På vores tur
til Berlin var vi ude og klatre i Europas største klatrecenter,
nemlig Magic Mountain.
Da vi ankom til hallen mødte vi vores instruktører og fik kort besked om hvad det var vi skulle. Derefter fik vi nøgler til et lille omklædningsrum hvor vi kunne skifte og ligge vores jakker. Da vi havde gjort dette, blev vi introduceret for 5 smilende instruktører og delt op i 5 hold. Hvorefter at vi fik vores ”lækre”
klatre seler på, også var det ellers bare op i det første ”bjerg” vi kunne finde! Alt i alt var turen til Magic Mountain meget god, men dog ikke helt som
jeg havde forventet. Jeg blev meget overrasket over hvor øm man egentlig senere hen blev i hele kroppen, og hvor mange arm/ben kræfter det faktisk krævede for en at komme op på toppen. Jeg blev også ret forundret over, at vi bare blev smidt op på klatrevæggen uden at have fået den helt store information om hvad det egentlig var vi skulle gøre når vi hang på siden af et ”bjerg”. Det var også vigtigt at man kunne stole på at ens kammerater, da det var dem som skulle kunne holde fast i selen som man hang i, ellers ville man slå sig ret slemt. Første gang man var næsten op på toppen af klatrevæggen, begyndte ens ben bare at ryste og det var en hel lettelse for
mig, da jeg var kommet ned og stod på gulvet igen. Vores instruktører var tyskere, det siger jo sig selv eftersom at vi var i Berlin. Men det var desværre rigtig svært at forstå hvad det var han sagde, da han snakkede rigtig gebrokkent engelsk. De næste par dage var vi alle godt ømme.
Da vi ankom til hallen mødte vi vores instruktører og fik kort besked om hvad det var vi skulle. Derefter fik vi nøgler til et lille omklædningsrum hvor vi kunne skifte og ligge vores jakker. Da vi havde gjort dette, blev vi introduceret for 5 smilende instruktører og delt op i 5 hold. Hvorefter at vi fik vores ”lækre”
klatre seler på, også var det ellers bare op i det første ”bjerg” vi kunne finde! Alt i alt var turen til Magic Mountain meget god, men dog ikke helt som
jeg havde forventet. Jeg blev meget overrasket over hvor øm man egentlig senere hen blev i hele kroppen, og hvor mange arm/ben kræfter det faktisk krævede for en at komme op på toppen. Jeg blev også ret forundret over, at vi bare blev smidt op på klatrevæggen uden at have fået den helt store information om hvad det egentlig var vi skulle gøre når vi hang på siden af et ”bjerg”. Det var også vigtigt at man kunne stole på at ens kammerater, da det var dem som skulle kunne holde fast i selen som man hang i, ellers ville man slå sig ret slemt. Første gang man var næsten op på toppen af klatrevæggen, begyndte ens ben bare at ryste og det var en hel lettelse for
mig, da jeg var kommet ned og stod på gulvet igen. Vores instruktører var tyskere, det siger jo sig selv eftersom at vi var i Berlin. Men det var desværre rigtig svært at forstå hvad det var han sagde, da han snakkede rigtig gebrokkent engelsk. De næste par dage var vi alle godt ømme.
Men ellers en fed oplevelse :D
Mvh Cicilie :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar