er Europas anden største bygning med sine 368 meter. Tårnet blev bygget af det tidligere DDR, mellem 1965 og 1969, og blev brugt som et symbol for DDR. Tårnet var også en konstant påmindelse, for de vestberlinske borgere om Østberlin. Tårnet er så højt, at det kan ses fra adskillige steder i byen og er nu et symbol på Berlin, snarere end det foregående DDR. Inde i tårnet er der en fortræffelig restaurant med byens bedste udsigt, restaurenten drejer en rundt en omgang over 30 minutter, så det svarer til, at man nå at spise sin mad og se hele Berlin fra oven med en sigtbarhed på op til 80 km. Både set nedefra og ovenfra er det et majestætisk syn, som man aldrig vil glemme.

Novellekonkurrence

Tårnby Kommunebiblioteker og Avisen 2770 har udskrevet en novellekonkurrence for unge over 14 år og voksne. Fristen er fredag den 13. april klokken 12.00.
De tre bedste noveller præmieres, og vindernovellen bringes i 2770 og på bibliotekets hjemmeside.

Hvis I har tekster liggende i skuffen derhjemme, så er det måske nu, de skal shines op og sendes afsted? Måske er I endda i gang med en berliner-novelle til jeres næste danskaflevering?

Husk, at HP jævnligt holder møder om creative writing, så spørg ham gerne til råds, hvis I har brug for sparring.
I må selvfølgelig også komme til mig, hvis der er noget, jeg skal læse igennem for jer.

Læs mere om Tårnby Kommunebiblioteker og Avisen 2770´s novellekonkurrence her.